Af Alma Nordenbæk
Shahrbanoo Sadat gjorde sig først bemærket med festivalsuccesen Wolf and Sheep (2016), der blandede magi og stille realisme i en fortælling om myter og landsbyliv i Afghanistan. Med sin anden spillefilm tager Sadat os med tilbage til slutningen af 1980’ernes Kabul, hvor politiske spændinger bringer et kommunistisk børnehjem på kollisionskurs med de islamistiske oprørsstyrker.
Mit børnehjem i Kabul udspiller sig mere præcist i perioden lige op til, at mujahedinerne overtog styring i Afghanistan og fordrev sovjetterne fra landet. Men for børnehjemmets unge fylder dette ikke meget. De er mere optagede af at tale om letpåklædte damer og stjæle æbler fra naboerne. Hvis altså ikke de har travlt med at cirkelsparke onde mænd i ansigtet eller synge om udødelig kærlighed på dårligt synkroniseret urdu-hindi.
Hvis disse sidste tilføjelser virker skøre, så er det fordi, at det er de. Men der er en mening med galskaben.
De Bollywood-inspirerede sekvenser er nemlig en del af 15-årige Qodrats (Quodratollah Qadiri) fantasi; et værn mod verden, når den synes allermest hård, urimelig eller uopnåelig. Han er filmens primære hovedperson, selvom vi ofte forlader ham for at følge bøllen Ehsan (Ehsanullah Kharoti), den psykisk ustabile Fayaz (Ahmad Fayaz Osmani) eller flere af de andre drenge, der bor på børnehjemmet.
Det er narrativt en meget løs struktur, som føles lige så episodisk som dine egne minder fra barndommen. I det ene øjeblik spiller vi bold på en støvet mark i Kabul, i det næste er vi på vej med flyet til Moskva for at spille computerskak og besøge selveste Lenins mumie. Historien er fortalt som mere eller mindre tilfældige og ofte ret abrupte nedslag i begivenheder og følelser, der synes at have gjort særligt indtryk på Qodrat og hans venner.
Her fornemmer man måske en sandhed bag manuskriptet, som er baseret på upublicerede dagbøger skrevet af Anwar Hashimi, Sadats ven og årelange muse. For filmen føles lidt som en dagbog med sit fragmentariske fokus og flydende tidsfornemmelse. Som en tilføjelse til dette biografiske islæt spiller Hashimi selv med i filmen, hvor han portrætterer en af lederne på børnehjemmet og drengenes primære faderskikkelse. Ligesom det gør sig gældende for resten af filmen, deler karakter og skuespiller navn.
Til denne mere sobre tone er de flamboyante musicalnumre et radikalt og morsomt brud med virkeligheden. De har en fuldkommen anden tone og stil end resten af filmen, når de legende efterligner og parodierer Bollywoods vilde kampscener, passion og glimmerfest. Det er forfriskende og hiver historien lidt ud af den hverdagståge, som den til tider forsvinder ind i.
Mit børnehjem i Kabul blev vist på Cannes Filmfestival 2019. Grundet den fortsatte lukning af kulturinstitutioner får den desværre ikke mulighed for at blive vist i danske biografer. Se den i stedet derhjemme på sofaen på en overskyet dag.
Kommentarer