[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I 2011 instruerede italienske Nanni Moretti komedien Habemus Papam, der i dag næsten synes at foregribe historiens gang. Fortællingen om en nyvalgt pave, der flygter fra sit store ansvar ud i Roms gader, blev særlig aktuel, da det virkelige overhoved for den katolske kirke, Pave Benedikt XVI, to år senere abdicerede (omend efter otte år på Peters stol). Nu er Moretti tilbage med Min Mor (2015), en bedre og mere veludviklet film, der bygger videre på mange af forgængerens temaer. Den handler også om en person, blot her en kvinde, der ikke kan spille den rolle, der i sammenhængen forventes af hende, og som befinder sig i dyb krise.
Den midaldrende Margherita (Margherita Buy) er i fuld gang med at instruere en socialrealistisk strejkefilm. Hun har lige slået op med sin kæreste, hendes mor ligger for døden, og det altoverskyggende arbejde har for længst vanskeliggjort forholdet til teenagedatteren. Da hendes hovedrolleindehaver, den opblæste og opmærksomhedskrævende amerikanske skuespiller Barry Huggins (John Turturro), gør sin entré, bliver det ikke nemmere. Instruktøren viser sig ude af stand til at tackle sin både professionelle og private krise og søger derfor tilflugt i fantasien. Drømme, erindringer og virkelighed flyder sammen i en medrivende filmoplevelse, hvor det ikke med det samme er til at sige, hvad der er hvad.
Det er alvorlige emner, som filmen behandler, men Min Mor føles aldrig tung. Ikke ulig Woody Allens bedste værker formår den at sige noget væsentligt om livet og døden på en særlig opløftende måde. Det skyldes i høj grad bipersonerne, der bidrager med en menneskelig varme og fælles forståelse for hinandens kvaler. Omkring sig har Margherita en kærlig familie, der dog aldrig reduceres til et sympatisk stemt kor, men udfoldes som enkelte individer, der har deres egne problemer at slås med: en alvorligt syg mor (Giulia Lazzarina), der dog udviser et imponerende overskud, en omsorgsfuld bror (Nanni Moretti), der har indset sit ansvar og i en sen alder taget orlov fra sit arbejde, samt en teenagedatter (Beatrice Mancini), der oplever både sociale og faglige udfordringer i skolen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Min mor[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Nanni Moretti[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Italien & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]John Turturro brillerer i rollen som Barry Huggins, filmens “comic relief”. Hans optræden, der giver tilskueren et velfortjent pusterum, retfærdiggør alene en tur i biografen! Den selvhøjtidelige skuespiller plaprer løs om al muligt og bryster sig blandt andet af et opdigtet samarbejde med selveste Stanley Kubrick. Når kameraet kører, kan han dog ikke huske sine replikker, og hans italienske er langt fra imponerende. Han er et amerikansk fremmedelement i en europæisk produktion, en selvmodelleret Hollywood-stjerne i en meget lidt glamourøs film.
I Habemus Papam fungerede krisen som et narrativt greb, der muliggjorde en række spekulationer over, hvad en løssluppen pave ville gøre med sin nyvundne frihed. Filmen var underholdende uden, at den tog sit tema særlig alvorligt. Situationen var simpelthen for barok. Krisen i Min Mor er anderledes dybfølt. Måske skildres den på baggrund af Morettis egne erfaringer? Resultatet er en både reflekterende og håbefuld film. Set i det lys giver det god mening, at den har premiere her 1. juledag.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer