MUSIKFILM FESTIVAL 2016: Det glæder vi os til

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Patricia Smollerup & Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_column_text]Fra d. 2. april og ni dage frem løber Cinematekets Musikfilm Festival for fjerde gang af stablen. 30 film vises – fra 3D-film til hjertevarme dokumentarer. Her er simpelthen alt, hvad et musik- og filmhjerte kan begære.

Ordet dækker festivalen tæt og vil løbende skrive om dagenes op- og nedture. Her er de titler, vi ser mest frem til.

 

Andreas: Lemmy + Ziggy Stardust and the Spiders from Mars

Musikverden mistede ved årsskiftet to af de største ikoner nogensinde, Ian ”Lemmy” Kilmister fra Motörhead og David Bowie, og selvfølgelig skal de to helte hyldes. Dokumentaren Lemmy viser et portræt af den Jack Daniels-bællende, storrygende forsanger fra det legendariske metalband, Motörhead. Helt i hovedpersonens ånd skulle filmen være et venskabeligt indblik i et vildt liv i rock’n’roll og ikke så meget en hyldest til hans musikalske bedrifter. Om filmen virkelig fanger den vinkel bliver spændende.

I 1970’erne opfandt David Bowie sit berømte alter ego, Ziggy Stardust. Hans sidste show som netop Stardust filmede dokumentaristen P. A. Pennebaker. Egentlig skulle Pennebaker kun have lavet en kort optagelse, men endte med at filme hele seancen. Når en af rockhistoriens mest ikoniske navne optræder med nogle af sine største kompositioner som sit flamboyante alter ego, kan det kun blive en musikalsk oplevelse af den vildeste slags. Det er i hvert fald mit håb for Ziggy Stardust and the Spiders from Mars.

Disse to titler byder på de to væsentligste genrer i musikfilm med to af de mest væsentligste personligheder i rockhistorien. Nostalgi og hyldest – here we come!

Patricia: We Like It Like That – The Story of Latin Boogaloo + Style Wars + Big Fun in the Big Town

Ingen Musikfilm Festival uden byen over dem alle, New York. Storbyen har huset og været et væsentligt centrum for mange musikgenrer lige fra jazz til punk. New York er i sig selv et udtryk for diversitet, hvilket også skinner igennem i musikaliteten i byen. Inden for musikken har New York været en trendsætter, hvilket flere titler på programmet sætter fokus på.

Med We Like It Like That – The Story of Latin Boogaloo kommer man tilbage til New York i 1960’erne, hvor samba, bossa nova og soul sammen bliver til boogaloo. Det er funky i både øregange og i fødder, men udfordres af det hvide mainstream-marked. Mathew Ramirez Warren er dykket ned i en funky verden, der nok er forbigået mange danskere.

Mere end nogen anden kultur har hiphop sine rødder i New York. Style Wars var den første film, der zoomede ind på den spirende kultur i gadebilledet. En kultur, der udover musik også gør sig i graffiti, DJ’ing og breakdance, og som blander sig i samfundsdebatten. I forlængelse af Style Wars vises Big Fun in the Big Town, der (modsat Style Wars’ fokus på graffiti og breakdance) sætter fokus på periodens musikere. Medvirkende er flere af hiphoppens prominente navne som bl.a. Grandmaster Flash og LL Cool J.

Andreas: Wacken 3D

Hver august siden 1990 har 80.000 langhårede, læderjakke-bærende festivalgæster tonset rundt i moshpitten i det nordlige Tyskland til en af verdens største metalfestivaller, Wacken Open Air. Nærmest et år før festivalen starter, er billetterne revet væk, og for at få et blik ind i dette metalhelvede har Norbert Heitker lavet denne dokumentar med elementer af liveoptrædener med netop dette henblik.

Af optrædener kan man i Wacken 3D bl.a. opleve Tysklands største metalband, Rammstein, samt (sjovt nok) Motörhead. Men det mest spændende er dog 3D formatet, der bliver afprøvet. Dokumentarer om festivaler handler om at give følelsen af at være der. 3D-formatet burde mere end noget andet give en følelse af tilstedeværelse. Formatet har i filmverdenen ikke nødvendigvis fået den mest kærkomne velkomst, men måske har 3D fundet sin niche i hos festivaldokumentaren.

Patricia: Mavis!

Mavis! er en dokumentar om sangerinden Mavis Staples, der gør sig inden for genrerne blues, gospel og soul, men som samtidig også er inkarneret borgerrettighedsforkæmper. Et unikt indblik i en glorværdig karriere, der nok skal sætte godt gang i ørerne med smuk soul, men samtidig også kan byde på politisk kamp for rettigheder krydret med alskens varme, vilde og rørende anekdoter om en kvinde, hvis navn ikke er efterfulgt af et udråbstegn i titlen for sjov.

Dette er blot et udpluk af programmets herligheder. Som tidligere skrevet vil vi dække hele denne fantastiske festival med skriverier om film, musik og alt hvad der måtte følge med.

Sex, Drugs and Rock’n’Roll,
Andreas og Patricia[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer