MARVEL TŌKON: FIGHTING SOULS: Prominente Marvel-superhelte optræder i sprudlende men svingende fighting-spil

Af Alexander Bendtsen & Lasse Borch Frisendal

I spilverden står fighting-spilgenren som en af de ældste og mest traditionsrige. Formatet, hvor man styrer en karakter i kamp imod en anden karakter, er præsenteret fra karakterernes side, således at man uanset 2D- eller 3D-animation styrer slagets gang fra et mere eller mindre todimensionelt perspektiv. Genren har rødder helt tilbage til arkaderne, hvor man enten kunne udfordre maskinen, eller (klart sjovere) spille imod en ven. Med tiden er spillene flyttet over til konsollerne, hvor det fortsat er fedest at dele oplevelsen med en ven på sofaen.

Spilrækkerne Street Fighter (1987-), Mortal Kombat (1992-) og Tekken (1994-) har været fanebærere for genren gennem årtier, og skabt deres egne farverige ikoniske karaktergallerier igennem deres fighting-spil. Et farverigt udvalg af kampklare karakterer er da også en af de mest centrale succeskriterier for spil i genren, og derfor findes der ligeledes vellykkede rækker af licensspil med afsæt i allerede etablerede fiktive universer. Her har især Dragon Ball-franchisen, DC-superheltene og ligeledes Marvels tegneserieunivers sat sit aftryk med ikoniske spil som blandt andet Marvel vs. Capcom serien (1996-), og nu er netop Marvel så tilbage i genren med det spritnye Marvel Tōkon: Fighting Souls.

(foto: Sony Interactive Entertainment)

Tag team-intensitet

Det nye skud på stammen tilhører en fighting-subgenre, kaldet tag team fighting-spil. Her foregår opgørene mellem to hold af kæmpere, der så kan tagge hinanden ind og ud af kampen. Det er altså fortsat to karakterer, der slås i en todimensionel ramme, men de kan lade sig skifte ud og ind med holdkammerater, så flere karakterer kan deles om rampelyset. Formatet her, hvor to hold af fire (der alle fire deles om en enkelt healthbar) kæmper imod hinanden, er glimrende eksekveret.

Rent æstetisk er spillet præsenteret enormt flot og livligt, med et farverigt retro-udtryk, selvom der opstår en distraherende kontrast i spillets blanding af vestlig tegneseriestil og østlig anime-æstetik.

I kampene er tempoet højt og intensiteten i top. Udover at karaktererne hver især har deres egne personlige underholdende sæt af manøvrer og færdigheder, kan man midlertidigt kalde holdkammerater ind og få hjælp, eller sætte holdkammerater til at kæde angreb sammen i samarbejde. Her er variationen, funktionaliteten og æstetikken af karakterernes evner imponerende og effektivt sat sammen.

Det er ikke alt for komplekst at gå til, men rummer dybde nok til at kræve en vis fordybelse af spilleren, for at få en god forståelse. Således er der sjov og sund konkurrence, hvis man starter spillet op med en ven, og fordyber sig sammen i intense opgør. Desuden kører det rent teknisk nærmest helt upåklageligt på Playstation 5.

(foto: Sony Interactive Entertainment)

Avengers, Assemble… de karakterer vi lige kunne finde

Marvel Tōkon: Fighting Souls har enormt godt fat i de ikoniske karakterer, som der er udvalgt til karaktergalleriet. Figurernes færdigheder virker tro mod deres karakterer, og spiller både effektivt og underholdende. Om man holder modstanderen på afstand som Guardians of The Galaxy-karakteren Starlord med sin jetpack og sine skydevåben, eller lukker afstanden på frembrusende manér med X-Men-fanfavoritten Wolverine, og flænser modstanderen med hans klør, så føles det strålende.

Mangler man sin åbning til enten at skabe eller lukke afstand, føles det belønnende at tilkalde midlertidig hjælp fra den bedst egnede tag-makker. Er der en bevægelig modstander, der får dig til at slå huller i luften? Kald Deadpool ind og skyd på ham, og brug åbningen. Får du bank af en modstander, du simpelthen ikke kan ryste af dig? Kald Hulk ind for at vappe ham én.

Men lige så fedt som det føles at spille som dem, eller Iron-Man, eller Spider-Man, lige så mærkeligt føles manglen på andre centrale Marvel-helte som Thor eller The Fantastic Four. Især fordi nogle af de få udvalgte karakterer er meget obskure. De mange fravalg af åbenlysende veloplagte karakterer til karaktergalleriet er simpelthen dybt frustrerende.

Hvorfor er de to forholdsvis nichede X-Men-karakterer Danger & Magik med, når samme gruppes flagskibsfigurer som Cyclops og Nightcrawler ikke optræder? Hvorfor er den ikoniske Spider-Man-skurk Venom ikke med, når hans mindre kendte spejling, Carnage er? Svaret er enten at skaberne har prioriteret utroligt skævt, eller det klart mest sandsynlige: at spillet løbende kommer til at udgive opdateringer (formentlig bag betalingsmure) med flere ikoniske karakterer. Især fordi mange af de fraværende flagskibskarakterer ellers tydeligt refereres til rundt omkring i spillet.

Sådan en tilgang, reducerer et traditionsrigt spilformat til en forretningsmodel – en kunstplatform forfalder til et produkt, hvilket desværre er ved at blive en standardpraksis i industrien. Det er nemlig ellers i genrens ånd, at spilleren løbende vinder adgang til flere spilbare karakterer ved at klare udfordringer og gøre fremskridt i spillets historie. Det er der bare næsten intet af her i Marvel Tōkon: Fighting Souls.

(foto: Sony Interactive Entertainment)

Single playeroplevelsen

Hvis man ikke har nogen at spille med, og ikke tør begå sig i online-kampe i frygt for at få på hovedet af folk med bedre reflekser end en ung Bruce Lee, tilbyder Marvel Tōkon: Fighting Souls også en række single player-oplevelser. Heriblandt er der en klassisk arkade-agtig spiltype, hvor man skal kæmpe mod en lang række karakterer, der bliver sværere og sværere i takt med at forskellige effekter træder i kraft, der skal gøre kampen unik og udfordrende. De her single player-arkadespiltyper, er veludviklede og giver en solid mulighed for at spille alene uden at det bliver for ensformigt. 

Herudover har spillet også en narrativ kampagnespiltype, der ligesom i mange andre kampspil, desværre føles som en halvbagt eftertanke. Den er opdelt i fem prædeterminerede hold af forskellige karakterer, hvor hver gruppe i teorien har sin egen historie. Men i stedet for hver sit unikke action-eventyr, deler alle fem (ellers lovende) konstellationer det samme overordnede narrativ.

Her tvangsindlægges de fem forskellige sæt hovedpersoner til at dyste med hinanden i en turnering, der skal finde jordens bedste kæmpere, der så skal udfordre spillets store skurk The Champion, som rent narrativt er komplet intetsigende, men rent spilmekanisk udgør single player-spillets største udfordring.

Den eneste væsentlige forskel på hvert holds gennemgang af samme historie er dialogen mellem karaktererne i fokus. Derigennem dyrkes karakterernes personligheder og relationer trods alt også på ganske underholdende vis, selvom det forbliver ret overfladisk.

Første gennemspilning er da for sin vis underholdende. Især hvis man som undertegnede skribenter vælger at spille som konstellationen kaldt Samurai Outriders, der består af de karismatiske antihelte Ghost Rider, Blade, Deadpool og Loki. Her stjæler Deadpool (med glimrende stemmeskuespil af Nolan North) showet med hans karakteristiske metahumor imellem kampene, imens især den sortklædte vampyrjæger Blade er særpræget badass at styre i kampene.

Her i spillets historieformat mærkes dissonansen mellem den vestlige tegneseriestil og den østlige anime-stil dog også markant. Enhver gennemspilning starter med en klassisk anime-åbner, hvor karakterer løber i et utydeligt rum, mens dramatiske sangstemmer og elguitar-riffs spiller i baggrunden, indtil man præsenteres for den første animerede cutscene, der er smukt udført. Men i scenerne, der specifikt er lavet til det hold, man spiller som, skifter stilen til en klassisk tegneserieæstetik med mange paneler og talebobler.

Skiftet føles pludseligt og skaber en afbrydelse fra narrativet, der får det overordnede plot til at virke abstraheret fra karaktererne og dermed også spilleren.

Allerede ved anden gennemspilning som en ny konstellation bliver denne story mode da også så småt lidt trættende, og derefter føles det som en decideret pligt, man helst bare vil undgå. Og da spillet ikke belønner spilleren ved gennemførelsen af mere end én gennemspilning i form af eksempelvis nye karakterer, er det svært at se sig selv vende tilbage til narrativet.

 (foto: Sony Interactive Entertainment)

Konklusion

Halvskuffende single player til side, kan spillet falde tilbage på sin force, der består i selve opgørene, man kan have med vennerne i sofaen. At sammensætte en konstellation af fire helte/skurke og derefter kæde deres færdigheder sammen i kamp mod sin ven (eller imod en online-konkurrent), er en udsøgt fornøjelse, og udgør et bundsolidt fundament for et fighting-spil.

Den store synd er fravalget af flere karakterer til galleriet, der som sagt enten er en irrationel hjerneblødning, eller en grådig industripraksis, hvor karaktergalleriet løbende vil blive udvidet mod betaling. Vel og mærke i et spil, der allerede koster fuld AAA-pris, og sælger alternative kostumer til heltekaraktererne for ekstra betaling.

Det er en skam at Marvel Tōkon: Fighting Souls skal støtte op om sådan en praksis, for således står basisspillet tilbage som en mindre substantiel omgang. Det forbliver dog blot en kedelig fodnote i et ellers drønunderholdende fighting-spil, der oser af spilteknisk snilde og kunstnerisk udtryk.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.