[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Robert Mapplethorpe var amerikansk fotograf, der langsomt men sikkert fik etableret sig selv som en af de førende på New Yorks kunstscene i sluthalvfjerdserne og især firserne. Hans visuelle univers bestod til dels af portrætter af berømtheder og formorienterede undersøgelser af blomster, men han er nok især kendt for sine eksplicitte og fetichistiske fremstillinger af homoseksuel sex. Denne film undersøger både den katolske ikonografi i Mapplethorpes billeder, jagten på den perfekte, sorte penis og hvorfor fotografens sidste show kunne forarge i en sådan grad at museumsdirektører, der udstillede ham blev sagsøgt.
Dramaturgien kunne ikke være mere tekstbogsklassisk i denne dokumentar, hvor vi følger fotografen fra vugge til grav og indimellem forsøger at komme lidt nærmere, hvad hans kunst egentlig var for en størrelse. Billedsiden er overvejende sammenklippet af forskellige former for arkivmateriale – herunder interviews med Mapplethorpe selv.
Det altdominerende element i fortællingen er dog et nærmest kakofonisk sammenrend af talking heads interviews, hvilket bliver ret trægt i længden. Bevares, det er en imponerende samling interviews, hvor både New York legender som Debbie Harry og Fran Lebowitz, tidligere elskere og skattede modeller tilsammen skal skabe Mapplethorpe for seeren. Det fungerer, når man får et indtryk af, at man sidder og lytter til et menneske, der virkelig kendte manden, men der er alt for mange mennesker i denne dokumentar, der er kendte og som i øvrigt er blevet fotograferet en enkelt gang, hvilket får portrættet til at føles ulideligt overfladisk til tider.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mapplethorpe: Look at the Pictures[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Fenton Bailey & Randy Barbato[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]I denne samling af 70’ernes New Yorks kreative klasse glimrer musiker og forfatter Patti Smith ved sit fravær i dokumentaren, hvis man ser bort fra en smule arkivmateriale. En kvinde der har udgivet en hel bog om sit venskab med og langvarige forelskelse i den homoseksuelle kunstner virker sær at udelade fra dette nærgående portræt. Har hun takket nej eller har man udeladt hende med vilje og overvejede man aldrig at give en forklaring på denne elefant i klipperummet?
Det største spørgsmål som Mapplethorpe: Look at the Pictures mangler at besvare, er hvorfor man skal se denne film i stedet for en udstilling med kunstneren eller for den sags skyld bare købe sig en kaffebordsbog fra Taschen. Skal kunstdokumentarer være en letfordøjelig indgang til værkerne, som findes lige der i granskningen af kunstnerens privatliv? Måske skal de det, men resultatet er i denne film en rodet affære, der rent visuelt ligner en gennemsnitlig dokumentar på Netflix. Det er uforståeligt at man ikke har sammensat et hold, der var interesserende i at destillere Mapplethorpes visuelle univers og printe det på det hvide lærred. Hvad nu hvis man havde holdt sine interviews i sort/hvid på rene, mørke baggrunde som de fleste af de fotografier man omtaler i stedet for at vi skal sidde og kigge ind i folks overmøblerede stuer?
Historien om Robert Mapplethorpe er en virkelig rørende og relevant fortælling om en narcissisisk enegænger, en charmerende dreng og et menneske for hvem berømmelse var det vigtigste mål for succes. Alt sammen beskrevet igennem de billeder, der blev hans aftryk på verden. Filmen om ham er imidlertid standard opbygget, kedeligt filmet og fuld af interviews med mennesker der ikke kendte ham særlig godt. Den kan bruges som en indgang til at opdage kunsten, men det kan et smut på Aros særudstilling med ham til sommer så sandelig også.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer