Af Marius Sørensen

Efter en bilulykke, der dræber hendes kæreste, ender den deprimerede musikstuderende Laura (Paula Beer) med at bo hos Betty – kvinden, der fandt hende efter ulykken (Barbara Auer). Der er fra starten en mystisk forbindelse imellem de to kvinder, der begge lader til at kende hinanden fra før ulykken. Betty indlemmer Laura i sin idylliske hverdag på sit landsted og introducerer hende for sin mand (Matthias Brandt) og søn (Enno Trebs); to bilmekanikere og håndværkere (med stort H!), der begge ser med mistroiske øjne på de to kvinders pludseligt tætte forhold. Langsomt bliver Bettys hemmelige motiver for at have Laura boende sværere og sværere at se bort fra.

Dét er, groft ridset op, handlingen i den tyske instruktør Christian Petzolds Miroirs No. 3, en meditation over traumer og sorg smurt ind i et så kvalmende tykt lag melodrama, at det er svært ikke at kaste op over nævnte meditation. Filmens forsøg på at behandle dens tematikker er fortabt fra starten: Resultatet af bilulykken, der bevidnes i åbningsakten, er ikke sympati eller tristhed på vegne af Laura, men forundring over, hvor dårlig en bilist hendes kæreste må have været. Ikke én, men to gange på 30 sekunder formår han at køre direkte i rabatten på en helt lige landevej. Forundringen fortsætter, da Laura uden videre beslutter sig for, at hun vil bo hos den fremmede kvinde, der stirrede underligt på hende i forbifarten og fandt hende efter ulykken. 

Det bliver hurtigt klart, at dette er filmens primære fortællemodus: endimensionelt og overdrevet melodrama: Betty lærer Laura at finde ro i at passe hendes urtehave og spise sunde og superlækre salater (og ih, hvor er det skønt), og introducerer hende til hendes søn og mand, der begge er tavse typer iført kedeldragter (og nøj, hvor er de rå og afstumpede). Laura tilbyder at lave mad til dem, men kan tilfældigvis kun lave deres livret; en hjemlig tysk ret med kødboller (og åh, hvor er det sjovt).

Drivkraften, der skubber filmen fremad, er Bettys skjulte bevæggrunde. En hemmelighed, som filmen undervejs lokker med og tilbageholder fra tilskueren med samme attitude som et børnehavebarn, der påberåber sig opmærksomhed ved at erklære: ”Jeg har en hemmelighed, og I må ikke vide det!”. Filmen besidder samme subtilitet som et teaterstykke opført af en folkeskoleklasse.

Hvis vi vil kritisere den seneste Jason Statham- eller Fast and Furious-film som klichéfyldte og tomme actionfilm, der lefler for midaldrende mænd, må vi også skrive Miroirs No. 3 på en liste over tjekliste-afkrydsende internationale co-produktioner, der, skræddersyet til et bestemt publikum, maskerer sig som dybsindige kunstfilm.

I sidste ende er der blot to ting, der sørger for, at det er muligt at se filmen færdig: Paula Beers fint underspillede præstation som Laura, og filmens korte spilletid på kun 86 minutter.