[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Ved indgangen til Rogue Nation står Impossible Mission Force (IMF) til at blive lukket ned af CIA grundet deres uforsvarlige metoder og tendens til at efterlade landemærker i ruiner, som var de ansatte hos Roland Emmerich.
Dette falder ikke i god jord hos Ethan Hunt, hvis projekt det seneste halve år har været at spore SPECTRE-Syndikatet – et terrornetværk bestående af agentafhoppere fra internationale bureauer. Syndikatet spreder borgerkrig og kaos verden over gennem diverse attentater og trådtrækkerier. Hunt må derfor gå under jorden for på egen hånd at afdække og destruere denne trussel mod verdensfreden. Syndikatets leder, den enigmatiske Solomon Lane (Sean Harris), er desværre forberedt på et niveau, der kunne få Batman til at blegne, og på papiret udgør han Ethan Hunts mest formidable mål nogensinde. På papiret. I realiteten er Harris blot et ciffer. En plotmekanisme hvis eneste funktion er at få Tom Cruise til at gøre, hvad Tom Cruise gør bedst: At spæne fra hæsblæsende actionsekvens til sekvens med sådan en fart, at alt andet som karakter og historie bliver ladt i stikken. Man når næsten også at glemme plothullerne.
Hele idéen om at ANTI-IMF er i sig selv ganske fin. Det ville være set før, bevares, men mon ikke man ville kunne grave noget, der minder om tematisk tyngde frem ved at sætte et spejl op over for vores helte? Det bliver der ikke noget af. Syndikatet forbliver en lettere identitetsløs størrelse, der disker op med ansigtsløse stormtropper i store mængder.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mission: Impossible 5 – Rogue Nation[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christopher McQuarrie[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er Cruises show hele vejen igennem, og som altid kaster han sig hovedkulds ud i vanvittige stunts med en momentært smittende entusiasme. Fans af Renner og Rhames skal heller ikke gå ind med for høje forventninger, da disse heller ikke får voldsomt meget at lave. Selv den kære Benji (Simon Pegg) bliver stille og roligt skubbet ud på sidelinjen på trods af en god og troværdig kemi med Cruise, der med sine oaser af karisma formår at holde filmen nogenlunde samlet.
Det er rigtig nemt at øse kritik ud over Rogue Nation. Limen, der skal binde scenerne mellem adrenalinsusene sammen, er bare ikke stærk nok. Humoren falder ofte pladask til jorden, når punch-lines leveres uden set-ups, og man kan sagtens se, hvor fokus har været under produktionen. Men sandheden er, at den på trods af alle sine mangler, leverer det spektakel, der forventes. Instruktøren, Christopher McQuarrie, serverer en bred vifte varierede set-pieces, der på skift giver sug i maven – noget, der næsten kunne minde om højere puls. Filmen tordner da også derudaf, indtil den rammer tredje akt, hvor dens dæk piftes. Den triller lige så langsomt over målstregen og fordamper fra erindringen, før rulleteksterne er overståede.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer