Af Cecilie Grivne Høier
Kender du det, når man fanger en barnepige med en drage?
Det er i hvert fald, hvad John (Nathanael Saleh), Annabel (Pixie Davies) og Georgie Banks (Joel Dawson) gør, da de flyver deres fars gamle drage i parken. Men ikke hvilken som helst barnepige, næ nej; det er den finurlige og muligvis udødelige Mary Poppins (Emily Blunt). For børnenes far Michael (Ben Whishaw) og tante Jane (Emily Mortimer) er det et lykkeligt gensyn med deres egen gamle barnepige, der dog plettes af 30’ernes depression og det faktum, at Michael er ved at miste familiens hus på Cherry Tree Lane. Det er op til Mary Poppins og hendes ven, gadelampetænderen Jack (Lin-Manuel Miranda), at ruske lidt sund fornuft – og lidt sund fantasi – ind i familien Banks igen.
Mary Poppins vender tilbage er en film, der har store forventninger at leve op til. Originalen fra 1964 er en klassiker til en sådan grad, at den med jævne mellemrum stadig vises på kanaler som Disney Channel. Det er der ikke mange børnefilm med 54 år på bagen, man kan sige det samme om. Det er også unægteligt, at Mary Poppins vender tilbage rider på skuldrene af sin forgænger. Vi bliver ikke så meget introduceret til et univers, som det bare antages, at vi er fuldstændig med på, hvad der foregår. Og på trods af, at efterfølgeren foregår godt og vel tyve år senere, er det ikke et univers, der har udvidet sig synderligt meget. Det samme hus, de samme karakterer, og samme tonalitet i musikken. Endda mange af de små baggrundskarakterer er de samme.
Men for at være helt ærlig – så gør det faktisk ikke så meget.
Filmen har klart tendenser til det sukkersøde og har lidt problemer med plothuller hist og her, men dens ærlige omfavnelse af sin egen fjollethed er ganske enkelt bundcharmerende. Mary Poppins vender tilbage er en øvelse i nostalgi, men i visse tilfælde er nostalgi ikke så slemt endda. Der er en grund til, at mange endnu elsker originalen højt, og efterfølgeren spiller på netop de tangenter.
Emily Blunt har lavet sine lektier helt ned til findpudsningen af ansigtsmimikken af sin overraskende usentimentale karakter. Kombineret med Lin-Manuel Mirandas næsten hundehvalpeagtige entusiasme udgør de en overraskende velfungerende duo – selv om Mirandas cockney-accent næppe vinder nogen priser. Til gengæld er musikken, som de to spiller op til, fængende, og på trods af, at musikken fra forgængeren er så ikonisk (undertegnede anmelder husker i hvert fald stadig alle ord til Supercalifragilisticexpialidocious), har mange af de nye sange ørehænger-potentiale.
De mange nik til originalen gør, at filmen føles mere som en hyldest end et rip-off. Er man bekendt med originalen, kan man ikke lade være med at blive glædeligt overrasket over at gense Dick van Dyke, Angela Lansbury og Karen Dotrice på lærredet. Også animationen genkalder sig originalen på den bedste måde.
Den overordnede overenergiske tone betyder, at filmens enkelte seriøse øjeblikke bliver særligt seriøse, noget der bliver håndteret med overraskende finfølelse. Ellers er det en film, der er lidt for meget – lidt for fjollet, lidt for lang og lidt for sukkersød – og som voksen tilskuer kunne man af og til godt tænke sig flere af disse lidt mere seriøse øjeblikke. Men det er ikke, på trods af de stærke bånd til originalen, den voksne tilskuer, denne film har i tankerne, og det må man ikke forglemme.
Mary Poppins vender tilbage står uforskammet ved, at den netop er totalt fjollet, overdreven og feel-good, og den kommer uden tvivl til at være et kæmpe hit hos børn og barnlige sjæle. Og selv hvis man ikke er nogen af delene, kommer man nok ikke udenom at nynne med på sange som Trip the light fantastic lang tid efter, man har forladt biografen.
Kommentarer