Af Gustav Stubbe Arndal
Men in Black: International er det tredje forsøg på at genfange magien fra den klassiske Will Smith film fra 1997. I denne omgang bliver serien taget i en ny retning med nye hovedpersoner, dog uden held. I det omfang den afviger fra originalen, mister den seriens unikke charme, og i det omfang den efterligner originalen, bliver dens mangler blot tydeligere.
Afvigelsen ses i titlen: Men in Black, det hemmelige amerikanske agentur, der agerer interstellar grænsekontrol i en verden fyldt med rumvæsener skjult for befolkningen, er nu en større international organisation (der åbenbart startede i 1800-tallets Frankrig?) med hovedkvarterer i de mest fotogene storbyer.
Trods deres stramme censur-politik bliver de opdaget af Molly (Tessa Thompson), der som barn reddede en løssluppen alien og undveg den Neuralizer, som slettede hendes forældres hukommelse. Hendes største ønske har siden været at blive en del af operationen. Hun bliver døbt Agent M, og snart bliver hun sammen med topagenten H (Chris Hemsworth) kastet ud i en konspirationsfortælling om et infiltreret MiB og et våben, der truer galaksen.
Genren er markant skiftet fra buddy-cop komedie til globetrottende spionaction, og filmen behandler dette som en slags opgradering, selvom det hovedsageligt gør den mindre usædvanlig – en forudsigelig blanding af James Bond og Fantastiske skabninger med sci-fi våben og rumvæsener.
International bevarer dog idéen om en central duo. Vi har Agent H, der siden et heltemodigt og berømt slag mod nogle bodysnatchers er blevet arrogant, dumdristig og sarkastisk. Og Agent M, der ligesom H er kompetent, selvstændig og sarkastisk, men modsat ham er spillet af Tessa Thompson.
Noget ekstra tid kunne have uddybet deres personligheder eller kammeratskab, men den tid bruges på semi-kreativt spektakel og en Funko Pop-agtig alien ved navn Pawny (Kumail Nanjiani), der bliver et ligegyldigt sidekick/kæledyr, efter hans folk bliver udraderet.
Af uvisse grunde bliver Pawny behandlet som en forkastelig tegneseriefigur. I Men in Blacks univers var selv de mærkeligste, klammeste rumvæsener folk ligesom du og jeg, der i uvante omgivelser har brug for respekt og sikkerhed. I International er de oftere punchlines, våbenhandlere og stofmisbrugere – ikke det billede på migranter, vi har brug for i dag.
F. Gary Gray og hans hold er ikke uden gode idéer: Neuralizeren bliver anvendt til smarte baggrundshistorier, et rumvæsen forklædt som skæg vækker minder om Sonnenfeld-filmenes skørheder og et par kosmiske væsener, der kan manipulere rum omkring dem, er betagende, indtil et twist ødelægger vores forståelse af dem.
Hvad, der virkelig mangler i forhold til Sonnenfelds film, er personlighed. Hvor originalens selvironi var forfriskende og fyldt med hjerte, er den nu, i en blockbuster-verden domineret af Marvel-universet, performativ og forventet. Smarte bemærkninger og inside-jokes er standardproceduren, og der er intet særligt anderledes at finde under overfladen.
Parret fra Thor: Ragnarok (2017) forsøger så godt, de kan, selvom de mangler både Tommy Lee Jones’ perfekte straight-man og et manuskript, der faktisk dramatiserer deres udvikling. Man håber på, at de ophøjer materialet, men i stedet er det filmen, der sænker dem ned.
Denne film skulle oprindeligt have været en crossover med 21 Jump Street (2012) lavet af Phil Lord og Chris Miller. Det er så tosset, risikabel og livlig en idé, at det aldrig kunne være sket, og deri ligger kerneproblemet. Sony Pictures forsøger igen og igen at genfange magien, men nægter at tage de chancer, der gjorde magien mulig til at starte med.
Kommentarer