Af Marcus Uhre
For femte gang skydes den danske animationsfilmsfestival for voksne i gang. Man skulle næsten tro, at årets tema er diversitet, for VOIDs program er fyldt med unikke filmperler, dynamiske kortfilmskollektioner og uventede masterclasses. Med præsentationen af programmet kom også et ønske om at fremme animationsfilm instrueret af kvinder. Derfor er det også på sin plads, at den kvindeligt instruerede fransk-belgiske Marona’s Fantastic Tale åbner ballet.
Det er en ret så melankolsk fortælling: En døende hund ser på sit dødsleje tilbage på sit liv og sine forskellige ejere. Den har aldrig rigtig passet ind og har kun oplevet lykken som en slags time-out fra lidelsen. På mange måder lever en hund en anden tilværelse end mennesket, og i samarbejde med den belgiske kunstner Brect Evens fortolker filmen vores verden fra hundens perspektiv.
En lettere irriterende dialog gør dog opmærksom på et svagt plot. De fleste har nok set en håndfuld film om forholdet mellem mennesker og hunde, og dette værk gør ikke meget for at revidere en tyndslidt historie. Men kan man tilgive fortællingen og holde filmen i mente som en samling af visuelle idéer, så vil man forstå værkets reelle formål og samtidig forstå, hvorfor det er netop denne film, som skyder VOID i gang.
Filmen er en rejse ind i animationsfilmens muligheder som medie og som værktøj. I det ene øjeblik er verden en børnetegning – måske en form for Cirkeline-collage. I det næste en fransk stilistisk modernisme; til tider lidt kubisme, til tider lidt impressionisme, lidt futurisme eller et besøg i det abstrakte. Og når vi troede, at vi ikke kunne overraskes mere, så kaster de sørme også lidt 3D-animation ind i ligningen.
I sit frie brug af kunsthistoriens mange pensler optræder Marona’s Fantastic Tale som et meget nutidigt og relevant indslag i VOID-festivalens program, der har fokus på alt det, live-actionfilmen ikke kan – og i virkeligheden også hvad de store, populære animationsfilm heller ikke kan; visuel udforskning frem for Hollywood’sk moralfortælling. Dette værk har i kraft af sin hyper-modernitet intet behov for en spændende historie. Så længe man ikke forventer, at den kommer til at tjene mange millioner.
Så hvis du kunne lide dengang karaktererne fra Inside Out (2015) alle forvandlede sig til Picasso-malerier, så er dette værk lige noget for dig. Ellers løber festivalen til den 8. februar. Hvad med en kinesisk drage-fortælling? En Richard Linklater animation med Keanu Reeves? Eller en neon sci-fi 80’er sexploitation? Man kan kun blankt erkende, at de har ret, når de fjoget siger, at kun fantasien sætter grænser.
Kommentarer