Af Jacob Pedersen
En god gyser skræmmer, en vellykket thriller får dig til at spænde op i kroppen, og et intenst drama giver våde øjne. En medrivende film om en af de største musikere får ligeledes foden til at vippe i takt med musikkens pulsslag, og det formår den biografaktuelle biopic Michael.
Musikken er allerede stemningsdikterende fra filmens første passage af The Jackson 5’s spæde år i 1960’erne, hvor tiårige Michael (spillet af Juliano Krue Vald) allerede er blevet nudget med bæltepisk til at være familiens frontperson. Ifølge familiens patriark Joseph Jackson (Colman Domingo) er han selv arkitekten bag gruppens og senere Michaels succes, men knægtens sang-og dansetalent er så åbenlyst, at det med tiden nok skulle skinne igennem alligevel. Farens patent på Michaels succes bliver et kreativt bur, og udgør et væsentligt knudepunkt i hans formative år.
Bandet får hurtigt rugbrødsvognen af en Volkswagen i omdrejninger, og snart venter de store scener. Men i takt med alderen og populariteten står Michaels sologennembrud for døren, og som en tretrinsraket bliver han skudt afsted imod stratosfæriske pophøjder. Michael Jacksons nevø, Jafaar Jackson, gestalter den “voksne” version af stjernen med stor panache på scenen og uskyldig tonalitet i de mere sårbare rum, såsom sofa- og tv hygge med moderen Katherine (Nia Long).
De forudsigelige biopic-troper kommer som perler på en snor. Men hvor det oftest er pladeselskabet, der forvolder stjernerne problemer, er formularen vendt om i Michael. Centrum for Michaels konflikter, indre såvel som ydre, kommer fra faren Joseph, der af flere omgange kommer i uføre med pladeselskaber og Michael – både kreativt og emotionelt.
Colman Domingo bærer rollen med stor troværdighed, og han dikterer samtlige scener præcis som den dominerende far, han skildrer. Filmen kredser meget om dette forhold samt Michaels mangel på en reel barndom, der, qua talentet, krævede, at han allerede som tiårig skulle bære familien ud af de fattige forhold i Gary, Indiana. Dette er bedst eksemplificeret, da voksen-Michael spørger sine basketball-spillende brødre, om de vil være med til et spil twister. Barndomstabet står klart. Michael har aldrig haft sin uskyldige barndom, og derfor prøver han nu at efterleve det med børnespil og et væld af kæledyr med alt fra giraffer og lamaer til chimpanser, som en kanalisering af det omsorgssvigt, han selv led under.
Men her knækker filmen. Den verden, filmen nu skal præsenteres i, hvor opmærksomheden om pædofilianklagerne genopstod i forbindelse med den opsigtsvækkende dokumentarserie Leaving Neverland (2019), fortsat omsvøber popkongens posthumane eftermæle i et negativt slør.
Tilmed er filmen også produceret af Jacksons bo og hans tidligere producer John Branca (hvis frelserrolle i filmen spilles af Miles Teller). Med det in mente skurrer det, når så meget af Michaels opbyggede goodwill kommer gennem gode børne-gerninger, som da han donerer penge til børneafdelingen på sygehuset eller signerer autografer i legetøjsforretningen.
Det er kompliceret, endvidere svært, at se filmen i et andet lys end et, der forsøger at genopbygge den mytiske verdensstjernes ry, hvilket kan overskygge mange af filmens egentlige kvaliteter. Specielt far-søn forholdet og Michaels barndomstab står ud som en stærk coming-of-age fortælling, som er ret enestående i den fortærskede biopic-genre.
Michaels mors filosofi med at “lade dit lys skinne” står i en dikotomisk modsætning til farens “der findes kun vindere og tabere”-systematik, som ikke ræsonnerer hos Michael. Tværtimod bliver Michaels verdenssyn løbende mere holistisk og fyldt med fredelige tanker om samhørighed og håb om forenet glæde blandt sorte og hvide – allegorisk med Michaels hudsygdom vitiligo.
Instruktør Antoine Fuqua lykkes også i sit samarbejde med Jafaar Jackson at genskabe den storhed, Michael fremkalder på scenen. Hans musik, dans og den unikke lyse stemme er gennemført, og med de utallige og originale ørehængere udmunder det sig i en fuldstændig gåsehudsfremkaldende filmoplevelse, hver gang Michael performer.
Det er en film til og for de ubetingede fans. Men for dem, som har en vis skepsis, efterlades man med en særegen dårlig smag i munden.

