Musik og mennesker imellem

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Få dage før juleaften kan vi gå i biografen og opleve New York belagt i sne til tonerne af Beethovens musik. A Late Quartet, som er instruktøren Yaron Zilbermans debut fiktionsfilm, er et studie i relationer mellem mennesker, fortalt igennem en strygekvartet. Gruppens 25 år
sammen har meget været tilbageholdt, men da deres ældste medlem Peter (Christopher Walken) får konstateret Parkinsons, finder glemte egoer og tabte drømme vejen op til overfladen. På det store lærred udfolder sig 105 minutter med konfrontation og erkendelse. Desværre lidt for meget af det ligegyldige og for lidt af det nærværende.[/vc_column_text][vc_column_text]Musikken er overalt
Omdrejningspunktet i filmen, og den altoverskyggende metafor, er deres ønske om at optræde med Beethovens Opus 131 i cis-mol, i syv satser – uden pause. Et hårdt og krævende stykke, som forlanger at man fortsætter, selvom instrumenterne lider. Dette er et interessant billede på vores liv som mennesker og vores relationer indbyrdes, hvilket Zilberman så fint får formidlet gennem Beethovens musik. Den mahognifarvede violin går igen i omgivelserne, og de rolige omgivelser giver en smuk kontrast til musikkens voldsomme op- og nedture. Musikken er en uundgåelig del af filmen, og det er kærligheden til – og forståelsen for – musikken, der løfter filmen. Små dagligdagsscener bliver så fint akkompagneret af klassisk musik. Filmens lydside fortæller sin egen parallelhistorie, og den er skildret til topkarakter.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
A Late Quartet[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Yaron Zilberman[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Mennesker bag instrumenter
De gamle kendinge som Phillip Seymour Hoffman og Christopher Walken, samt de garvede, men måske stadig forholdsvis ukendte, Mark Ivanir og Catherine Keener, er med på filmens rolleliste. De udgør den omtalte kvartet, og det er imellem deres karakterer, at der opstår fejder og splid. Desværre sker det lidt mere mellem to og to i stedet for mellem kvartetten som helhed. Visse scener er meget stærke, som da Robert (Hoffman) for alvor konfronterer sin kone (Catherine Keener) med deres ægteskabsproblemer.[/vc_column_text][vc_column_text]Mange andre scener går i glemslen, da udtrykket bliver for vagt, eftersom scenernes opbygning udelukkende består af, at to mennesker mødes, deler hvad de har på hjerte og derfra skilles igen. Filmen savner nerve, så hver eneste scene betyder noget. Man mangler følelsen af, at karaktererne virkelig har noget på hjerte. Desuden virker kvartetten nærmere som en trio, eftersom vi kun ser den Parkinson-syge Peter Mitchell (Walken) i glimt i behandling, og så er han væk igen. Det er virkelig ærgerligt, når han føles som en ligeså stor del af kvartetten som de øvrige. Med så fantastiske skuespillere på plakaten, så er det mig en gåde, at de ikke formår at skabe mere tiltalende karakterer. Dog med undtagelse af Christopher Walken, hvis portræt af den ældre Peter Mitchell er lige i øjet.[/vc_column_text][vc_column_text]Den eneste karakter, vi rigtig lærer at kende uden for gruppen, er Robert (Hoffmann) og Juliettes (Keener) datter Alexandra. Hendes rolle er et vigtigt modspil, en udefrakommende der måske forstår tingene på en anden måde. Eller det kunne den have været, for den formår ikke at give det modspil til kvartetten, som vi havde håbet på. Rent faktisk bliver hun nærmest en del af kvartetten.[/vc_column_text][vc_column_text]Ingen fuldendt symfoni
Man savner generelt at mærke det samvær, de har haft i 25 år. Deres indbyrdes forhold går igennem deres livs konflikt, og det er et pokkers spændende udgangspunkt. Men filmen taber pusten i sine mange ”lad-os- mødes-og-snakke-sekvenser” i stedet for at samle gruppen og undersøge, hvad erkendelse og intimitet kan være mellem fire mennesker. Her ligger et uudforsket emne, som Zilberman sagtens kunne have leget mere med, og det ville have været en virkelig interessant historie.[/vc_column_text][vc_column_text]Filmen har i sig selv så mange smukke og betagende scener, som så genialt er sat i sammenhæng med Beethovens udødelige musik. Men det er ikke nok til at rive publikum med. Deres egoer bliver for store og deres problemer ligegyldige. Den mest elskelige karakter er en stor del af tiden væk, og en vigtig birolle i datteren kunne have været mere, end hun var. A Late Quartet har en yderst interessant historie, men den formår ikke at engagere os med sine karakterer og dermed skabe en helstøbt symfoni. Musikken er der, men menneskerne mangler.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer