Af Sidsel Minuva
Mrs. Géquil (Isabelle Huppert) er en umådelig genert lærerinde på en teknisk skole. Hendes problematiske klasse mobber hende hver eneste time, og hun magter ikke at håndtere dem. Men en mørk og stormfuld aften, da hun arbejder i sit laboratorie, bliver hun ramt af lynet. Så opstår alter egoet Mrs. Hyde, der spreder skræk og rædsel på skolebænken.
På papiret virker konceptet, hvis ikke umådelig originalt, så i hvert fald underholdende og dejligt fjoget. Der er altid et lille hul i mit hjerte, der kan fyldes af sort humor. Men når Mrs. Hyde i mål med sit koncept?
Først og fremmest er der ingen vej uden om Huppert, som er et af de største navne indenfor fransk film. Hun gør uden tvivl et fint stykke arbejde som den sky Mrs. Géquil. Især hæfter jeg med ved hendes kropssprog – Huppert udtrykker behændigt Géquils manglende selvtillid med skuldrene oppe om ørene, armene limet ind til brystkassen og bittesmå, forsigtige skridt. Men udover det mangler selve Géquils karakter voldsomt nuance, og det er hun ikke den eneste, der gør.
Forsøget på at gennemsyre filmen med sort humor resulterer i karakterer, der er fuldstændig karikerede. Det er svært at nyde et talent som Hupperts, når der er så lidt at komme efter i manuskriptet. Den eneste karakter, der virkelig formår at fremstå flerdimensionel er eleven Malik (Adda Senani). Senani brillerer som en akavet Karl Smart, der prøver at være nede med de fede, men alligevel går op i rent faktisk at lære noget i skolen. Men en enkelt karakter, der udviser reel nuance, er bare ikke nok til at bære en hel film fyldt med endimensionelle karikaturer.
Hvad der er endnu værre, er filmens tempo eller mangel på samme. At se den føles som at køre med en køreskolebilist, der hverken har mestret koblingen eller bremsen endnu. Alt foregår i små, ustabile ryk. For mange scener slutter brat uden at tilføje noget som helst meningsfuldt til plottet. Det går over min forstand, hvorfor instruktør Serge Bozon og co. mente, at der skulle så mange scener til, hvor Géquil f.eks. bare står og stirrer. De mange småscener, der er blottet for betydning, får filmens blot 92 minutter til at føles som en evighed.
Som den sidste pind til Mrs. Hydes ligkiste kommer der end ikke gang i historien, når Géquil kommer i stødet og smider fløjlshandskerne som Hyde. At spille på den klassiske Jekyll/Hyde-splittelse bliver til tom snak, når publikum aldrig opnår katarsis gennem Géquils handlinger. Filmen mangler den tiltrængte, mægtige forløsning på hendes kamp med problemklassen. Det skulle man tro, at vi kunne få fingrene i via Hyde-spaltningen, men hendes personlighedsmæssige forvandling er for subtil til at kunne slå igennem. Den fantasy-inspirerede forvandling lader ikke lærerinden for alvor træde i karakter, men fokuserer i stedet på splittelsens overnaturlige aspekt. Som resultat mangler filmen simpelthen en tilfredsstillende forløsning.
Al potentiale går tabt i Mrs. Hyde, hvis ellers fine skuespilpræstationer drukner i karikerede karakterer og et overpolstret, ubalanceret plot. Det er synd for skuespillere som netop Huppert og Senani, og jeg savner den gakkede, katarsiske historie, som vi måske kunne have haft.
Kommentarer