Af Jonas Bang
Netflix er for mange en kær ven i disse ensomme og isolerede tider. Streaminggiganten forbindes ofte med letkøbt underholdning, tomme kalorier og en overflod af Netflix originals, hvor man skal se meget langt efter kvalitet.
Men faktisk er der mange gode film på tjenesten, og endnu bedre: der er film af nogle af verdens vigtigste filmskabere. Jeg taler ikke nødvendigvis om den nutidige filmmager, der lige har lavet en rigtig god film, men om dem, som har været med til at forme og skabe filmmediet i en sådan grad, at uden dem havde filmlandskabet set HELT anderledes ud i dag.
I mange tilfælde er det ikke filmgiganternes mest berømte film, der er tilgængelige, men lidt har også ret – og hvem kan sige nej til en god gang light filmhistorie og underholdning på en og samme tid?
Orson Welles
Orson Welles er mest kendt for sin debutfilm Citizen Kane (1941), som ofte er på diverse lister over verdens bedste film. Selvom den ikke er at finde på tjenesten, så er der faktisk tre andre interessante titler.
Først og fremmest er der The Stranger (1946), som er Welles’ tredje film og hans første film noir. I bedste noir-stil, komplet med høj kontrast og dramatiske skygger, følger vi Mr. Wilson (Edward G. Robinson), der jagter en berygtet nazi-kriminel, Franz Kindler (Orson Welles), gennem efterkrigstidens USA. Selvom det måske ikke er Welles’ mest berømte film, så blev den hans eneste reelle box office succes i USA. Den er ofte betragtet som en af hans mest konventionelle film, men det skal man bestemt ikke kimse ad – Welles er i topform og beviser, at han mestrer noir-stilen.
I de sidste 25 år af sit liv arbejdede Welles på eksperimentalfilmen The Other Side of the Wind (2018), som han aldrig selv nåede at færdiggøre. Projektet lå stille i mange år, både før og efter hans død, men efter utallige produktionsproblemer blev filmen endelig færdiggjort i 2018. Resultatet er en kaotisk, men fascinerende metafilm om en Hollywoodinstruktør, der bryder sit eksil for at lave en innovativ og nyskabende film. Selvom det lyder rimelig selvsmagende, må man ikke snyde sig selv for Welles’ mest eksperimentelle projekt, der viser ham fra hans mest frygtløse side.
Mindst ligeså interessant er dokumentaren They’ll Love Me When I’m Dead (2018), der dokumenterer Welles’ utrættelige kamp for at få filmen lavet, samt de mange problemer der opstod under produktionen. Her ser man Welles som den fallerede instruktør, han desværre nåede at blive, men som undervejs kæmpede en konstant og passioneret kamp for at realisere et vildt og ambitiøst projekt.
Martin Scorsese
Scorsese skabte for alvor overskrifter sidste år med The Irishman (2019), mest på grund af de berygtede anti-aldrings effekter og det, at den røg næsten direkte på Netflix. Men filmen var faktisk en smuk og velovervejet sløjfe på de mange gangsterfilm, han er så berømt for at have pioneret. Et par af dem er heldigvis på Netflix, og man går aldrig helt galt i byen med en Scorsese film.
Blandt andet kan man se Goodfellas (1990), der bygger på den sande historie om Henry Hill (Ray Liotta), der i mange år gjorde karriere som gangster i Mafiaen i New York. Filmen er en af Scorseses mest kendte og hyldede film – og det er ikke uden grund. Den rummer blandt andet en af filmhistoriens mest nervepirrende scener, hvor Henry mødes med James Conway (Robert De Niro), efter at sidstnævnte pønser på at slå ham ihjel.
Scorsese vandt sin første Oscar-statuette alt for sent som instruktør på The Departed (2007). I et komplekst plot følger vi undercoverbetjenten Billy (Leonardo DiCaprio), der forsøger at infiltrere en irsk-amerikansk celle af mafiaen, ledet af den skruppelløse gangsterboss Frank Costello (Jack Nicholson). Hvad han ikke ved er, at Costello ligeledes har fået Colin Sullivan (Matt Damon) til at infiltrere politiet. Det skaber selvfølgelig en blodig og spændende cocktail forbundet med en masse twists and turns, hvor brikkerne først for alvor falder helt på plads i filmens dramatiske afslutning.
