Af Louis Raaschou
Den tyske instruktør Roland Emmerich er notorisk kendt for at have begået en række af de mest omtalte katastrofefilm i nyere tid, som The Day After Tomorrow (2004) og 2012 (2009). Med Midway har han kastet sig ud i filmatiseringen af Slaget om Midway, der blev afgørende for magtforholdet i og omkring Stillehavet under 2. verdenskrig. Emmerich gør i Midway meget rigtigt og viser, at han virkelig er god, når der skal skabes nervepirrende action, men træder også ved siden af, når han ikke er klar over egne evner og begrænsninger.
I Midway føres et større ensemble cast med prominente navne som Woody Harrelson på flot vis an af frontmanden Ed Skrein. Han spiller rollen som piloten Dick Best, der følges fra angrebet på Pearl Harbor i december 1941 og frem til Slaget om Midway, 4. juni 1942. Samtidig med at Dick Best og hans pilotkolleger befinder sig på hangarskibet USS Enterprise og i deres bombefly, arbejder efterretningsofficeren Edwin Layton (Patrick Wilson) for at rette op på de fejl, der resulterede i angrebet på Pearl Harbor. Man skal nu forsøge at forudsige Japanernes næste træk. En tredje handlingstråd følger lederne af det japanske militær, og giver et interessant indblik i fjendens bestræbelser på at overkomme de amerikanske helte.
Midway er en film dedikeret til de amerikanere, der ofrede sig for at bekæmpe fjenden – og den får ikke for lidt. Den nationalistiske forherligelse af krigsheltene gennemsyrer den ofte overflødige og uinteressante dialog i spillefilmsdebuterende Wes Tookes manuskript. Det er kort inde i filmen soleklart for enhver, at den skal hylde amerikanerne, som kæmpede i krigen, men Midway overaccentuerer hyldestsangen voldsomt.
De forskellige handlingstråde er som sådan både relevante og interessante, men de mange karakterer der skal introduceres skygger for hinanden. Det resulterer i at Dick Best, som den selvsikre blærerøv, bliver den eneste interessante karakter. Ed Skrein gør alt, hvad han kan, med det materiale han er blevet givet, og portrætterer på imponerende vis Bests udvikling fra flabet Karl Smart til loyal og selvopofrende leder. Udover Woody Harrelson kan Aaron Eckhart, Luke Evans og Patrick Wilson føjes til listen over dygtige skuespillere, hvis evner undermineres af et mangelfuldt manuskript og en overambitiøs instruktør.
Emmerich og Midway fungerer til gengæld rigtig godt, når det kommer til de storslåede kampscener på havet. Her spiller flotte skud, den hektiske og punktlige klipning og solide special effects sammen på levende vis. Billedet akkompagneres af en bombastisk lydside, der runger i hele kroppen og giver en følelsen af, at man befinder sig i midten af det hele med kuglerne flyvende om ørerne. Ligesom Christopher Nolan gjorde i Dunkirk (2017) placerer Emmerich os med piloterne inde cockpittet, og det fungerer ekstremt overbevisende. Når Dick Best sammenbidt suser lodret ned mod de japanske hangarskibe, hvor fjenden skyder løs med store kanoner for at ramme ham, håber man virkelig, at han klarer den og får hævnet amerikanernes og hans egne personlige tab ved Pearl Harbor.
Midway må siges at være en klassisk Emmerich-film. De store følelser har ikke megen berettigelse, men de markante dele af filmen, der tør være episke og eksplosive fungerer, som de skal. Det store cast falder en smule til jorden både som konsekvens af for mange handlingstråde og manglen på velskreven dialog.
Midway hylder dem, der under 2. verdenskrig ofrede egen sikkerhed for at sikre fremtidens generationer en fri verden, og Emmerich skaber seværdige og nervepirrende actionscener, men fejler i de fleste andre scener.
Kommentarer