[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Joachim Morre [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der findes enkelte film, som efterlader en fantastisk følelse af, at der er blevet lidt højere til loftet. Sådan en film er Mommy. Det 25-årige vidunderbarn Xavier Dolan formår med sin femte spille film at forene sin altid udfordrende og afprøvende stil med en historie med substans – med karakterer med substans. Resultatet er en rå, emotionel oplevelse.
Mommy nuancerer det hårdtprøvede mor/søn forhold – der blev optegnet i Dolans debutfilm I Killed My Mother (2009) – ved denne gang at placere sympatien hos moderen. Ja, man får nærmest følelsen af, at filmen bliver den excentriske instruktørs måde at undskylde sin hårdtslående debutfilm over for sin mor.
I filmens centrum placeres en mor og hendes ADHD-ramte søn og på trods af alt det fyrværkeri, råb, skrig og ødipale tendenser, der omgiver deres relation, drages tilskueren imod deres karakterer. Det samme gør deres introverte genbo, Kyla, der bliver tredjepart i en skæv men hjertelig menage-a-trois.
Filmen er bemærkelsesværdigt beskåret i et 1:1-format, et perfekt kvadrat placeret midt på lærredet. De stramt komponerede close-ups placerer karaktererne i centrum for fortællingen og bliver samtidig en effektiv illustration af de begrænsninger, den klaustrofobi, der kendetegner mor Diane og søn Steves liv sammen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mommy[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Xavier Dolan[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Canada[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Faderens død, det økonomiske pres, Steves ADHD og dertilhørende komplikationer(voldelig adfærd, hærværk og skizofren opførsel) gør hverdagen til en kamp for den lille, udfordrede familie.
Formatet ekspanderes ud i et klassisk widescreen i to meget velvalgte scener, hvor karaktererne momentant undslipper tilværelsens svære, klautrofobiske vilkår. Utroligt effektfuldt er det, når Steve til tonerne af Oasis-bangeren Wonderwall ”åbner” lærredet med hænderne og driver rundt på sit longboard i modlys og højt humør.
Endnu mere effektfuldt er det, når billedet langsomt, men sikkert, trækker sig sammen igen, og karakterne endnu engang placeres og fastholdes i virkeligheden med alle de udfordringer, den indebærer. Eskapisme er sjældent portrætteret renere og mere effektivt filmhistorisk.
Mommy insisterer på at trænge helt ind til sine karakterer. Formatets vedholdende karakterfokus, skuespillernes kraftpræstationer og et varmt og humoristisk manuskript gør det umuligt ikke at elske og føle med vores hovedpersoner. Oveni alt føleriet og alvoren er humoren befriende – for tilskueren såvel som for karaktererne.
Dolan beviser endnu engang med Mommy, at de popmusikbårne intermezzoer, der efterhånden er blevet en instruktørsignatur, er utroligt effektive, når der skal kommunikeres følelser. Lana Del Rey, One Republic, Beck og selvfølgelig det canadiske ikon Celine Dion danner (blandt andre) populærkulturel ramme om disse nærmest melodramatiske udladninger, der står som skoleeksempel på, hvordan patospumperne skal betjenes.
Mommy er årets hidtil største biografoplevelse (sammen med Birdman), fordi den på trods af (og til dels på grund af) sin begrænsede udnyttelse af lærredet, udnytter biografrummets kvaliteter visuelt og auditivt og ikke mindst udnytter rummets evne til at blæse tilskueren følelsesmæssigt bagover. Ja, jeg græd til Mommy, og det er længe siden, at en film har nået helt derind.
Film har en unik evne til at skildre mennesker. Det beviser Mommy endnu en gang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer