Først rejser hårene sig af lyden fra en akustisk guitars klingren. Dernæst bliver øjnene våde af dybtfølte øjeblikke, indtil der bliver trukket ihærdigt på smilebåndene. Man kan let komme til at føle sig som en marionetdukke, der bliver styret af Pixars hårde hånd, der ved præcis hvilke snore, den skal trække i. Coco er en manipulerende omgang, men det føles meget godt.
Fortællingen drejer sig om Miguel (Anthony Gonzalez), en lille charmør med en enorm trang til at synge og spille guitar. Han drømmer om at blive som sit store idol Ernesto de la Cruz (Benjamin Bratt), en berømt mexicansk musiker og superstar. Men Miguels familie forbyder det, da hans tipoldefar forlod familien for at blive trubadur. Miguels strikse bedstemor er i hvert fald ikke sky for at slå med sandalen, hver gang det kommer på tale. Ved et desperat forsøg på at bevise sit musikalske talent på selveste Día de Muertos (de dødes dag) havner Miguel i de dødes verden, hvor han møder sine forfædre. Et eventyr begynder, og han støder på den afdankede fupmager Hector (Gael García Benal), som bliver hans følgesvend i opklaringen af sin families forhistorie.
Jo længere eventyret skrider frem, indtræder flere og flere overraskelser. For de dødes verden er ikke et paradis. Det er en farverig og overdådig metropol med bureaukrati, samfundshierarki og sine egne logikker. De døde går rundt som skelletter og risikerer at forsvinde, hvis deres levende familier glemmer dem (til hvor, ved vi ikke). Det lyder langt ude, og det er det også. Jo mere fabelagtig og højtflyvende de dødes verden synes at være, desto flere præmisser er svære at godtage, især når nogle virker til at være sat i spil for kun at udrede plothuller.
De små skønhedsfejl er hurtigt glemt, når man først er blevet forført af de smukke kalejdoskopiske billeder i neonfarver, til de pletter hornhinderne til. Man sidder med åben mund og polypper på en rutsjebanetur gennem følelsesregistreret, akkompagneret med mariachimusik, der ikke forlader ens hoved foreløbigt. Og selvom eventyret er fabelagtigt, er dens formåen i at fortælle om noget så svært, universelt og kompliceret som døden en bedrift i sig selv. Det bliver aldrig for fjollet eller seriøst, men balancerer smukt imellem, så alle kan være med. Vi skal huske på de døde, det understreger filmen såvel som traditionen, men endnu vigtigere: De døde er her stadig, ikke fysisk, men i vores minder eller som spøgelsesskelletter.
Coco er ikke blot en fantastisk fortælling om død og familiekærlighed, men også et stykke filmisk håndværk i allerhøjeste kvalitet. Der er kælet for detaljen, som når vi ser oldemor med sine tusinde rynker, eller når Miguel flere gange påpeger, at han kun har ét smilehul. Selv det nuttede Pixar-fjæs kan have mange facetter.
Selvom rutsjebaneturen byder på et par bump undervejs, overskygges det af filmens flere velkomponerede øjeblikke. Der bliver spillet de rigtige toner, lige når de skal! Coco smelter hjerter, og jeg tror, at alle har godt af en lille tur til Mexico og lidt Pixar-hjertesmeltning.
Kommentarer