Af Olivia Alleslev
”It only took The Ancients 60 minutes to destroy the old world”. Sådan lyder de første ildevarslende ord i Christian Rivers adaption af science-fiction bogserien af samme navn: Mortal Engines. Det tog kun filmen 30 minutter at overbevise mig om, at jeg næppe var i gang med at overvære en nyklassiker inden for YA-genren.
Filmen foregår godt og vel 1000 år ude i fremtiden, hvor menneskets grådige overforbrug og teknologiske Ikaros-tendenser omsider blev deres egen undergang. Tilbage er en form for postapokalyptisk verden, hvor kampen for ressourcer er i højsædet, og ”by-darwinisme” er både midlet og manglen; mobile metropoler, der i jagten på ressourcer opsluger mindre byer.
London er blandt de rullende storbyer, der i en startsekvens, der bedst kan sammenlignes med en krydsning af Mad Max: Fury Road (2015) og Det Levende Slot (2004), opsluger vores hovedperson Hester Shaw (Hera Hilmer). Her forsøger hun at hævne sin døde moder ved at dræbe den indflydelsesrige brite Thaddeus Valentine (Hugo Weaving), men ender i stedet tilbage i ødemarken – nu i selskab med den charmerende og snakkesagelige Tom Natsworthy (Robert Sheehan).
Og herfra starter historien for alvor, og med både en succesrig bogserie i ryggen af Philip Reeves og Peter Jackson som en af manuskriptforfatterne, er det ikke helt urimeligt at forvente en stærk plotudvikling. Det er desværre bare ikke tilfældet. Den mest mangelfulde ressource synes snarere at være originalitet – var Mortal Engines en rullende by, var den kørt i grøften.
For at fortsætte den metafor havde styrtet i det mindste været flot og farverigt. For ja, med holdet bag Hobbitten-filmatiseringen er der ikke holdt igen med special effects og world building, der formår at agere prangende indpakning på en tom pakke. Især det endelige opgørs demonstrationer af gammel teknologi (menneskeracen er trods alt ikke kendt for at tage ved lære af historiebøgerne) er nærmest blændende blær.
Det endelige opgør er bare også noget andet: et sjælløst tyveri fra Star Wars-franchisen. Mastodonten London og dens teknologiske dommedagsvåben bliver en form for Dødsstjerne, som de brogede oprørere i deres flyvemaskiner (der bærer mistænkelig stor lighed med visse rumskibe) skal bekæmpe.
På samme måde er størstedelen af karaktererne også arketypiske skaller, hvis skæbne er til at forudse fra første skærmoptræden. Det er egentlig en skam, da der tydeligvis har været et ganske badass persongalleri at portrættere – som den kvindelige oprørsleder Anne Fang (Jihae), der desværre ender som en ganske stereotyp frihedskæmper bare med lidt højere hår og hurtigere briller.
Robert Sheehan (bedst kendt som Nathan fra Misfits (2009-13)) i rollen som Tom leverer faktisk et af værkets eneste overbevisende præstationer sammen med, trods manglen på både menneskelighed og hjerte, Shrike (Stephen Lang), der byder på en omvandrende tragedie af en robot/zombie/dusørjager/tvivlsom faderfigur for Hester. Og så er det også svært at være helt sur på Hugo Weaving trods den noget intetsigende skurkerolle.
Naturligvis byder Mortal Engines på nogle på sin vis underholdende elementer – det følger næsten med genren. Det meste af tiden er den bare så tåkrummende tyvagtig i sit fråsende klichéforbrug og forudsigelighed, at oplevelsen falder til jorden.
Kommentarer