[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I Mediterranea rejser Abas og Ayiva fra Burkina Faso for at søge lykken i Europa. Turen fører dem både gennem den algeriske ørken og Libyens storbyer. På vejen møder de grådige menneskehandlere, bevæbnede tyvebander og frådende tordenvejr over Middelhavet. Imidlertid er problemerne langt fra slut, da de endelig når Italien og rammer en mur af bureaukrati, fremmedhad og pengemangel.
Meditarranea relaterer sig til de flygtningestrømme, som vi snakkede om for et par år siden. Nemlig flygtninge og migranter fra Afrika, der rejser til Syditalien. På den måde føles den i lyset af de sidste måneders hændelser en anelse uaktuel. På den anden side er det jo langt fra en overstået historie, så en god film, der kunne lære os mere om disse menneskers drømme, ambitioner og tanker må være yderst kærkommen. Problemet er bare, at Meditarranea ikke er en sådan.
Generelt lærer vi stort set ingen at kende i filmen. Den er nærmest mere et portræt af ruten Algeriet-Italien end af de personer, der bruger den. I princippet er det fint nok, men når man insisterer på tonsvis af nærbilleder og Ayiva som klart defineret hovedperson, fungerer det ikke rigtigt. Man sidder simpelthen tilbage med følelsen af at have set en masse flygtningestereotyper, der kommer det samme sted fra og ønsker det samme af livet. Lidt flabet kunne det bemærkes, at den slags grå masseportrættering hører nyhederne til. Filmen handler om en masse mennesker, der forlader deres hjem og rejser flere tusinde kilometer i håb om at få et bedre liv. Det skulle næsten være umuligt ikke at blive rørende, men det er faktisk stort set lykkedes.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mediterranea[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jonas Carpignano[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Italien, Tyskland, USA & Qatar[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Abas og Ayiva fungerer i starten som makkerpar, når de tjekker sociale medier og drømmer om europæiske kvinder, men så snart de kommer til Italien, falder venskabet fra hinanden. Ayiva vil arbejde og skabe sig en fremtid, så han kan gøre noget for sin datter og søster. Abas vil imidlertid ikke underlægge sig magtfuldkomne arbejdsgivere og racistiske bonderøvsbander. Denne modsætning fungerer til dels, men deres forskellighed er ikke rigtig motiveret, og det er i øvrigt stort set de eneste karaktertræk, vores to hovedpersoner har. Først til sidst opstår en indre konflikt i Ayiva, der får karakteren til at leve, og derfor er slutningen faktisk mere vellykket end det meste af filmen.
Det dynamiske kameraarbejde er klart den største force. Vi hopper på ladet af en lastbil, og vi gynger om bord på en fyldt gummibåd. Der bliver overvejende filmet i nærbilleder, og de fleste af dem er virkelig smukt komponeret. Især scenerne fra krydsningen af Middelhavet er ret fantastiske. Det eneste lys kommer fra lynene, mens tordenen er øredøvende, og bådens motor klager faretruende.
Alt i alt er Mediterranea en virkelig smuk film, der på barsk vis skildrer den farefulde flugt fra afrikansk fattigdom. Især er forholdende i det forjættede Italien stærkt, men dejligt subtilt fortalt. Det holder imidlertid ikke, at karaktererne er så flade og relationerne så uforløste. Mest af alt er filmen på ingen måde den nuancerede fortælling om flygtninge, som man virkelig kunne have ønsket sig som modstykke til mediernes besættelse af tal og ruter.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer