Af Alma Nordenbæk
Der findes så mange dårlige gyserfilm. Selv folk, der ikke ser gyserfilm, ved, at det er en befængt og betændt genre plaget af elendige manuskripter og endnu værre skuespilpræstationer. En varmestue for fortærskede klicheer og billige tricks, der alt for længe har fulgt den samme slidte drejebog. Der kommer et jump scare, og du skriger. Der er blod, og det er klamt. Døde børn kigger gennem sprækker fra åbne døre, og du vælger at falde i søvn med lyset tændt. Alt er forudsigeligt på en tryg og dræbende kedelig måde.
Midsommar er ikke sådan en film. Stort set fri fra chok, splat og trætte klicheer følger filmen det amerikanske kærestepar Dani (Florence Pugh) og Christian (Jack Reynor), der sammen med Christians tre studievenner rejser til en afsidesliggende svensk landsby for at deltage i årets midsommerfestival. Men hvad begynder som lidt Ph.d.-relevant feltarbejde og flirt med smukke svenske piger udvikler sig langsomt til et sandt kultisk mareridt.
Det er ellers ikke en uhygge, som ved første øjekast gør et stort væsen af sig selv. Der er ikke meget gysermusik til at signalere, at nu skal du være bange, og billedsiden er fyldt med smukke hvide bomuldsklæder og idyllisk svensk natur. Fordi historien udspiller sig i det nordlige Sverige om sommeren, er det desuden lyst i langt de fleste scener. Men Midsommar behøver ikke nattens mulm og mørke til at få monstrene frem.
I stedet bliver det lidt som the Stepford Wives på svampetrip. Eller Get Out (2017) med hjernevaskede malkepiger i stedet for psykopatiske racister. Konklusionen er i hvert fald denne: der bliver skabt en seriøs klam og foruroligende stemning. Det er som om du selv har drukket af den hallucinerende urtedrik, filmens karakterer tripper på, og nu sidder tilbage i biografsædet helt blæst og borte. En hypnotisk, vanvittig og fantastisk smuk oplevelse – på en virkelig fucked up måde.
En af grundene til, at filmen lykkes så godt, er, at man virkelig tror på karakterne. Der er ingen kunstig eller opblæst dialog til at tynge dem og ikke en eneste skuespilpræstation, der føles halvhjertet eller uoprigtig. Særligt Florence brænder igennem som den sorgramte Dani, der foruden problemerne i Sverige bærer rundt på en helt forfærdelig familietragedie. Når hun falder sammen på gulvet i gråd og skrig, skal jeg knibe mig selv for ikke at fælde en lille tåre.
Midsommar er instruktør og manuskriptforfatter Ari Asters anden spillefilm. Hans debut, Hereditary (2018), udkom for bare et år siden. Den gang høstede han også ros og anerkendelse for historiens dybde og nuancerede karaktergalleri, men i Midsommar er Aster for alvor krøbet ud af kokonen. Filmen er på samme tid mere underspillet uhyggelig og mere storslået gal end sin forgænger, men den gør en ting lysende klar: her er en mand, man skal holde øje med.
Kommentarer