[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anne Christine Fabricius[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I biografen bliver der ofte grint og grædt. Der vil aldrig være helt stille, selvom man nogle gange glemmer støjen. Men sådan er det ikke, når man tager ind og ser Moonlight. Her er stilheden fuldkommen. Vejrtrækningen holdes tilbage, og det føles som om, at salens hjerter er stoppet med at banke. Historien er hverken unik eller banebrydende. Man har jo hørt om drengen, der savner moderlig kærlighed; om teenageren, der prøver at klare sig bedre end, hvad nærmiljøet tillader. Men Barry Jenkins har mere at give. Moonlight handler om kærlighed og manglen på samme. Filmen kan ikke kaldes for en kærlighedshistorie, men den rammer uden tvivl lige der, hvor det gør ondt.
Jenkins’ film er et mesterværk. Vi følger Chiron (Ashton Sanders) gennem en udfordrende opvækst, hvor ensomheden er et overvældende aspekt i livet som outsider. Vi følger ham gennem tre tydeligt opdelte faser: barndommen, hvor han kaldes Little (Alex R. Hibbert); ungdommen, hvor han bliver kaldt ved sit eget navn; voksenlivet, hvor han er blevet til den næsten uigenkendelige skikkelse Black (Trevante Rhodes). En akt-opdelt struktur kan give visse udfordringer, men Jenkins formår at opretholde den røde tråd. De manglende år i fortællingen er derfor ikke forstyrrende for vores forståelse af hovedkarakteren. Overgangen mellem de tre skuespillere er blød, og de komplementerer hinanden succesfuldt i karakterens rejse mod det voksne liv.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Moonlight[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Barry Jenkins[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Moonlight er barsk i den sandhed, den portrætterer. Chirons mor har andre prioriteter, og han må tidligt lære, at han selv skal finde svar på sine spørgsmål til livet. Han er en nysgerrig dreng, som kæmper med at finde balancen mellem sin egen forsigtighed og miljøets forventninger til, hvad det vil sige at være mand. I det første kapitel møder vi Kevin, der etableres som en allieret for drengen. Men Kevin er ikke en outsider. Dette ender med at skille dem ad. Chiron har svært ved at vise sin styrke, og samtidig nægter Kevin at vise sine svagheder. I en brutal scene markeres bruddet, og det, der mærkedes som kemi, forsvinder.
Tredje kapitel. Chiron kendes nu som Black, og den forvandlede mand tyder på, at han har lagt sine unge år bag sig. Men ét enkelt opkald fra Kevin sender ham tilbage til fortiden. Opkaldet leder op til en genforening, som tydeligvis minder begge mænd om de følelser, de engang havde. Kemien mellem Kevin og Chiron er ikke eksplosiv. Den ændrer ikke på alt, og den redder dem ikke fra at begå en række alvorlige fejltagelser i livet. Netop derfor føles den ægte. Man får ikke svar på, om de forlader hinanden igen, ligesom de gjorde, dengang de var unge. Faktisk får man ikke engang svar på, om Kevin har følelser for Chiron. Det bliver aldrig sagt. Man kan kun gætte sig frem til et svar.
Moonlights elliptiske karakter giver få informationer, men det skader ikke vores forståelse af Chiron. Vi følger ham med en dyb sympati, og man ville ønske, at man fik ham at se i bedre dage. Man må dog lade sig tilfredsstille med en åben slutning, som antyder, at han ikke får, hvad han længes efter. Han er jo ikke en mønsterbryder, Kevin er nok ikke prinsen på den hvide hest, og de ender sandsynligvis ikke lykkeligt sammen. Det er en hård ærlighed. Det er livet. Og det er også ok.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer