[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oliver Noppenaug[/vc_column_text][vc_column_text]
Med musikfilmfestivalens største program nogensinde er der heldigvis også blevet plads til et par film for os, der nyder en god omgang hård musik og dertilhørende mosh pit. Udvalget spænder bredt fra den iltre grindcore til den snottede punkrock. Filmene lå fordelt over fire dage i træk, så det var næsten som en mini Copenhell bare med film i stedet. En ting, der var gennemgående for mine ture, var, at oplevelsen var meget mere end blot filmvisninger, så klassiske filmanmeldelser ville næsten være en hån mod konceptet. Derfor bringer jeg i stedet en rapportering fra headbangernes tur i biffen.
Nasum – Blasting shit to bits: The final show (2017)
Torsdag d. 27/4 kl.21.00
”Så er der blæst til frontalangreb” proklamerede instruktør Michael Panduro, inden lyset blev dæmpet i den hyggelige Asta-sal. Og man skal da love for, at han fik ret. Til lyden af luftsirener og maskinpistolskud toner et bryllupsfølge iført gasmasker frem på lærredet. De er en del af sceneshowet til Nasums sidste koncert, og så er tonen ellers sat for den næste halvanden times nakkevridende og hæsblæsende omgang grindcore. Det var verdenspremieren på filmen, og i den anledning var Jon Lindqvist og Keijo Niinimaa fra Nasum mødt op. Sidstnævnte var ganske vist ikke originalt medlem, men trådte til, da bandet havde brug for en forsanger til deres 20-års jubilæums- og afskedsturne. Den originale forsanger, og stifter af Nasum, Mieszko Talarczyk, omkom nemlig på tragisk vis ved tsunamien i Thailand 2004. Og det kommer til at spille en helt central rolle. Filmen er skruet sammen af koncertoptagelser, der en gang imellem bliver brudt op med korte interviews. De korte interviews giver en velkommen pause, for selvom musikken er fed, så er der også brug for de små pusterum.
Mit helt generelle, store problem med koncertfilm er, at det er super fedt at være til koncert, men det er utroligt kedeligt at se en koncert på film. Det følte jeg ikke var et problem med Nasum – Blasting shit to bits. Nogle gange glemte man næsten koncertens fysiske begrænsninger, og jeg var tit ved at klappe med efter et nummer.
En knusende ærlig Q&A med Jon Lindqvist efter filmen afslørede dog, at det ikke var alle, der fik deres kærkomne forløsning. Alt i alt, var det en brutal aften i et utrolig hurtigt tempo, der dog også gav plads til refleksion.
I am Thor (2015)
Fredag d. 28/4 kl. 19.15
I am Thor er den forrykte og absurde, men sande historie om muskelbundtet og heavyrockeren Jon Mikl Thor, der adopterede alter-egoet som tordenguden Thor i midten af 70’erne. Den ligner en almindelig musikdokumentar, men intet ved denne historie er almindeligt. Efter en tjans som nøgen tjener, starter han bandet Thor, hvor han bøjer stål på brystkassen og puster varmedunke op, til de sprænger. Verden lå for fødderne for den canadiske machomand. Lige indtil sin kidnapning, som så satte en stopper for det store gennembrud. En utroligt mærkværdig historie, der dog ikke engang slutter her. For derefter følger vi Thor i en ældre og lettere afdanket udgave, og det er her, at det går op for én, at denne her film kan andet end at få dig til at grine. For selvom humoren er filmens absolut største force, er der også plads til ærligheden og til at tale om de mørke sider ved at være Thor.
I løbet af filmen indser man, at man ikke griner af, men sammen med Thor, og det gør virkelig hele forskellen. For det hele er meget fjollet, og det ved han også godt selv. Alt, hvad der kan gå galt, går galt for den stakkels mand, men han kæmper videre og bøjer stadig stål, og man kan ikke andet end at elske ham for det.
I am Thor er uden tvivl den mest underholdende musikfilm, jeg nogensinde har set. Hele salen var gentagende gange i latterkramper, og hvis man ikke var det før, så var man helt sikkert Thor-fan, da man forlod salen igen.
