Af Gustav Stubbe Arndal
I en af de utallige diskussioner i ”Mellem Linjerne” citeres den italienske forfatter Giuseppe Tomasi: ”Alt må ændre sig, for at alt kan forblive det samme.” Hvis der er noget tema at pege på i Olivier Assayas’ nye film, så er det noget i den dur. Det er en svær idé at dramatisere, eftersom drama afhænger af udvikling, men det er en tanke, der kan diskuteres.
Og diskuteret bliver det – gennem næsten to timers dialog. Selve plottet, hvis der da er et, drejer sig om den anerkendte forlagsredaktør Alain (Guillaume Canet), der skuer mod fremtiden inden for bøger – blogs, e-bøger, lydbøger og tværmedialitet. Han omgives af sin skuespiller-kone Selena (Juliette Binoche) og den berømte forfatter Léonard (Vincent Macaigne), som forsøger at holde en falmende karriere i gang. Galleriet afrundes af Léonards politiker-kæreste Valérie (Nora Hamzawi) og en ung blond digitaliseringsekspert (Christa Theret), som Alains forlag for nyligt har hyret.
Vi rykker rundt i ensemblet og bliver tilskuere til deres mange samtaler i lejligheder, huse, caféer, restauranter, til middagsselskab, til konferencer og ved sengekanten i efterglødet af utroskab. Mellem Linjerne bliver solgt som en Woody Allen-agtig komedie, men den minder mere om Kevin Smith eller Richard Linklaters tidlige værker. Det er en hangout-film fyldt med dybe samtaler, blot med 40-årige vindrikkende kulturelitister, der diskuterer Twitters plads i samfundet, i stedet for 20-årige college elever, der debatterer Star Wars eller reinkarnation.
Det betyder, at skuespillet får lov at være i centrum hele vejen igennem, og det betaler sig, når man har så dødcharmerende et cast. Dialogen er mere intellektuel end direkte morsom, men der ligger også en knastør, underspillet humor i personernes reaktioner og undvigelser, især Léonard, der bruger meget af sin bogturne på at forklare, hvordan hans tydeligt selvbiografiske bøger om hans mange affærer teknisk set er fiktion.
Næsten alle karakter i filmen har faktisk affærer, og næsten alle mistænker hinanden for det, men ingen er i humør til at bebrejde eller føle sig skyldig over det. Man sidder som tilskuer og venter på, at noget falder fra hinanden som resultat, men det eneste, der kollapser, er alle udfordringerne til karakterernes stabile tilværelse. Alt ændrer sig, så alt forbliver ens.
Selv den store digitaliseringskrise fiser lidt ud. Det ene øjeblik er e-bøger dommedag for trykte bøger, men så viser det sig, at unge også læser bøger, og at lydbøger er den nye trend. Det lyder antiklimatisk, men det er dybt forfriskende at se en tilbageholden og nysgerrig filmskaber overveje disse problemer fra flere vinkler i stedet for at anklage, håne og klage over ungdommen nu til dags.
Som anmelder sad jeg efter filmen med spørgsmål. Kan antiklimaks virke, hvis det er pointen? Behøvede denne historie være en film i stedet for et essay? Kunne Juliette Binoche ikke have fået en rolle med lidt mere kød på? Men som tilskuer sad jeg med ganske andre spørgsmål: hvordan ændrer den digitale tidsalder værdien af kulturprodukter? Hvilket ansvar har forfattere for, hvordan de portrætterer andre i autofiktion? Gør internettet os til bedre eller værre læsere?
Det er sådan nogle spørgsmål, der hænger ved længe efter, jeg har glemt den individuelle scene, de blev stillet i, og Olivier Assayas foregiver ikke at have svar. Mellem Linjerne har ikke noget bestemt at sige, men meget at snakke om, og der er vel værre grunde til at lave en film – eller se én.
Kommentarer