[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Thorsager Klevin[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Som andre unge, aspirerende modeller på 16 år har Emma (Maria Palm) en spirende drøm om at slå igennem i sin karriere. Gerne i Paris hvor det sker. Ulig mange andre jævnaldrende piger får Emma dog chancen for netop dette, da hun bliver tilbudt et job i den eksklusive hovedstad. Med en lys fremtid i sigte rejser hun fra Danmark og kæresten Frederik (Marco Ilsø), men ikke længe går der, før hun under et af sine første jobs møder den kendte, etablerede modefotograf Shane White (Ed Skrein), der både har penge og et hav af kontakter i modebranchen. Mens en pirrende flirt mellem Emma og Shane tager fart, kommer hun dybere ind i branchens mangefacetterede virkelighed, og den ellers uskyldige teenagepige opdager hurtigt, at et gennembrud på den parisiske modescene kræver mere end blot gode gener og et bredt smil.
Med tiden er det flere gange kommet frem i lyset, at der findes grimmere sider af den enorme og luksuriøse industri, som modebranchen er udadtil. Dette betyder bestemt ikke, at der ikke bør stilles fokus på det – The Model formår desværre bare ikke at gøre det på selvsikker vis. Filmen følger i lange drag, hvordan Emma arbejder sig opad i den benhårde industri, men evner aldrig at komme dybt under overfladen på den. I stedet leverer den lange, overfladiske behind the scenes-sekvenser af adskillige fotoshoots med dunkende, elektroniske rytmer – sekvenser, der egentlig bidrager til at tegne et idyllisk billede af modebranchen, men dog er for hyppige, for lange og i bund og grund trækker filmens, i forvejen, forudsigelige og simple plot i langdrag.
I sig selv kan sådanne sekvenser være et interessant værktøj til at forme en vis idyl for tilskueren, man senere kan bryde med, men de kommer alligevel aldrig til deres fulde ret: Dialogen (og i særdeleshed skuespillet) er sjældent overbevisende nok til at drive historien frem, og det føles, med undtagelser fra især Ed Skrein, indstuderet og unaturligt i størsteparten af handlingen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Model[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Mads Matthiesen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Samtidig formår filmen at drukne tilskueren i et bredt – og fladt – karaktergalleri, der rummer et utal af flygtige personer og løse ender, hvor flere af disse blot synes at blive glemt gennem filmens handling. Sjældent kommer egentlige opsamlinger på flere af filmens små sidehistorier, der rummer både intriger mellem Emma og hendes danske kæreste, Emma og hendes modelveninde Zofia, samt Emma og en ældre herre (formodentligt ejeren af den lejlighed, hun bor i) til syne. Som med adskillige af filmens andre karakterer dukker han nonchalant op, hvorefter han pænt tones ud af filmen igen. I stedet overlades sidehistorierne til det hengemte – og ikke på en interessant, men snarere en uafsluttet måde.
På trods af The Models overvejende klichéfyldte plot er der dog også enkelte interessante passager at spotte mod filmens ende, hvor den ellers passive hovedpersonen Emma træder i karakter og viser nye facetter af sin personlighed. Ligeledes tager filmen nogle uventede drejninger, der bestemt er veludførte og nævneværdige. Som helhed præges filmen dog af en rodet struktur, ringe kausalitet og usikkert skuespil, der har svært ved at virke fængslende og overbevisende i selv de mest intense scener.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer