[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_column_text]Biografen var ikke engang halvfyldt, men klientellet var ikke til at tage fejl af. Med langt hår, læderjakker og 3D-briller gjorde mine midlertidige medsammensvorne og jeg selv os klar til at opleve 80.000 mennesker i mudder og moshpit, nærmere bestemt Wacken 3D (2014). Det var med en hvis ærefrygt, at jeg satte mig til rette. Jeg har hørt så meget om Wacken fra venner fra gymnasietiden, og derfor var jeg spændt på, om filmen ville kunne give mig et indblik i en verden, som jeg aldrig selv har været en del af. Desuden var jeg umådelig spændt på, om 3D-effekterne ville holde eller falde til jorden med et brag.
Heavy metal handler ikke om at skabe stor kunst, men om at larme, underholde og fræse derudad. Dette postulat er en del af essensen af Wacken 3D. Det er sjovt, højt og fandens fedt, men stor filmkunst er det sgu ikke. På sin vis minder denne dokumentar meget om Roskilde (2008), der, som navnet antyder, handler om hele Festival-Danmarks galionsfigur, Roskilde Festival. Det er såmænd blot et indblik i en festivals forløb med spas, løjer og musik og dybere end det, er det ikke.
Effekten af 3D var, som sagt, noget af det, som jeg havde glædet mig meget til at se. 3D’en var der, og det resulterede da også i, at man fik guitar, langt hår og gnister fra en rundsav smidt lige i skærmen. Men det var dog nærmere som 4D, hvilket vil sige, at fysiske effekter indtræffer samtidig med filmen. Fra første riff gynger hele sæderækken af ren begejstring. Normalt ville jeg bede folk om at sidde og tie stille, men der var bare noget, der fik mig til at lade være. At se Wacken 3D var lidt ligesom at være til en koncert med publikum, der rocker og synger med.
I min gymnasietid stiftede jeg bekendtskab med mange ”metalhoveder”. De fleste har et udseende, der kan skræmme mange væk, men ligeså snart man begynder at snakke med dem, så finder man ud af, at de er nogle af de rareste personer på jorden. På samme måde er Wacken 3D. Festivalens hårde ydre bliver gjort til skamme, når man ser filmen. Festivalens gæster er ligeså blide som lam, når musikken altså ikke spiller, for så hersker død og ødelæggelse, dog altid med respekt og hensynstagen til hinanden. Publikum, der var til stede i biografen med mig, var ligesom publikum på Wacken. De lignede nærmest rockere, men var hyggelige. Oplevelsen af Wacken 3D var hyggelig, sjov og fed. Da jeg forlod biografen og kiggede på menneskene, der fulgte med ud af salen, tænkte jeg, at dem skulle jeg nok få at se igen få dage senere.
Og ganske rigtigt. To aftener senere sad noget nær de samme mennesker (i hvert fald baseret på udseende) i salen Carl i Cinemateket for at hylde det for nyligt afdøde heavy-ikon, Ian ”Lemmy” Kilmister. I Musikfilm Festivalens program står der, at Lemmy (2010) er en kammeratlig fanfilm og ikke en simpel hyldest af frontmanden fra heavy metal bandet Motörhead. Det giver jeg programmet helt ret i. Desuden er Lemmy præcis ligesom sine fans. Hårdt ydre og blødt indre. Lemmy er indbegrebet af sex, drugs and rock’n’roll, hvilket Lemmy giver et klart billede af. Samtidig kommer man også ind under huden på en mand, der med sine egne ord ”collects stuff”, men siger at hans kæreste eje er hans søn. En helt igennem rar fyr ligesom festivalgængerne fra Wacken.
Da Lemmy blev vist, var der en hvis rørstrømsk stemning i biografen. Folk grinte af Lemmys sjove og vilde anekdoter, men alligevel var der en sorg til stede. Lemmy døde i slutningen af december 2015 kort efter at være fyldt 70 år. Lemmy var et ikon i heavy metal på grund af sin vilde form for musik, sin stemme, sit udseende og sin rock’n’roll-attitude. Han har med andre ord betydet utrolig meget for metalhoveder verden over. Oplevelsen af Lemmy blev derfor en anden end den blot kammeratlige fanfilm. Det blev som at se hjemmevideoer, hvor et afdødt familiemedlem optræder. Lemmy var aldrig bleg for at tage billeder med fans og give autografer, og man kunne altid finde ham på Rainbow Bar and Grill i L.A. Lemmy var som et familiemedlem, som vi for nylig har taget afsked med.
Således oplevede jeg metalverdenen på første række. Jeg var til stede på Wacken, hvor metalkulturen blomstrer og liv og glade dage er det vigtigste. Jeg var med inde under huden på selveste Lemmy på Motörhead, hvor hele heavycirkusset blev mødt med en rørstrømsk tilgang. På sin vis to forskellige oplevelser af samme verden, men for fanden, hvor var begge aftener hyggelige.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer