MIT LIV SOM SQUASH: Voksenfilm i barneklæder

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Hvordan laver man film til børn, der omhandler dystre og ”voksne” emner? Udfordringen er tveægget. Nærmest paradoksal. På den ene side er det essentielt ikke at undervurdere sin målgruppes intelligens og evne til at opfatte komplekse problemer. På en anden side skurer det i det meste af kroppen, hvis filmen virker belærende og gør opmærksom på, at den altså er lavet af en gruppe voksne, der gerne vil lære de mindste om noget vigtigt og virkeligt. Det er denne udfordring den fransk/schweiziske stop-motion film Mit liv som Squash også står over for, med oftere end ikke, et positivt udfald til følge.

Ved et uheld dræber drengen Squash sin voldelige mor. Det eneste minde, han har om sin far, er en tegning på en lille drage, der følger ham, hvor end han går. Efter morens død tages Squash under politimanden Rasmus´ vinger, der sørger for, at han bliver placeret på et børnehjem. I starten synes børnehjemmet fremmed og farligt, men efterhånden som Squash lærer mere om de øvrige beboeres traumatiske skæbner, virker de mere som familie end noget, han nogensinde har prøvet før.

Præmissen er modig og hjerteskærende i dens ærlighed. Børnenes skæbner, og deres fortællinger om dem, bliver ikke pakket ind i vat, og når lyset bliver slukket på børnehjemmets værelser, hvisker de unge stemmer om både død, sex og misbrug. Det er en dejligt befriende og ublu tilgang til at skabe et børneunivers, der er komplet blottet for magiske elementer.

ANMELDELSE AF:
Mit liv som Squash

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Claude Barras

LAND:

Schweiz & Frankrig

Samtidig er filmen heller ikke struktureret efter et stort, overliggende dramatisk klimaks, hvor hovedpersonen skal konfrontere sin fortid eller besejre en ondsindet fjende. Disse elementer indgår, men de bliver præsenteret gennem en uformel og episodisk skildring af dagligdagen på børnehjemmet. Børnene leger, bliver uvenner, bliver forelskede og bearbejder i fællesskab den tunge sorg, de alle bærer på deres spinkle skuldre. Filmen gør altså en dyd ud af et skabe en realistisk og bramfri verden, hvor børnenes problemer præsenteres ærligt og uden omsvøb.

Desværre fungerer filmens komiske elementer knap så godt, hvor blandt andet en joke med en vandballon gentages intet mindre end tre gange uden hverken at fremkalde latter eller at tilføje det store til historien. Derfor ender filmens univers også med at føles en kende gråt og unuanceret i dets skildring af følelser.

Mest problematisk er det dog, når filmen enkelte gange virker fortænkt og for opsat på at lave en ”voksenfilm for børn”. Troværdigheden er nemlig sat voldsomt på prøve, når børnene danser og synger til tysk avant-garde-techno på den årlige skitur, og kastet fuldstændig over bord, når hjemmets nyeste beboer, den seje og intellektuelle Camilla, sidder og læser Kafka i skyggen fra havens største træ. Her ender filmens stålsathed på at undgå børnefilmsklicheer med at bide sig selv i halen. Vi bliver trukket ud af fortællingen og mindet om, at der et sted ude i kulissen står en middelaldrende mand med en løftet pegefinger og noget vigtigt at fortælle.

Heldigvis er det undtagelsen snarere end reglen, der taler imod Mit liv som Squash´s mange kvaliteter, og som helhed virker filmen som et fint og ærligt portræt af de yngstes forhold til sorg, familie og venskab.

Kommentarer