Af Johannes Roug
Man skulle tro, at vi havde lært noget af film som 2001: A Space Odyssey (1968), Terminator (1984) og Ex Machina (2014), der gennem årtier har advaret imod udviklingen af AI. Men alligevel virker der til at blive lagt mere og mere ansvar hos det, hvilket opfordrer spørgsmålet: hvor meget bestemmelse over mennesker skal AI have? Netop det har Mercy et bud på, da den viser, hvordan verden kan se ud, hvis AI har fuld afgørelse over samfundets kriminalsager.
I Mercy er det nemlig blevet besluttet af den amerikanske regering, at seriøse kriminelle retssager i USA skal dømmes af en AI-dommer, dog med betingelsen at de anklagede har 90 minutter til at bevise sig selv uskyldige med hele AI’ens system og muligheder til rådighed. Filmen hiver os ind i denne situation helt fra start af, hvor vi befinder os sammen med en forvirret Chris Raven (Chris Pratt), der finder ud af, at han er blevet anholdt og sat for retten for sin kones mord. Han skal da prøve, med dårligt kendskab til hans kones eget privatliv, at bevise for AI-dommeren Maddox (Rebecca Ferguson), at han er uskyldig.
Der er derfor lagt an til en film, hvor hovedpersonen sidder fast i en domstol hele filmen, hvilket nemt kunne være blevet en meget statisk affære. Dog beviser Mercy helt fra start, at den sagtens kan balancere sådan et koncept med et dynamisk narrativ, da der hele tiden kommer udviklinger og overraskelser i historien sammen med et digitalt system, der konstant er i bevægelse og videregiver ny information. Den måde Chris skal navigere rundt i informationer og udforske forskellige oplysningsmuligheder, bliver meget spilagtigt og giver en god indlevelse i filmen. Chris’ beslutninger og undersøgelser bliver nemlig meget intuitive, da han arbejder med de samme informationer som publikum. På grund af det, føler man sig i stand til selv at kunne ’spille’ med og udregne ’whodunnit’ mysteriet på samme fod som hovedkarakteren. Filmen finder sågar også nogle kreative måder at få nogle spændende actionscener med, på trods af den fastplacerede hovedkarakter. De bliver bare vist gennem nogle af de kameramuligheder Chris har tilgængelig via Maddox, såsom facetime, kropskamera eller helikopterovervågning.
Det er derfor ærgerligt, at historien kollapser i sidste tredjedel. Her går den fra at være mystisk og opfindsom i måden, hvorpå Chris skal finde spor og forklaringer, til lige pludselig at blive proppet med klichéer og plothuller. Et af filmens koncepter er nemlig, at Chris bare skal overbevise dommeren nok til, at der er ”reasonable doubt” om, hvorvidt han selv har dræbt sin kone, for at han kan blive løsladt, og det udtryk bliver hvert fald strakt ud til det yderste for at have en god grund til, at han skal blive siddende i domstolen. Meget af Chris’ interessante efterforskning tidligere i filmen ender også med at føles ligegyldigt, da mange af de afsluttende forløsninger kommer af rene tilfældigheder.
Desuden ender filmens budskab også med at blive vandet og utydeligt. Mercy prøver helt klart at være AI-kritisk med nogle pointer om omkring Maddox, der kun dømmer på fakta uden at have menneskeligt instinkt eller fornemmelse for følelser. Det er jo også, hvad man som publikum forventer, når man tager ind til en dystopifilm, hvor præmissen er en uskyldig person, der skal frikende sig selv for en AI. Alligevel er der mange dele af filmen, der udviser det modsatte. Chris havde f.eks. været i store problemer, hvis det ikke var for Maddox’ teknologier og senere hjælp. Mange af ’fejlene’ i Maddox’ domskendelser bliver også vist til at være på grund af menneskelig indblanding. Det bliver derfor uklart, hvad filmens tematiske fokus egentligt er, for hvis den faktisk overhovedet ikke er kritisk af AI, så er det også bare uklart, hvad budskabet ellers skulle være.
Teknisk løser Mercy altså sine egne benspænd glimrende og formår at skabe et indlevende og spændende mysterium, der er fedt for publikum at løse sammen med hovedkarakteren. Filmen skriver dog sig selv op i nogle hjørner, den ikke kan komme ud af uden at skabe nogle store plothuller og tilfældigheder, der kan drive historien videre. Det ender desværre med at gøre fortællingen rodet og derved budskaberne og tematikkerne uklare. Mercy kan derfor alligevel ikke rigtig komme frem til, hvad den har at sige til AI-problematikken.