Af Johannes Roug

Hele verdens, og især Facebooks, gule yndlingskarakterer er vendt tilbage til det store lærred, og nej, det er hverken Pikachu eller The Simpsons, men de kære minions, der er tale om.

I 2015 forlod vi de gule håndlangere hos en ung Gru, men den nye Minions og Monstre (2026) behandler ikke de tidlige års samarbejde med hovedkarateren i Grusomme Mig-filmserien (2010-2024). I stedet udspiller den sig inden den første Minions (2015), mere specifikt i 20’ernes Hollywood.

Det er i sandhed også Hollywood, der sætter rammen for filmens fortælling. Efter en lidt for lang introduktion til, hvordan minion-gruppen kom til filmbyen på bagkant af nogle flere mislykkede forsøg på at hjælpe historiens største slyngler, bliver gruppen betaget af filmverdenen og især dens fiktive skurke. Deres dernæst kaotiske indblanding i filmproduktionen, i forsøg på at finde den rette onde skurk at følge, forårsager på mirakuløst vis, at de selv bliver hyret til at være filmstjerner.

Det er i disse Hollywood-sekvenser, hvor de forskellige minions optræder i gamle historiske værker, at Minions and Monsters virkelig leger og nørder rundt i filmhistorien og deres animationer dertil. Filmhistoriske nørder får i den forbindelse rigeligt at trække på smilebåndet over, for filmen giver fuld gas på filmreferencer, blandt andet ved at smide de små gule fætre ind i nogle af de største gamle værker, heriblandt udvalgte Lumière film, samt Rejsen Til Månen (1902) og Citizen Kane (1941).

Dog kan det tydeligt mærkes, at ideen om minions i gamle Hollywood er, filmens eneste eksistensgrundlag. Når selve historiens konflikt introduceres, taber filmen drastisk meget kvalitet. Plottet bliver for tyndt og overforklaret, filmens jokes bliver for platte og gentagelige, og hovedkarakterernes volapyksprog bliver trættende at høre på.

I forbindelse med konflikten introduceres karakteren Goomi (Jonas Schmidt), en fremmanet bamselignende version af H.P. Lovecrafts legendariske uhyre Cthulhu, der skal hjælpe med at skaffe et monster til en selvproduceret film af minion-hovedpersonen James.

Goomi indkapsler perfekt manglerne i filmens svagere dele. Karakteren er totalt endimensionel, og man får ikke så meget som en lille antydning af, hvorfra hans motivationer stammer. Udover det bliver karakteren, der kan tale normalt, hele tiden brugt som tolk til at forklare seeren, hvad minionskaraktererne siger og mener, hvilke gør dialogerne umådeligt banale og kedelige.

Derudover er filmen opsat på at koge Goomis personlighed og opførsel ned til en nuttet facade, i et billigt forsøg på at skabe interesse i, hvad der sikkert skal blive til et fremtidigt legetøj. Et klart udtryk for at skaberne er mere interesserede i filmens kommercielle aftryk, end dens dramaturgiske kunnen.

Den flade historiefortælling er en gennemgående svaghed for filmen. Der er ikke noget, der udvikler sig, eller noget nyt at lære, hverken ved karaktererne eller historiens budskab. Det efterlader en dårlig smag i munden, og vækker en tilhørende følelse af, at filmen lige så godt ikke kunne eksistere. Minions-karaktererne skulle i det hele taget bare være forblevet biroller med nogle enkelte sjove humoristiske indspark i Grus film, i stedet for at blive hovedkarakterer i forcerede forsøg på at tvinge fulde historier ud af deres endimensionelle komiske funktioner.

Minions og Monstre følger desværre den stigende moderne trend med at prøve at afspise de yngre biografgængere med konstante hæsblæsende action-scener propfyldt med slapstick humor, i stedet for at bruge tid på at udvikle en mere sammenhængende historie med dybere tematikker og værdier, som, jeg er sikker på, holder meget bedre i længden hos både børn og voksne, der nok skal huske de gode historier.