[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den fattige, fraskilte, fallerede forfatter og tørlagte alkoholiker Mathias kommer til Paris i håb om at kunne starte på en frisk. Han har, som det eneste af værdi, arvet en lejlighed fra sin fremmedgjorte far, men denne er beboet af den 92-årige Mathilde og hendes datter Chloé på en Viagerkontrakt. I Viager-systemet købes en lejlighed billigt, mod at sælgeren bor i lejligheden og modtager en fast ydelse resten af livet. Mathias, der ikke har andre muligheder, får lov til at bo midlertidigt hos Mathilde, men især forholdet til Chloé bliver hurtigt anstrengt. Mens han prøver at skille sig af med de to kvinder, indser han dog, at Mathilde har en del at gøre med den tragiske barndom, som han selv mener er skyld i alle sine problemer.
Filmen er instruktør og manuskriptforfatter, Israel Horovitz’ kærlighedserklæring til Paris med charmerede kvarterer, sang ved Seinen og den nærmest obligatoriske, franske harmonikamusik. Den er en adaption af et teaterstykke, som Horovitz selv har skrevet, og teaterformen, hvor der ikke eksisterer forklarende flashbacks, klæder filmen utrolig godt. Især fordi diskussionen om, hvorvidt forældre kan ødelægge deres børn, eller om man selv er ansvarlig for sine fiaskoer, er central i filmen. Mathias skyder skylden for sin manglende succes på sin far, mens Mathilde tørt spørger ham, hvordan det er lykkedes at blive så gammel uden at skabe et liv for sig selv. Konflikterne præsenteres påstand mod påstand, og det virker.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Min Lejlighed i Paris[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Israel Horovitz[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA, Frankrig & UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Små dramaer på få locations står og falder med skuespilpræstationerne, og heldigvis er castingen lige i øjet. Kevin Kline gør det godt som den midaldrende teenager Mathias. Han veksler mellem vrede, sårbare beretninger om forholdet til sine forældre og nogle ret fine comic reliefs involverende et udstoppet vildsvin og et jagtgevær. Kristin Scott Thomas spiller den jævnaldrende Chloé med permanente sorte render under øjnene, der under det strikse lærerindeydre gemmer et mindst ligeså skadet følelsesliv. Desuden ses Maggie Smith som Mathilde, der nærmest morer sig over, at hun ville kunne løse alle Mathias’ problemer ved at dø. Hendes karakter kombinerer Professor McGonagalls korrekthed med fransk krejleri, og hendes scener med Kline er filmens bedste med dialoger bestående af stikpiller, anklager og total mangel på forståelse. Alt sammen leveret høfligt og grammatisk korrekt, naturligvis.
Måske skulle Israel Horovitz dog have fundet en anden til at adaptere stykket end sig selv. En der forstod udtrykket Kill your darlings, for mindst en fjerdedel af alle replikker burde have haft kniven (eller i hvert fald en stor, fed permanent marker). Der bliver simpelthen forklaret for meget i et drama, hvor konflikterne ellers er tydelige, og det bliver i længden uudholdeligt med alle de navlepillende analyser, som karaktererne laver af sig selv.
Min lejlighed i Paris behandler overbevisende nogle tunge temaer, og har et herligt dystert take på klichéen ”følg dit hjerte”. Jeg ville dog gerne have haft nogle færre analyser, og slutningen er desværre et temmelig slattent punktum for en ellers god film.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer