Af Claus Nygaard Petersen
Awards-season er altid garant for en nærmest overflod af kostumedramaer og biopics, da det er lige præcis den slags, som tækker diverse uddelingskomitéer. Der har allerede været en myriade af mere eller mindre vellykkede film, hvoraf nogle har høstet stor hæder, mens andre frister en lidt glemt tilværelse.
Nemmere bliver det ikke, når to film arbejder med samme tematikker og bruger samme genre til at formidle deres budskaber. Med allerede et overordneligt velrenommeret drama om dronninger i England i biografen i år, kan denne så følge trop eller kommer den til at forsvinde ud i glemslen?
I Mary Stuart – dronning af Skotland følger vi de to dronninger (og kusiner) af henholdsvis Skotland og England, Mary Stuart og Elisabeth Tudor. Begge er de enere i en mandsdomineret verden, som ikke er meget for at afgive den kontrol til nogen fra “det svagere køn”.
Verden vil dog, at de to er nødt til at kæmpe indædt om at blive anerkendt som regent af den anden, med alle de konflikter, det nu engang har til følge. Stolthed, religion og storpolitik, samt et skvat af noget, der minder om kærlighed, er ingredienserne i denne meget moraliserende og prædikende fortælling.
Der er ellers mange ting, som burde have taget dette værk til et højere niveau. For det første har vi i de to hovedroller den fabelagtige duo Saoirse Ronan og Margot Robbie som henholdsvis Mary og Elisabeth.
Begge ejer hver en scene de er i og bibringer en troværdig pondus samt værdighed til deres royale avatarer. Mere end én gang er de i verbal, eller sågar fysisk, clinch med diverse misogyne hulemænd, der nok skal forklare de bette kvindfolk, hvordan riget egentlig skal styres.
Men hvor Mary er den unge opkomling på blokken, så er Elisabeth en garvet krigsveteran, og associationer til Marlon Brandos karakter Kurtz i Apocalypse Now (1979) skimtes i disen på engelske marker. “Jeg er mere en mand nu. Det er tronens værk.”, messer den af tiden hærdede dronning, mærket af utallige intriger og kampe.
Umiddelbart skulle man tro, at netop det ville blive belyst til UG med tanke på, at det er Beau Willimon (Netflix’ House of Cards), der har skrevet manuskriptet. Men af uransagelige årsager er det yderst tamt, sikkert og forudsigeligt. Bevares, der bliver da stukket knive i ryggen med en imponerende frekvens, men når ikke der er tid til at sætte forræderiet op, har det cirka samme effekt som sodavand uden brus – fladt og kedeligt.
Kostume-fetichister vil dog finde glæde i nogle imponerende garderober, der bestemt er royale værdige, og visuelt er der også nogle ganske betagende billeder, især af det skotske højland. Respektabelt arbejde mange steder, men det bliver netop ikke mere end det, og med tanke på et andet nyligt kostumedrama med stærke kvinder og en mageløs dronning, der bare gør det hele bedre, så bliver den manglende pondus her mere synlig.
Mary Stuart – dronning af Skotland er solidt håndværk, hvis primære force er de to hovedrolleindehavere Saoirse Ronan og Margot Robbie. Desværre formår dramaet aldrig rigtig at fænge, og i stedet ender man med at kigge mere på uret end på lærredet. Potentialet er der, men forløsningen på det spektakulære virkelige forlæg udebliver.
Kommentarer