Før Scorsese for alvor var blevet et stort navn, lavede han Mean Streets (1973). Den er vigtig, fordi det er den første film, han lavede med fuld kreativ frihed, og den er første eksempel på hans, senere så kendte, signaturstil. Desuden er Harvey Keitel og Robert De Niro med, før de blev rigtig store navne i det amerikanske filmlandskab. I den her film kan man se fundamentet for det Scorsese, Keitel, De Niro og i det hele taget amerikansk film i 70’erne, senere blev så kendt for: benhård realisme, stiliseret vold og en indtil da uhørt grad af naturalistiske skuespilpræstationer.
Scorsese kan dog instruere så meget mere end gangsterfilm. I Hugo (2011) eksperimenterer han med et nærmest barnligt univers, der ender med at være hans helt egen hyldest til filmkunsten i al almindelighed. Georges Méliès (Ben Kingsley), der er kendt for at have pioneret mange tekniske aspekter af filmskabelse, viser sig nemlig at være en ganske central karakter.
Steven Spielberg
For de fleste behøver Spielberg ingen særlig introduktion. På godt og ondt har han været med til at forme blockbuster-filmen og den pengemaskine, sådanne film er i dag. Men Spielbergs succes kom ikke af sig selv. Han er en fuldstændig utrættelig filmskaber, og man kan blive rundtosset af at holde styr på, hvor mange gode film han har lavet.
På Netflix finder man blandt andet Nærkontakt af tredje grad (1977), der er et stykke fra Spielbergs vanlige stil, men ikke desto mindre voldsomt fascinerende. Væk er blockbuster-mentaliteten og i stedet skal man på en introvert og sær rejse med Roy Neary (Richard Dreyfuss), der på mystisk vis drages af kryptiske signaler fra rummet.
I bedste blockbuster-stil finder man også hans to Jurassic Park-film (1993, 1997) og hele hans Indiana Jones-trilogi (1981, 1984, 1989), hvor der er dømt underholdning for alle pengene. Spielbergs Hollywoodfilm er lige tanden bedre håndværk end konkurrenternes, så derfor er det altid en fornøjelse at kaste sig over noget af hans lette underholdning.
Francis Ford Coppola
Ligesom Martin Scorsese står Francis Ford Coppola som en af de vigtigste instruktører i den amerikanske nybølge. Det gør han primært på grund af Godfather-trilogien (1972, 1974, 1990) og den kompromisløse krigsfilm Apocalypse Now (1979). Sidstnævnte er desværre ikke at finde på tjenesten, men Godfather-trilogien er der i al sin herlighed.
De tre film skildrer den tragiske og dramatiske historie om en amerikansk mafiafamilie. I første film følger vi fortrinsvis familiens overhoved Don Vito Corleone (Marlon Brando), der efterhånden er en aldrende patriark. Hans søn, Michael Corleone (Al Pacino), er i militæret og som udgangspunkt imod familiens kriminelle aktiviteter, men da Don Vitos liv ser ud til at være i fare, træder han pludselig i karakter.
I The Godfather: Part II har Michael Corleone overtaget farens post som familiens overhoved. Han viser sig at være en mere skruppelløs leder, end man ellers kunne have forventet, og måske kommer det til at koste ham dyrt. Sideløbende følger vi Don Vito Corleone (Robert De Niro) som ung og hans kamp op igennem hierarkiet i New Yorks kriminelle miljø.
I tredje film er Michael efterhånden selv blevet en aldrende mafiaboss, og han prøver desperat at gøre sine aktiviteter lovlige. The Godfather: Part III er desværre den svageste film af de tre, men det står også kun så tydeligt frem, fordi de to første er så fænomenale. Hvis man har set de første to, skylder man sig selv at se denne også – og på trods af kritikken er den stadig en vigtig del af Corleone-sagaen.
David Lean
David Lean er en af de mest respekterede filmhåndværkere, der findes, og en af hans største film er tilgængelig med et tryk på Netflix-knappen. Lawrence of Arabia (1962) er intet mindre end en af filmhistoriens mest nævneværdige bedrifter. En storfilm, der følger den britiske soldat T.E. Lawrence (Peter O’Toole) under 1. Verdenskrig i det gamle Osmannerrige. Undervejs deltager han i adskillige kampe, kæmper med sin egen samvittighed og forsøger at finde en god balance i hans troskab mod både det britiske styre og de arabiske ørkengrupperinger.
Lawrence of Arabia er en storfilm af gigantiske proportioner – sådan som man kun lavede dem i det gode gamle Hollywood.
Kommentarer