Åh, hvor er det bare en kedelig film. Jeg synes det skal komme som det første i stedet for at lade som om, at den er god på noget tidspunkt i denne anmeldelse.
Præmissen er ellers nogenlunde original: et specialiseret militært team skal smugle en indokinesisk politibetjent ud af landet, fordi han har oplysninger omkring noget radioaktivt stof, som kan skabe ødelæggelse, hvis det falder i de forkerte hænder.
Nogenlunde originalt. Hvor nogenlunde er nøgleordet i sætningen.
Der er ramt totalt ved siden af – og der bliver ellers affyret en rimelig god del kugler og andet eksplosivt materiale i løbet af filmen. Actionscenerne er brutale, og der er ikke sparet på make-up-holdet, da det sprøjter med blod, knogler knaser og biler brænder. Så, når filmen lover hæsblæsende action, bliver den ende af aftalen da klart opholdt.
Men dér slutter det desværre så også. For at skrive denne anmeldelse, var jeg inde på IMDb for at kigge på skuespillere og andet information, men jeg faldt over denne brugeranmeldelse derinde, som jeg synes taler rimelig godt for sig selv: ”hvis du kan lide at se Mark Wahlberg råbe rigtig hurtigt i 90 minutter, så er den her film for dig! Seriøst, han råber bare. Meget. Rigtig hurtigt. Og så sidder du bare tilbage sådan ‘hvad?’”
Mark Wahlberg spiller James Silva, en militærmand med en baggrund som kunne have været interessant at dykke ned i – desværre bliver det aldrig mere end åbningssekvensens hurtige frem og tilbage klip om hans opvækst man får lov at se. Om det er et forsøg på at lave en macho version af The Accountant (2016), hvor hovedpersonen har autisme, for folk, der kan lide Mark Wahlberg, ved jeg ikke.
Men den elastik, han bruger på at fokusere, når hans hjerne raser for hurtigt til situationen, bliver bare skide irriterende. Og lad mig så også sige det sådan: jeg er så glad for, at der var undertekster på, og jeg føler virkelig for de folk, som ikke får lov at se den med noget hjælp, for når Mark Wahlberg råber hurtigt, så går det godt nok hurtigt.
Den eneste grund til de to stjerner er den indonesiske skuespiller Iko Uwais, der for alvor slår igennem. Hans action-scener er de meste gennemførte, og det er kun hans karakter, man nogenlunde får lov at knytte bånd til. The Walking Dead-stjernen Lauren Cohan er da også okay, og John Malkovich kunne sådan cirka bare have været blevet hjemme, for han giver filmen lige så meget, som hvis han ikke var der.
Men Mile 22 får altså ikke lov at komme i Hall of Fame over de bedste action-film. Om det så er fjerde gang, at Mark Wahlberg og Peter Berg samarbejder, gør absolut ingen forskel.
Lad nu være med at bruge 90 minutter på den. Det er 90 minutter du aldrig nogensinde får tilbage.
Kommentarer