Af Magnus Hvidt Thelle
Med Mission: Bæver (originaltitel: Hoppers) præsenterer Pixar Animation Studios endnu et originalt high-concept-eventyr: Dyreaktivist, Mabel Tanaka (Piper Curda), “hopper” sin bevidsthed ind i en robotbæver for at redde den å, som hendes nu afdøde bedstemor holdt sådan af, fra menneskelig indgriben. Det er et charmerende og selvironisk udgangspunkt – filmen er selvbevidst om, hvor meget præmissen læner sig op ad Avatar, og den reference bliver ligefrem adresseret undervejs. Fortællingen indledes med en prolog, der fører tankerne tilbage til Op (2009), mellem Mabel og hendes bedstemor, som giver nogle uforløste forhåbninger om en animationsfilm med noget følelsesmæssig vægt bag sig.
Instruktør Daniel Chong, kendt for den elskede serie We Bare Bears (2015-2019), debuterer nu med sit første spillefilmsprojekt. Hans forkærlighed for det absurde og det komiske skinner tydeligt igennem, og filmen fungerer først og fremmest som komedie. De hurtige replikker og de karikerede figurer leverer stabil underholdning, og flere jokes rammer rent. Dette gælder ikke mindst den godtroende bæverkonge George, der på engelsk stemmelægges af Bobby Moynihan, som også lægger stemme til en af de tre bjørnebrødre i alle fire sæsoner af Chongs førnævnte animationsserie.
Særligt én sekvens står allerede som et sikkert publikumsfavorit-øjeblik: en biljagt, hvorunder kæmpehajen Diane dramatisk løftes op af havet af en hær af måger for at knuse borgmester Jerry (Jon Hamm) i sin røde sportsvogn. Det er kulørt, overdrevet og frydefuldt – præcis den slags anarkistiske højdepunkt, som Pixar har haft brug for efter et noget forglemmeligt 2025, hvor Elio, trods sin Oscar-nominering for bedste animationsfilm,ikke for alvor satte sig i publikum.
Problemet er bare, at energien ikke fordeles jævnt. Den sidste akt sprudler af finurlige karakterøjeblikke og storslået rabalder, men særligt midterstykket føles ujævnt og til tider forhastet. Flere scener virker som ufærdige mellemregninger fremfor organiske led i fortællingen, og man fornemmer en produktion, hvor komikken har haft førsteprioritet på bekostning af fordybelsen.
Det gælder også det visuelle udtryk. Pixar fortsætter her den ekstremt finpolerede, afrundede karakteræstetik, som internettet har døbt “Bean-mouth”-stilen. Dens store, bløde former og ensartede ansigter, der fremstår mere designede end levende og i værste tilfælde minder den om karaktermodeller fra Terkel i Knibe (2004), der er blevet slæbt gennem en AI-process. På trods af teknologiske ambitioner fremstår flere baggrunde overraskende bare og tomme. Den ene ukarakteristisk forladte kulisse afløser den anden, og flere af filmens påtænkte pusterum mangler simpelthen en verden at suge publikum ind i.
Det er ærgerligt, for Mission: Bæver gemmer på et oprigtigt hjertevarmt budskab om ansvar, både for naturen og for hinanden. Men filmen tager ikke sig selv alvorligt nok til, at moralen for alvor får tyngde. Den føles som et vedhæng på en billig – om end ofte effektiv – komedie.
Mission: Bæver er aldrig kedelig. Den er til tider morsom og momentvis mindeværdig. Men den når ikke det hjertesmeltende Pixar-niveau, hvor man forlader biografsalen med en klump i halsen og et smil på læben. I stedet hopper den adræt fra joke til joke – uden helt at bore dæmningen dybt nok ned i følelseslaget.