Af Helena Moustgaard

Grace Puddle (Sarah Snook) er enspænder, en hoarder, en kleptoman og en passioneret samler af snegle. I vores første møde med hende, sidder hun ved sin aldrende veninde Pinkys (Jackie Weaver) dødsleje, der med sit sidste åndedrag pludselig råber: “Potatoes!”. Allerede her er tonen sat – tragikomisk, både rørende og absurd på én gang.

Efter Pinkys død, ser Grace tilbage på sit liv. Hun har ingen anden at fortælle sin historie til end kæledyrs-sneglen Sylvia. Filmen har et klart instinkt for den ensomme underdog. Grace som aldrig helt har følt at hun passede ind, føler sig fanget og gemt væk inde i sin skal.

Det viser sig, at livet altid har været en udfordring for Grace. Født for tidligt, mistede hun sin mor under fødslen og voksede op med en lammet, alkoholiseret far (Dominique Pinon), hvis eneste håb var at vinde på skrabelodder. En gedigen mangel på hæld der gennemgående følger hende.

Instruktøren Adam Elliot lader Grace selv fortælle om sit liv gennem en lang række voiceovers, og oplæste breve fra tvillingebroren Gilbert (Kodi Smit-McPhee). Hendes liv udfolder sig på lærredet i glimt og refleksioner snarere end i hvert et øjeblik. Det skaber til tider en unødvendig distance, så man føler sig for langt væk fra det, der sker. Monologerne kan desuden blive lange, men både Sarah Snook og Kodi Smit-McPhee leverer uforlignelige stemmepræstationer, der spænder fra sårbarhed til tør komisk timing så man alligevel er revet med.

Filmen er nemlig også fyldt med komik. Elliot formår at finde det absurde midt i tragedien. Humorens tone er ofte skæv, mørk og lidt grotesk – det er slet ikke en børnefilm det her, selvom den er animeret. Faktisk er det ofte animationen, der gør humoren så effektiv. Animationen tillader mere grænseoverskridende jokes fordi det er finurlige lerfigurer og ikke rigtige mennesker.

Ler-animationen er i sig selv imponerende: mere end 200 figurer og tusindvis af rekvisitter, hvor selv hver en overflade i Graces hjem er dækket af små sneglefigurer. Produktionen har strakt sig over otte år, og resultatet er en billedrigdom, der gør selv de mørkeste øjeblikke levende og fascinerende. Elliots stopmotion-univers er aldrig poleret men er fuldt af skævheder, sprækker og detaljer, som spejler filmens hovedperson. Selvom Grace’ verden ofte er grå, bliver billederne langt fra monotone; tværtimod er der altid en legende, menneskelig varme i detaljerne.

Det er melankolsk, det er trist, det er dystert, det er pessimistisk, det er smertefuldt. Samtidig er det sjovt, ironisk, og fuld af optimisme. For selv når Grace rammes af sorg minder filmen os om, at livet – ligesom sneglene – kun kan bevæge sig fremad. “I believed in glasses half full and silver linings,” siger Grace, og det er netop denne insisteren på håbet, der gør filmen så livsbekræftende.