Af Jacob Pedersen
“Jeg er på jagt efter storhed” – sådan sagde Timothée Chalamet i sin takketale ved sidste års SAG-awards, da han var godt på vej mod sin første Oscar-statuette for sin portrættering af Bob Dylan i A Complete Unknown (2024). Det blev som bekendt ikke til en sejr, men drømmen lever nu igen efter Chalamets nominering for sin hovedrolle i den biografaktuelle Marty Supreme.
Samme jagt på storhed har unge Marty Mauser – løst baseret på den amerikanske bordtennislegende Marty Reismans virkelige liv – også, og på den måde passer Chalamet ualmindeligt godt i rollen som den stordrømmende, maniske og intense karakter.
I 1950’ernes New York arbejder Marty i en skoforretning, imens han sparer op til sin London-rejse for at deltage i bordtennisturneringen British Open, som han er overbevist om, at han kan vinde. Onklen og skoforretningens ejer, Murray (Larry Sloman), har bare ikke lige fået udbetalt Martys løn i tide, og pludseligt hænger drømmen i en tynd tråd. Men INTET skal stå i vejen for Marty og sine drømme om at være ansigtet, der får den oversete bordsport til det nordamerikanske kontinent.
Marty ping-ponger sig hurtigt videre til turneringsfinalen i London, hvor han møder, og må se sig slået af det nye japanske stortalent Koto Endo, hvis overlegenhed hurtigt bliver en besættelse for Marty.
Man foranlediges til at tro, at Marty Supreme bare er en revanche-sportsfilm med afsæt i bordtennis. Hvilket filmen også er, men som historien udfolder sig, bliver bordtennis en sekundær linje i filmen, hvor portrættet af Marty bliver filmens altoverskyggende samlingspunkt.
Tilbage i New York opdager han, at han er blevet udelukket af Bordtennis-Forbundet med en $1.500-dyr bøde oveni hatten. Den fikse Marty og vennen Wally (Tyler, The Creator i en vellykket skuespillerdebut) må svindle sig frem til pengene; herfra åbner sig et gigantisk karaktergalleri med dertilhørende fortælletråde, der udfoldes i et hæsblæsende tempo.
Den offensivt charmerende Marty scorer den skønne og halvfallerede skuespillerinde Kay Stone – Gwyneth Paltrow, der gør et uimodståeligt og tændt comeback efter ti år i Marvel-folden – og indleder et hedt sugarmommy-forhold, som hentyder til Martys problematiske familiære forhold.
Forholdet bliver desto mere potent af, at Stones mand, Milton Rockwell, spillet af forretningsmanden Kevin O’Leary fra Shark Tank, har et tilbud, der kan løse Martys økonomiske problemer, på bekostning af sit selvbillede. En klar kommentar til samtidens kapitalistiske sociale medieverden, hvor det selvcentrerede tableau altid er til salg for den rette pris.
I sporet ved siden af, har Marty gjort sin hemmelige elsker Rachel (stjerneskuddet Odessa A’zion) gravid, og nu står han ved en skillevej mellem drømmenes realisering og det sikre familieliv. Marty er da også villige til at lide mange nedværdigelser (læs. ballespank med bordtennisbat) i den velorkestrerede jagt på anerkendelse.
Marty bevæger sig som en vildfaren orkan, hvor alt bliver til kaos omkring ham. Det ene sjuskede hoax efter det andet, har store konsekvenser for vennerne Wally og Dion (Luke Manley), men det bekymrer ikke Marty, så længe han får sin revanche, og bliver verdensberømt.
Til trods for filmens frenetiske energi og kreative filmglæde, i alt fra billede til lyd, så lykkedes Marty Supreme bare ikke vildt godt, med at skildre Marty, som et troværdigt og fuldstændigt menneske.
Marty-karakteren udvikler sig ikke, på trods af at filmen postulerer en vis ændring i slutningen – som jeg ikke skal røbe – og hans mommy-issues og dårlige relationelle evne forbliver alt for uudtalt i baggrunden af filmen. Distancen bliver snarere trættende end pirrende.
Vi kender til Safdies triumferende intensitet fra Good Time (2017) og Uncut Gems (2019), og i sin første solo film efter det kreative brud med broren Benny Safdie, er samme intensitet grundstenen i Marty Supreme. Men i det lys mangler filmen simpelthen den nerve, der gør, at man føler med Marty. Man er ikke synderligt investeret i den overordnede revanche-historie, der virker en anelse forudsigelig og klichéfyldt. Man er snarere grebet af de mange veludførte scener og virvaret af historier, der samlet set udgør en effektiv, underholdende og intens filmoplevelse.
Filmen stråler i sin legende fortælleglæde og kærlighed til filmkunsten. Som i titelsekvensen, hvor en sædcelle bliver til en bordtennisbold, eller da Dion (Luke Manley) kaster hele kassen med nyfarvede orange bordtennisbolde ud af vinduet, hvor de ganske langsomt falder til jorden, og spreder sig i et bordtennis inferno, meget lig det Marty selv befinder sig i. Det er de små øjeblikke, af æstetisk overskud, at Safdie løfter sin fortælling.
Castet i sig selv er også et filmisk højdepunkt og netop i året, hvor Oscar-akademiet har indført prisen for bedste casting, lander Marty Supreme løbende. Der findes vel ingen mere passende til at spille den højtravede og besatte Marty end Chalamet, og til den charmerende, gudesmukke stjerneskuespiller midt i et comeback, passer Gwyneth Paltrow som en fod i en hose. Den metafortælling åbner i øvrigt op for en helt anden fortolkning, hvor filmen i sig selv kommenterer Joshs og Chalamets egne karriere i jagten på deres storhed.
På den måde kan Marty Supreme blive en selvopfyldende profeti til Oscar-showet, men indtil da, er det bare en fandens effektiv og underholdende storfilm fra Hollywoods øverste hylde, der mangler det sidste, for at blive en øjeblikkelig klassiker.