Af Gustav Stubbe Arndal
Da Studio Ghibli lukkede dørene i 2014 efterlod de et hul i filmindustrien og et enormt eftermæle. Deres film fra mesterinstruktørerne Hayao Miyasaki og Isao Takahata udgør en lige så stor del af den internationale animationskanon som Disney eller Pixar, og vi kommer nok aldrig til at se et animationsstudie af deres kaliber igen. Men en del af animationsholdet samlede sig bag producer Yoshiaki Nishimura for at forme Studio Ponoc og holde ånden i live.
Lykkes det for dem? Ikke rigtig. Det bedste, man kan sige om deres første skud på stammen, Mary og troldkvindens blomst, er, at den beviser, hvor enestående Miyasakis talent og Studio Ghiblis evner var. Men instruktør Hiromasa Yonebayashi og hans hold sigter efter stjernerne, og det er beundringsværdigt.
I de første fem minutter af filmen føles det næsten, som om Miyasaki aldrig gik på pension. En ung heks flygter fra en svævende borg med en stjålen blomst, forfulgt af mystiske blob-monstre, og hun styrter med sin kost ned i en skov langt under skydækket. Det er forrygende og eventyrligt, og lover desværre mere, end der leveres.
Man fornemmer klart et ekko af Miyasakis filmkatalog: Den unge pige, der falder ned fra himlen med en vigtig skat kopierer nærmest startsekvensen fra Laputa (1986), og tasken og den flyvende kost minder stærkt om Kiki – den lille heks (1989). Filmen fortsætter i den dur; jo flere Ghibli film, man har set, jo flere ting genkender man, og grænsen mellem pastiche og uoriginalitet bliver ret sløret.
Når historien faktisk kommer i gang, sættes tempoet og niveauet en del ned. Vi møder den unge rødhårede Mary, der keder sig på sin grandtantes gods. På tur i skoven falder hun over en magisk glødende blomst og en kost, der snart vækkes til live af blomstens magi. Hendes hænder absorberer også magien, hvilket giver hende nye heksekræfter, og snart kommer hun flyvende til det magiske Endor-kollegie højt i himlen.
Filmen tager sig god tid til at etablere det ”normale,” og lige så god tid til at lade Mary måbe og stille dumme spørgsmål under en rundvisning på den fortryllede campus, der minder om Hogwarts, men er farverig som en billedbog og med en åbenlys skummel bagside.
Hele animationsholdet burde være på hjemmebane, både i den idylliske, rolige hverdag på landet og i selskab med de lidt skæve skurke og magiske flyveture, men alting føles en anelse forkert. Karaktererne mangler Miyasakis elegante designs, trolddomsskolen mangler hans øje for detalje og geografi, og detaljeanimationen og dialogen føles et halvt sekund ude af takt.
Ikke at der ikke er talent til stede – tværtimod. Når en magisk puls forvandler en lysning til en overgroet skov, eller når vores heltinde er oppe imod et glødende slimmonster, der sætter ild til sine omgivelser, er det noget af det mest imponerende 2D-animation, der kan ses i dag. Når det for eksempel irriterer mig, at Mary læser om en masse seje besværgelser, vi slet ikke får at se, er det fordi, jeg ønskede mig mere af det gode.
Med alt det sagt, er det stadig dejligt at se, at nogen i det mindste forsøger at holde Ghiblis ubesværede charme i live. Selvom Studio Ponoc er nogle forsøg fra at opnå deres mål, anstrenger de sig, ligesom Mary, for at kaste snart glemte besværgelser. Det har sin egen charme, og det løfter Mary og troldkvindens blomst fra at være en billig kopi til en kærlig hyldest.
Kommentarer