Anmeldelse
MONOS: Guerillakrigere, gidsler og gudesmukke billeder

Af Martin Lundgaard Pedersen

Identitetsdannelse, radikalisering og skarpladte våben er noget af en kradsbørstig cocktail. Ikke desto mindre er det netop det, der udspiller sig på en afsides bjergtop i det historisk plagede og traumatiserede Latinamerika. Her befinder der sig en gruppe unge, rodløse guerillakrigere, der har én mission: de skal beskytte gidslet Doctora (Julianne Nicholson) og holde koen Shakira i live. Hvad der følger er et 102-minutter langt billedskønt og allegorisk værk om ungdommen samt de dybe sår af vold, anarki og traumer, der har slået revner i Colombias utopiske natur.

Instruktør Alexandro Landes formår både på den visuelle og auditive side at danne et dystert og hypnotiserende univers. Når vanvittige, dyriske slåskampe udspiller sig på den gudsforladte bjergtop, formår de dundrende trommer og repetitive toner at løfte filmen til et andet niveau. Det er tydeligt, at Monos både trækker inspiration fra Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) såvel som instruktør Terrence Malicks sans for æstetik. Og hvor vildt det end kan lyde, formår Landes flere gange at trække sit værk op i samme kaliber som filmmestrenes.

Castet er en eksplosiv blanding i sig selv. Nogle af de unge er bogstaveligt talt hevet ind fra gaden, mens andre er mere prøvede i skuespilkunsten. Alligevel formår de unge talenter at skabe den hårfine balance mellem dyriskhed og menneskelighed, der præger den formløse hær. Det er vigtigt, for det holder ilden tændt under den Lord of the Flies (1990)-inspirerede magtkamp, guerillakrigerne internt begiver sig ud i.

Monos har nemlig store ambitioner. Det er en rendyrket artfilm, der lader det usagte være i fokus og klipper væk, når man normalt ville klippe ind. Jeg kan ikke andet end at beundre Landes for at ville koge identitetsskabelse, borgerkrig, guerillagrupper og landets kollektive traume sammen til én stor, bombastisk bombe. Her gaber den visionære instruktør desværre over for meget, og adskillige plotlinjer og symbolske set-ups virker uforløste i virvaret af indtryk.

Colombia er bygget på blod, men ungdommen har nu muligheden for at bryde med fortidens traumer og fastlagte dynamikker. Det er det, jeg tolker, Landes forsøger at sige med Monos. Det er dog reelt svært at sige. Filmen overlader lige lovligt meget til fantasien, og det er som om, at den til tider snubler over sin egen idérighed. Trods skuespillernes intense indsats, kommer man aldrig helt under huden på dem og ej heller på Latinamerikas sociokulturelle problematikker.

Det ville have gavnet filmen at trække sig en smule væk fra de kunstneriske elementer og sætte seeren i første række. Ambitionerne og drivkraften kan jeg kun beundre, men dele af filmen er simpelthen for utilgængelige.

Monos er gudesmuk og en urkraft i sig selv. Den er intens, hypnotiserende og giver ikke slip, før du er blevet trukket gennem et regulært helvede. Desværre bliver præmissen for mudret og identifikationen med ungdomskrigerne forhindret. Havde Alexandro Landes fordybet sig i et blot ét af de emner, filmen behandler, er jeg sikker på, at det ikke kun er på den æstetiske side, man ville kunne drage paralleller til mestre som Malick og Coppola.

Kommentarer