Man kan vist roligt sige, at multitalentet James Franco ved, hvad det vil sige ’at fejle’. Han har gennem de seneste 10 år satset stort, især som instruktør, og er ikke altid kommet helt i mål. Især hans filmatiseringer af William Faulkners komplekse romaner, As I Lay Dying (2013) og The Sound and The Fury (2014), står nærmest tilbage som projekter, der måske skulle have været gemt til en anden god gang. Derudover er han – som han fx viste med Interior. Leather Bar. (2013) – også en mand, der er dybt fascineret af den kunstneriske proces. Om det lige præcis er disse erfaringer og interesser, der skinner igennem i The Disaster Artist, er svært at sige. Men noget kunne tyde på det.
The Disaster Artist fortæller den virkelige historie om tilblivelsen af Tommy Wiseaus The Room (2003); en film der, på trods af at den uofficielt er blevet stemplet som ”verdens dårligste film”, ikke desto mindre har opnået kultstatus. I 1998 møder Greg Sestero (Dave Franco) og Tommy Wiseau (James Franco) hinanden på et skuespilkursus i San Fransisco, og de to beslutter lynhurtigt at gå direkte i flæsket på deres skuespillerdrømme; de pakker bilen og opsøger lykken i Los Angeles. Men drømmen om Hollywood er langtfra nem at realisere. Der er ingen roller til hverken James Dean look-a-liken Sestero eller den excentriske, vampyragtige Wiseau. Og hvad gør man så? Ifølge Wiseau er løsningen ligetil: Man laver da bare sin egen film – også selvom man ikke har den fjerneste anelse om, hvordan man gør.
Det skal lige slås fast, at man ikke behøver at have set The Room for at kunne følge med i The Disaster Artist. Her er nemlig i høj grad tale om en film, der transcenderer sit umiddelbare materiale og fungerer på sine egne præmisser. Det er ikke en voldsomt innovativ film, men den er til gengæld perfekt afrundet og knivskarp – især på fortællesiden. Samtidig behandler den sine karakterer (især Wiseau) med omhu og respekt, hvilket nok er filmens største styrke.
James Francos Wiseau har ganske vist en bombastisk tilstedeværelse, der i starten godt kan føles lidt som en stereotyp portrættering af en tvivlsom østeuropæer. Og filmen er da heller ikke bange for at gøre grin med Wiseaus arrogance og mangel på professionalisme. Men i takt med at filmen skrider frem, får man et uventet glimt af en anden Wiseau – en mand, der, ligesom den mere let tilgængelige og jordnære Sestero, frygter hvad andre mennesker tænker om ham. En mand, der har brug for, at nogen tror på ham. Og ikke nok med, at disse nuancer er til stede, men James Franco favner dem også til perfektion. Både alene og i samspillet med Dave Franco. Resultatet er, om ikke en afmystificeret, så i hvert fald en mere menneskelig Wiseau, som man ikke alene føler sympati for, men faktisk bliver mere nysgerrig på at forstå.
The Disaster Artist er en befriende hyldest til det anderledes og fejlbarlige. Men det er samtidig en film, der er gennemsyret af en vidunderlig fascination omkring sit materiale: Den sætter ikke kun spørgsmålstegn ved Wiseau, men også ved det kunstneriske virke, definitionen af succes, og ikke mindst behovet for anerkendelse – alt sammen akkompagneret af en solid portion velleveret humor.
Kommentarer