Death by METAL (2016)
Lørdag d. 29/4 kl.21.30
I løbet af 80’erne begyndte dødsmetallen at rumle i undergrunden, ført an af pionererne fra Death med Chuck Shuldiner i spidsen. Vi kommer igennem bandets historie, og dets utallige udskiftninger af medlemmer helt op til Chucks død i 2001. Jeg må indrømme, at jeg havde det lidt ambivalent med filmen. Den har ellers det, som en god musikdokumentar skal have: Den fede musik, fantastiske optagelser fra arkivet og vigtige interviews med de folk, der var en del af det. På overfladen virker den rigtig flot produceret. Men jo længere man kommer ind i filmen, begynder man også at lægge mærke til en masse ting. Nogle ville kalde disse ting for sjuskede fejl. Jeg vælger at kalde dem alternative stilistiske valg. F.eks. er der nogle interviewpersoner, som ikke bliver præsenteret, mens andre gør. Der er baggrundsmusik, der overdøver interviewet. Nogle gange bliver der klippet væk fra et interview midt i en sætning. Det er bitte små ting, men der er simpelthen et utal af dem. Det er småting, som ikke burde genere, men der er alligevel så mange af dem, at det er umuligt at ignorere. Og det er en skam.
Den helt store oplevelse var til gengæld publikum. Der blev hujet, headbanget og fællesskålet i dåseøl. Og selvom der var lige lovligt mange, der spurtede på toilettet under filmen, så var det lige i ånden.
Punk: Attitude (2005) + Westway to the world (2000)
Søndag d.30/4 kl.19.00
Festivalens sidste forestilling var dobbeltvisningen af de to Don Letts-film Punk: Attitude og Westway to the world. Til at introducere havde vi film- og rockkritiker Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet. Med god humor og personlige anekdoter blev vi gjort beredte til en historielektion i rockens uvorne lillebror.
Punk: Attitude er en slavisk gennemgang af punkens historie, både som musikgenre og udtryk. Helt tilbage fra de første spadestik inden punken, med bands som The Stooges, Velvet Underground og MC5, henover de helt store som The Ramones, Sex Pistols og The Clash, til den nyere generation med Green Day og Blink-182 (Selvom der kan sås tvivl om, hvorvidt man vil kalde dem punk).
Det starter sådan set meget interessant. Fedt arkivmateriale bliver akkompagneret af spændende interviews. Men på et tidspunkt knækker det lidt, og det føles mere som et leksikon. Der bliver namedroppet bands i flæng uden nødvendigvis at fortælle hvorfor, og det bliver desværre kedeligt i længden.
Den bliver lidt reddet af de personer, som fortæller, hvor især David Johansen (The New York Dolls) og Henry Rollins (Black Flag) er fantastiske.
Budskabet synes at være, at punk handlede om oprør og at bryde normen. Man undrer sig derfor over, hvorfor filmen er så konventionelt formet. Emnet adskiller sig, men intet ved filmen er oprørsk eller normbrydende, og det er altså lidt en skam.
Nu havde vi så fået baggrunden. Så var det tid til at runde ballet af med Westway to the World, som er en klassisk dokumentar om The Clash. Den bringer måske heller ikke noget nyt til bordet, og som Henrik Queitsch påpegede, bringer den heller ikke hele historien, men når man til gengæld får det hele fortalt af The Clash selv, gør det nu heller ikke så meget. Filmen er netop primært fortalt af Mick Jones, Paul Simonon og selvfølgelig Joe Strummer. Jeg kunne ganske enkelt ikke ønske mig mere af en film om The Clash. Joe Strummer, som i min optik er en undervurderet poet på højde med John Lennon og Bob Dylan, er fuldstændig genial. Jeg kunne sidde og se ham snakke i timevis. Filmen var dog kun 5 kvarter lang (det var nemlig directors cut), og man kunne sagtens have brugt meget mere tid i selskab med Mick, Paul og Joe.
Der var altså lidt til enhver smag for de københavnske metal- og rockhoveder. Generelt er det et godt udvalg, men til næste års musikfilmfestival kan vi godt bruge endnu flere på programmet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer