Af Christian Povlsen
Der er næsten altid garanti for noget unikt, når man sætter sig til rette i biografsædet, og produktionsselskabet A24’s logo toner frem på lærredet. Dette, sammen med den talentfulde skuespiller Jonah Hill i instruktørstolen og bag manuskriptet, gjorde forventningerne til Mid90s tårnhøje.
Vi befinder os i Los Angeles i midten af 1990’erne. Her følger vi den 13-årige Stevie, overbevisende spillet af Sunny Suljic, og hans jagt på et tilhørssted. Vi har at gøre med en klassisk fortælling om overgangen fra barn til voksen. I Stevies hjem er der ikke nogen mandlige forbilleder at se op til, andet end den voldelige og afstumpede storebror (Lucas Hedges) og moderens (Katherine Waterston) tilfældige bekendtskaber. Men da Stevie møder en gruppe af ældre skatere, er det som om, at han har fundet hjem.
De seneste år har vi set en stigende fascinationen af 80’erne, som vi for eksempel ser det med Netflix-serien Stranger Things (2016-). Ligesom 80’erne er 90’erne også begyndt at fylde mere i landskabet. Det er tydeligt, at mange filmskabere, som voksede op i disse årtier, begynder at lave film med et nostalgisk og nærmest terapeutisk tilbageblik på deres egen barndom.
Dette er også tilfældet med Jonah Hill, som er født i 1983 og ligesom filmens hovedperson er vokset op i LA. Mid90s er af selvsamme grund stoppet til med referencer og objekter fra tidsperioden. Det er alt sammen meget hyggeligt, men det bliver nogle gange lidt anstrængende, når der dvæles for meget i nostalgien. Det skærer derfor lidt i øjnene, når der langsomt panoreres hen over en seng redt med Ninja Turtles-sengetøj.
Når det er sagt, så fremstår afbildningen af skater- og hip-hopscenen særdeles autentisk. Mid90s er skudt på 16mm film og er præsenteret i et 4:3 skærmformat. Dette tildeler filmen en lækker retro-æstetik, der sammen med et sprødt soundtrack, giver en følelsen af, at man er vidne til noget der rent faktisk er optaget i 90’erne. Det forholdsvis ukendte, men stadig super habile cast, hjælper også med at opretholde denne illusion. Især debutanten Na-kel Smith, som den sympatiske Ray fra skatergruppen, stråler ekstra meget.
Jonah Hill virker tydeligt inspireret af Harmony Korine, som skrev mesterværket Kids (1995). Ligesom Mid90s fortæller den historien om unge skæbner overladt til sig selv, mens der eksperimenteres med alkohol, stoffer og sex. Denne forbindelse bekræftes i en scene, hvor vi i en cameo ser Korine som en af Stevies mors one-night stands.
Manuskriptet er uden et tydeligt handlingsbåret plot. Vi er i stedet vidne til en række forskellige faser af Stevies gradvise tab af uskyld. Mange af scenerne lader tilskueren være en flue på væggen, imens skaterflokken hænger ud og interagerer med hinanden ved hjælp af Jonah Hills intelligente og ofte vittigt skrevede dialoger, som ud over en rørende og hjertevarm monolog af Ray-karakteren, næsten virker improviseret.
Med en spilletid på lige over 80 minutter kan Mid90s bedst beskrives som en knaldperle af en film. Selvom vi har at gøre med en relativt simpel fortælling, så sørger de sprudlende karakterer og den lækre, rå visuelle side for, at filmen skiller sig ud fra de mange andre i samme genre. Jonah Hill beviser med sin debut, at han er en filmskaber med noget på hjerte og, vigtigst af alt, evnerne til at projekterer det op på lærredet.
Kommentarer