Artikel
MELODI GRAND PRIX 2020: Hvor var festen, DR?

Af Alma Nordenbæk & Josephine Zabeo-Persson

Hella Joof og Rasmus Bjerg stod velafsprittede klar på den store scene i deres stiveste puds. “Hvad så, Royal Arena, er I der?” råbte Hella ud over stolerækkerne. Et ekko var alt der blev kastet tilbage. Hvor der burde have stået 17.000 glade danskere i regnbuefarver og dannebrog-ansigtsmaling var der tomt som en læsesal i begyndelsen af august.

Normalt er Melodi Grand Prix en glitterbefængt folkefest, hvor det eneste, du risikerer at blive smittet med, er lidt godt humør og iørefaldende pop. For første gang i 17 år var showet rykket fra de jyske marker til hovedstaden, men da truslen om pandemi måtte tvinge gæsterne til at udeblive, forvandlede årets største begivenhed sig til en kedelig omgang melodunse.

Aftenen startede ellers hårdt ud med en klasse optræden af Wafande og hans to hippe dansere. Desværre blev DR lidt som forstadsfamiliefaren, der nytårsaften skyder alt sit krudt af klokken otte og derfor kun har knaldperler tilbage når midnat rammer.

Pompen og pragten var blevet kogt ned til en kedelig omgang leverpostej og måske alle backup-danserne var blevet smidt i karantæne, for på scenen var de i hvert fald ikke. Sjældent har der stået så mange ensomme mænd og croonet ned i deres mikrofoner foran en tam og lam pauseskærmsgrafik mens dåseklapsalverne rungede i en øde sal.

X Factor-veteranen Jamie Talbot agerede budget-Justin Timberlake med sin bollesang, som ingen ville have lyst til at bolle til, Bye Bye Heaven. 28-årige Kenny Duerlund havde svært ved at ramme tonerne i Forget It All (noget han senere har beklaget på Instagram), mens Isam B. i bedste højskolesangbogsstil leverede en blid opsang til de hvide leverpostejsdanskere med Bølger. Den polerede spillemand Benjamin Kissi ville måske have gjort sig godt i radioen, men hans sang Faith kunne godt have brugt the George Michael touch.

De strandede mænd blev reddet en smule af DR’s live-orkester, der kunne udfylde noget af scenens tomrum. Det er heldigt for dem, for live-musik er ellers ikke normal kost i melodunse – ja faktisk er det 21 år siden, at vores danske øre kunne nyde frisk musik direkte fra instrumenterne.

Sys Bjerre trådte tilbage i rampelyset med sangen Honestly, der nåede forbi både klimakrisen, samfundstilliden, fake news, økonomi, kærlighed og selveste jordens undergang. Endnu mere “Sys-Bjerret” end Sys Bjerre var duoen Maja Og De Sarte Sjæle, der med deres sang Den eneste goth i Vejle, tacklede skilsmisse ved at synge om menneskefjendsk undergrundsmusik. Prisen for den mest “Eurovisionerede”-sang går til Human af Jasmin feat. RoxorLoops, der bragte østeuropæisk balladetradition med vilde outfits, lidenskabelige skrål og dramatisk sceneshow til Amager.

Det var dog de unge, der løb med stemmerne. Videre til finalen gik 19-årige scandinavian poster boy Emil (fra Lønneberg?), en frisk og frejdig lillebror-type med charmeklud, der med sin sang Ville ønske jeg havde kendt dig smagte lidt af grandprix-giganterne Brødrene Olsen. Aftenens bedste vokalpræstation blev leveret af Sander Sanchez, der iført blomsterkrans og holografisk regnjakke med Screens løftede pegefingeren mod vores skærm(over)forbrug.

Selvfølgelig gik douze points til pop-monsteret Yes sunget af Ben & Tan, som begge netop har stået ret for den danske befolkning i X Factor 2019. En sikker vokal og klassisk eurovision-sceneshow gav de to en klar sejr, som nok skal få os hele vejen til finalen i Rotterdam. Om sangen ligefrem har vinderchancer, ja, det må tiden vise. Inden da må Tan nå at smide hvad der ligner Ariana Grandes aflagte klæder og sammen må de omfavne Eurovisions flamboyante ånd og opulente ekstravagance. DR’s budget må kunne række til nogle ordentlige glitterkanoner!

Melodi Grand Prix 2020 kommer uundgåeligt først og fremmest til at blive husket som året uden publikum, hvor selv deltagernes forældre var sortlistet i Royal Arena. Det må have været en særlig oplevelse at skulle optræde for en sal fuld af spøgelser, og denne menneskemangel må uundgåeligt have tæret ikke kun på de konkurrerende, men også på showets værter og dommere. Bjerg var fra første joke død i blikket og aftenens musikpanel føltes som tomme kalorier til et underernæret show. Men værst af alt var de meningsløse og totalt redundante DR public service voxpop-klip, der blev smidt ind som døde pausefisk ved hvert eneste lille hul i programmet.

Det gode ved melodunse er, at det kommer tilbage næste år. Og vi kan garantere for, at vi er klar til at blive blæst bagover, DR. Vi er tilgivende mennesker, der bare gerne vil have ordentligt glitter, spas og god stemning. Som Conchita Wurst så smukt siger: “Rise like a phoenix”!

Kommentarer