[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]“Det her er mig, der falder på trappen” siger Per Kirkeby, mens han intenst fokuseret og nærmest barnagtigt tegner sorte streger på blodrødt kobber. En sætning der går igen, en tanke der besætter Kirkeby, som stadig begræder sit fald i 2013, og det liv det har medbragt som hjerneskadet. I al godhed og kærlighed vil Anne Regitze Wivel, som både ven og instruktør, skildre mennesket og kunstneren i hans største krise. Det er blevet til dokumentaren Mand Falder om tabet af en af Danmarks største billedkunstnere, mens han kæmper for at bevise det modsatte. For Kirkeby er nu en kunstner med et svækket syn og et træt sind, men ligeså inspireret og ihærdig, som han var før.
Denne indre kamp om at acceptere sin skæbne, mens man vil ændre den, er i centrum for Anne Wivels portræt af Per Kirkeby. Filmens udvikling er tro mod livets egen, hvor der er op- og nedture, og forandring tager tid. Langsommeligt, dvælende og eftertænksomt undersøger Wivels kamera Kirkeby med dog sporadiske øjeblikke af kraft og intensitet. Som i mødet med den pessimisme den ulykkelige Kirkeby bærer på. Hjerteskærende er det, når han kalder sit liv ”en skyggeverden”, og til tider må indrømme ”at nu er jeg der, hvor jeg ikke aner, hvad jeg laver”. Kunstneren filosoferer, og hans oprigtighed er givende. Klogt, dystert og ærligt ser han på sit liv med stor indsigt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mand falder[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Anne Regitze Wivel[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]For instruktør Anne Regitze Wivel er en dobbeltrolle ikke ukendt. Hendes film Svend (2011) om politikeren og ægtemanden Auken var et intimt, smukt portræt af kærligheden mellem to mennesker med livet og døden som omkreds. Som en livslang ven af Kirkeby indtager Wivel på sin vis denne rolle igen, men denne gang føles det ikke som en genvej til mennesket. I samtalerne med Kirkeby er Wivels ivrige lytten for gennemtrængende. Som seer føler jeg mig mere distanceret, og at mit intime møde med Kirkeby har én gæst for meget, som skubber mig ud af sofaen, før jeg får sat mig ordentligt til rette. Havde Wivel blot trådt mere i baggrunden, for der er flere momenter af ærlighed, der bliver aet og nusset så meget af en bekymret ven, at det bliver for meget for den nye, der gerne vil lære ham at kende.
På trods er fortællingen om Kirkeby, som den fortabte kunstner og den gængse faldende mand, dybt engagerende. Som da han ser sit igangværende maleriprojekt og må konstatere, at han ikke kan lave det færdigt, fordi det er fysisk umuligt for ham. Eller da han fortæller om den åbne ben-tissepose, der gjorde skoen til en lille båd. Livets glæder og sorger er mange, men det stadig er værd at kæmpe for, mens man søger efter en indre ro. ”Det er sgu et mærkeligt liv” siger Kirkeby, og det er sandt, om man falder eller ej.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer