Af Alexander Bendtsen
Spilstudiet Insomniac Games har siden 2018 gjort sig til superheltespilgiganter gennem deres Spider-Man-spilrække, som du kan læse undertegnedes anmeldelser af, lige her. Siden samme studie i 2021 udgav en teaser trailer til et nyt spil om fanfavoritten fra Marvels X-Men-mutantunivers – nemlig Wolverine – har anticipationen derfor været stor. Af samme grund har det været noget forbavsende at Marvel’s Wolverine efter sin udgivelse den 15. september, har fået en noget blandet modtagelse, hvor der både i anmelderkredse og på nettet er blevet rettet hård kritik imod spillet.
Kritikken er dog – især blandt tastaturkrigere og sensationsstreamere på nettet – blevet blæst ud af proportioner, for Insomniac har slet ikke jokket i spinaten her. Taget studiets og Wolverine-karakterens stolte traditioner i betragtning, kan man da godt snakke om en lille kvalitetsmæssig skuffelse, men trods ujævnheder er spillet altså aldeles kvalificeret skruet sammen.
Udviklerne har skræddersyet et spilformat – et kompakt, lineært action-eventyr drevet af et velproduceret narrativ og et passende kampsystem – der klæder Wolverine-karakteren lige så godt, som deres open world-sandkasseformat klæder Spider-Man-karakteren.
Insomniac placerer naturligvis spilleren i skoene på Logan, også kendt som Wolverine (Liam McIntyre) – mutanten med supersanser og ekstraordinær styrke, der healer sig selv fra skader automatisk, og skubber lange adamantiumskløer ud af knoerne når han skal i kamp. Med det udgangspunkt fortælles en ”original” – dog ret genkendelig – fortælling, hvor mutanter (mennesker født med et såkaldt X-gen, der giver dem særlige evner eller karakteristika) gemmer sig rundt omkring i verden, og bliver jagtet af den onde videnskabsmand Bolivar Trask (Jason Spisak).
I Insomniacs historie findes der endnu ikke nogen form for mutantfællesskab kaldet X-Men, som tegneserierne ellers oftest drejer sig om. I stedet er afsættet at Logan – der grundet et mystisk hukommelsestab kun kan huske de sidste 30 år af sit uoverskueligt lange liv – er medlem af Team X. En lille paramilitær mutantgruppe, anført af den enigmatiske magiker Nathaniel Essex (Troy Baker), der også kalder gruppen for en familie.
Team X forsvarer mutanter i kampen imod Trasks organisation, og vil finde, forstå og bruge de overnaturlige portaler kaldet Helix Engines, der kan aktivere skjulte kræfter hos folk med mutantgener.
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
Kvalitet omgivet af bagateller
Insomniac bygger spillet op om to forcer: Et gennemført kampsystem, der kompromisløst skildrer brutaliteten fra en udødelig supersoldat med kæmpeknive pegende ud af knoerne – og en historie, hvori Logan kæmper en sammenbidt indre kamp med ensomhed, tillidsproblemer, mangel på formål og en livsfarligt vaklende kontrol over sine egne dyriske instinkter.
I intermezzoer mellem spillets missioner der faciliterer ovenstående to forcer, byder spillet af og til på quick time events (QTE’s) – hvor man hurtigt skal trykke på de knapper, der dukker op på skærmen. Nogle af spillets QTE’s er dog – ligesom en meget udskældt motorcykelsekvens tidligt i spillet – så banalt og spillertilgiveligt designet, at det lige så godt bare kunne være cutscenes. Det er helt bestemt kikset, men slet ikke decideret spilødelæggende. Desuden er andre QTE’s i spillet endda gribende implementeret.
Spillets missioner er altid voldelige, hvor man må i kamp med en lang række fjender, der tæller de skruppelløse Reaver-lejesoldater, samt medlemmer af ninjaklanen The Hand, såvel som andre mutanter og de såkaldte Sentinel-maskiner, bygget til at udrydde og undertrykke mutanter. Fjendetyperne varierer løbende og udbygges med gradvist sværere modstandere, der holder kampsystemet friskt og underholdende.
Kampsystemet, som de mange opgør med de forskellige fjendegrupperinger er bygget op om, er decideret fremragende. Insomniac bygger videre på den Arkham-inspirerede formular anvendt i Spider-Man-spillene, hvor man kæder forskellige manøvrer og kontraangreb sammen for at bekæmpe mange fjender af gangen i, hvad der føles som små arenaer.
Her i Marvel’s Wolverine er den meget hyppigt brugte formular decideret mesterligt tilpasset til Wolverine, både mekanisk og æstetisk. I takt med at man kæmper, fyldes et rage-barometer op, der kulminerer i en ekstraordinær vredestilstand, som gør Wolverine stærkere – medmindre man er ved at tabe, for så kan man bruge den vrede man har sparet op, til at genopstå fra dødens rand og kæmpe videre. Rent spilmekanisk er det velfungerende, og tematisk er det tro mod karakteren.
Manøvrerne man kan tage i brug, kan genkendes fra tegneserier, animationsshows og film. Wolverines snurreangreb, hans nærmest Rocky Marciano-agtige boksekombinationer og hans ikoniske, dyriske fremadrettede spring, hvor han med knoerne først springer direkte ind i fjendernes brystkasse – og dermed borer samtlige klør ind i dem. Det hele indgår imponerende, og kampene bliver organisk til den ene eminente actionscene efter den anden, som spilleren selv koreograferer.
Nogle gange kan man snige sig rundt og tynde lidt ud i fjendemængden med nogle diskrete likvideringer, inden der udbryder kamp. Det er lidt klodset sat sammen, og er klart en eftertanke til kampsystemet, hvilket dog ikke gør det store.
Spilleren har også ofte en allieret med sig i kamp. De føles mere som et hjælpeværktøj end en decideret uafhængig aktør i spillet, der selv kan komme galt afsted, men det er stadig blæret at kæmpe side om side med bla. Sabretooth (Brett Gipson) og Mystique (Nicole Pacent). Derudover er Især Wolverines og Sabretooths dynamik vellykket implementeret. Deres love/hate-relation udforskes spændende i fortællingen, og spejlingen imellem dem bærer gribende over i selve spillets mekanismer.
Kampene flyder let og elegant, og har en over-the-top ekstravaganza over sig, som i animationsserierne, men pakker samtidigt samme pondus og blodige brutalitet som James Mangolds mesterlige Wolverine-film Logan (2017). Kvaliteter, der også mærkes i spillets håndfuld af boss-kampe imod nogle af Wolverines mest barske fjender – heriblandt de genkendelige Marvel-skurke Omega Red (Raphael Corkhill) og Deathstrike (Jolene Jaxon). Dem må man bekæmpe i velkoreograferede og atmosfæriske opgør, der er udfordrende på den normale sværhedsgrad, uden at det bliver decideret frustrerende.
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
Ujævn indlevelse
Skaden, der voldes frem og tilbage i opgørene, er præsenteret på detaljeret og dynamisk vis, hvor Wolverine får store kødsår, men healer automatisk, imens hans valgte beklædning forbliver sønderrevet. Apropos beklædning skal spillet roses for det fede udvalg af uniformer og outfits, som man kan låse op for, og vælge imellem.
Detaljerne er imponerende, indtil man når en af de mange små cutscenes og overgange, der opbryder gennemgangen af banerne, for her har tøjet det med at reparere sig selv uden nogen forklaring. Det er endnu et problem, der ganske vist tilhører bagatelafdelingen, og langt fra ødelægger spillet, men sammen hober de forskellige små bommerter sig op til en gennemgående ujævnhed, der skader indlevelsesværdien.
På samme måde er fortællingen én, der fortælles med kvalitet, men er præget af ujævnheder. I opgørene mellem Team X og Trasks’ organisation, møder man en gruppe af mutantflygtninge, beskyttet af den magiske og benhårde Jean Grey (Krizia Bajos). De nye mutanter, med betydeligt mindre blod på hænderne end Logan og hans gruppe, bringer nyt perspektiv til hovedpersonens livssyn, og får ham til at genoverveje, hvad det egentlig vil sige at beskytte sine egne.
Jagten på de eftertragtede Helix-motorer – samt venskaberne, der stiftes, og opgørene, der tages undervejs – er egentlig en forudsigelig affære, og faciliterer et ret klassisk Marvel-action-eventyr. Det er desværre præget af en trættende kliché, der har været forældet siden Sergio Leone lavede sjov med den i western-klassikerfilmen The Good, The Bad and The Ugly i 1966. Nemlig tropen hvor karakterer – især skurke – er idiotisk tøvende og skånende når de har fjenden hvor de vil have dem, eller vender ryggen til en fjende i situationer, hvor det åbenlysende er en dårlig ide.
Plottet bindes dog sammen med et glimrende Wolverine-karakterstudie, der er meget tematisk tro mod baggrundsmaterialet i udforskningen af Logans kamp for at tæmme sin egen dyriske side. Her fortalt igennem et klassisk Wolverine-greb – nemlig hukommelsestab, for undervejs stykker hovedpersonen sin grusomme fortid sammen i sin erindring, der de seneste 30 år har været helt blank for ham.
Logans karakterstudie suppleres også af spillets sideudfordringer, der inkorporeres som mareridtsagtige forestillinger, præsenteret som døre i banerne. Således kan spilleren selv vælge udfordringerne til eller fra, ved at gå igennem dørene eller lade være. Klarer man udfordringerne – oftest forbundet med kampsystemet, eller det habile men simple og mindre interessante parkour-system – belønnes man med ekstra minder fra Logans fortid i form af anekdotiske tekststykker, som han læser op. Det er ganske interessant, men præsentationen af belønningerne er kedelig.
Jean Grey – der er ikonisk i sin egen ret – portrætteres som en lidt simplere karakter rent moralsk, end i baggrundsmaterialet. Det fungerer dog fint her, hvor hun bliver et slags anker for Logan, hvis karakterudvikling til gengæld rummer alt den kompleksitet man kunne ønske sig, og tildeles en større mythos end hvad der typisk indgår i en Wolverine-skildring.
Liam McIntyre formår at gøre hovedrollen til sin egen, uden at miste essensen af karakteren. Til tider virker han dog for generisk og kejtet, hvilket ikke klæder karakteren. Det kan dog også være en konsekvens af at skulle spille rollen efter Hugh Jackman, der i filmuniverset rammer karakterens sammenbidte udtryk og manerismer utroligt rent. McIntyre vokser med opgaven og tackler rollen med et eksplosivt temperament, og en overbevisende sårbarhed, der i samspil giver karakteren de nuancer, som definerer Wolverine.
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
Konklusion
Internettets smedekampagne mod Marvel’s Wolverine har mildest talt vist sig at være en overreaktion – nej, et decideret mislykket justitsmord, for det her spil er altså godt.
Jovist har spillet mangler og svagheder, der er skuffende i forhold til Insomniacs og IP’ens kvalitetsstandarder. Det ændrer dog ikke på, at historien for det meste er velfortalt, og spillets omdrejningspunkt – i form af kampsystemet – er formidabelt.