[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Den altopofrende mother (Jennifer Lawrence) tænker næsten kun på at stille sin mand, him (Javier Bardem), tilfreds, og når hun endelig sætter grænser overfor him, så hører han ikke rigtigt efter. Han er nemlig poet, og enormt optaget af sig selv og sin digterkunst. Det eneste mother kan tilbyde him, er hendes kærlighed, og selv når hun er totalt udbrændt(!), tager han den fra hende som et grådigt barn.
Sådan betragter man i Darren Aronofskys nyeste film, mother!, moderen og him og deres mildest talt usunde symbiose, der fodrer hans kolossale narcissisme. Alt handler om hans skaberværk, hans digtning.
Det andet store tema er samfundskritisk. Da poeten udgiver en ny bog, som får stor succes strømmer ”følgere” til him og ind i det hus, som mother ellers har knoklet så hårdt for at sætte i stand og puste liv ind i.
Skaberen kan ikke sige fra overfor følgerne, for han elsker anerkendelse, også selvom mother helst bare vil være alene, de to. Følgerne bliver fæle. De begynder at ødelægge alting. De begynder at tilbede him som en gud.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
mother![/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Darren Aronofsky[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Så indtræffer kaosset. Kameraet, der hele tiden har fulgt mother, hendes ansigt, og hendes synsvinkel, bevæger sig svimlende hurtigt, på grund af det stress, mother er udsat for. En særlig grufuld begivenhed er inspireret fra et virkeligt ”uheld” i sommer, hvor en gruppe turister havde så travlt med at tage selfies med en lille delfin baby, at de slet ikke opdagede, at den døde.
Der er måske ikke den store forskel på at være følger i en religion eller i et socialt netværk, ifølge Aronofsky. Mennesket, når det er en del af massen, er uden empati eller samvittighed. Det vil bare ha’og ha’, og det bliver aldrig mæt af at forbruge. Den slags sårer mother, eller, skulle jeg sige, moder jord.
Symbolikken er således meget enkel i den drømmeagtige mother! Ufrugtbarhed betyder intet barn samt ingen kreative ideer og vice versa. Der er også et mandelformet blødende sår i trægulvet i gæsteværelset, som bare ikke vil holde op med at bløde, men mother dækker det til med et tæppe.
Det bliver aldrig rigtig uhyggeligt i mother!. Der er en pastiche-stemning over den måde, man har benyttet sig af velkendte elementer fra gysergenren og populære kunstfilm, som det store afsidesliggende hus med kun to beboere og den suspense-skabende graviditet for hovedpersonen. Der kan muligvis være tale om en form for deadpan humor, der bare ikke er særlig sjov.
mother! er hverken eller. Den går amok til sidst, hvilket delte vandene ved Venedig Film Festival, hvor der både var klapsalver og udvandringer. Dette skaber høje forventninger – og det er nu, du skal stoppe med at læse øjeblikkeligt, hvis du ikke vil have afsløret ”det vilde” i mother! – men det at knække nakken på en baby og spise den bagefter virkede noget hult.
Selvfølgelig var det synd for baby og mother, men det føles mest af alt lidt fladt.
Ligesom den kedelige filmlogik, der til slut binder en kedelig, slatten sløjfe på det hele – kærlighed kan åbenbart krystalliseres og tages med sig ud i nye kærlighedsaffærer. Endnu en plat symbolik – ihvertfald leveret på denne måde.
Aronofsky vil efter eget udsagn gerne skabe film, som bliver diskuteret efterfølgende. De må ikke konsumeres og glemmes, sådan som nogle ”følgere” har det med at behandle kultur.
Efter at have set mother! har mine tanker kredset om forholdet mellem mother og him – deres kedelige dynamik, og den ulige fordeling af ansvar og omsorg, som nok ikke er ugenkendelig for mange.
Spørgsmålet er bare, om man havde behøvet at lave en slatten gyser for at komme ud med det budskab? Det er ihvertfald de færreste, som vil gå ud af biografen efter at have set mother! og tænke på klimakriser, forbrugerisme og babydelfiner, sådan som man kan læse i pressematerialet, at Aronofsky havde håbet.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer