Af Lise Burmeister
Mindhunter er efter to års venten endelig tilbage på Netflix. Den David Fincher producerede serie markerede sig stærkt i serieland tilbage i 2017 som en intens og binge-værdig oplevelse. I anden sæson fortsætter den sin symbiose af sublimt drama og neglebidende krimi i fortællingen om nogle af det 20. århundredes mest notoriske seriemordere – og de FBI-agenter, der skal prøve at forstå deres forstyrrede sind.
Vi efterlod den unge og til tider dumdristige agent Holden Ford (Jonathan Groff) i slutningen af første sæson, hvor han blev sendt ud i en ordentlig omgang angstanfald efter mødet med den snaksaglige seriemorder Ed Kemper (igen uhyggeligt velportrætteret af Cameron Britton). De mange timers intense interviews af USA’s mest frygtede mordere har tydeligt sat sit præg på Fords eget sind.
Egoet begynder også at lide overlast, da hans nye chef Ted Gunn (Michael Cerveris) kaster sin begejstring over afdelingens banebrydende arbejde med adfærdsvidenskab og profilering af seriemordere. Han mener deres teorier er klar til endnu mere praktisk erfaring og sender Ford samt partneren Bill Tench (Holt McCallany) til Atlanta. Her bliver opklaringen af en række mord af unge sorte drenge negligeret af det lokale politi og har sendt lokalsamfundet ud i desperation.
Den sande historie om de gentagende barnemord i 1970’ernes Atlanta er fortalt meget vellykket med dyb indsigt og en karakterbåret fortællestil. Vi bliver blandt andet introduceret til den lokale agent Jim Barney (Albert Jones), der fint komplimentere kemien mellem Ford og Tench. Samtidig inddrages en række af mødrene og andre ildsjæle fra byens udsatte kvarterer og giver FBI-makkerparret et nyt og veltrængt perspektiv på morderjagten. Kollegaen Dr. Wendy Carr (Anna Torv) er midlertidigt stærkt utilfreds med det skiftende fokus i afdelingen og forsøger at fastholde arbejdet med at finde nye seriemordere at interviewe.
Dertil er kærlighedsfaklen, som Ford bar med sin love interest i første sæson, gået videre til Carr, da hun begynder at date en kvindelig bartender. Men udover hendes fortsat ”hemmelige” seksualitet forbliver hele affæren en smule uinteressant for serien og aldrig helt væsentliggjort for det overordnede plot eller Carrs karakter for den sags skyld.
Men anden sæsons historie omhandlende Bill Tench er til gengæld langt mere interessant. Hans arbejde med det morderiske sind sættes pludselig i et større perspektiv, da familiære problemer løsriver ham fra arbejdet hos FBI. For Tench og konens (spillet af Stacey Roca) unge adoptivsøn er i forvejen en indadvendt og udfordret dreng, men da hans rolle i en lokal politisag bliver opdaget skaber det alvorlige konsekvenser for den lille familie. Det er en uforudset, men også dybt betagende og nænsom drejning af fortællingen, der samtidig udforsker seriens bærende tematik om vold og ondskabens oprindelse på en ny og mere personlig måde.
Sagen i Atlanta dominerer dog i de fleste af sæsonens episoder og skaber muligheden for at se Ford og Tench gå mere i dybden med en enkeltstående sag. Den tilføjer også til Mindhunters tematikker med sin fortælling om racehad i syden, social ulighed og politisk indblanding. Således formår anden sæson ikke kun at udvide, men også højne seriens indsigt i en ellers snæver verden af mørke sind og voldelige handlinger.
Mindhunter brillerer fortsat i de nervepirrende interviewscener, hvor mødet mellem halv-fiktive agenter og virkelig seriemordere tryllebinder dig uden brug af splatter eller chok-effekt, blot med velskrevne replikker og mesterlig spændingsopbygning. Men med tilføjelsen af en mere personlig indsigt i Tench samt en løs barnemorder i Atlanta øger serien sin intensitet og udvider sit fokus. Den formår dermed ikke kun at fastholde seerens fascination, men også stå endnu stærkere end før.
Kommentarer