Anmeldelse
MALEFICENT 2: MISTRESS OF EVIL: Efterårets billedskønne Disney drama skuffer ikke

Disney har efterhånden malket en solid pengesum gennem live-action remakes af de gode gamle Disney-klassikere. I 2014 blev der virkelig sat skub i denne trend med succesfulde Maleficent (2014). Filmen vendte hele den klassiske fortælling om Tornerose på hovedet og fokuserede i stedet på Angelina Jolies skurkekarakter – den onde og hævntørstige hornede fe, som forhekser en uskyldig prinsesse.

Efter at have vist en alternativ version af eventyret i Maleficent, er Disney nu atter tilbage med den ikoniske og yderst elegante Disney-skurk.

I Maleficent 2: Mistress of Evil udvikles romancen mellem den bedårende Aurora (Elle Fanning) og prins Phillip (Harris Dickinson). De to turtelduer vil gerne giftes og derved forene de to kongeriger. Den festlige nyhed skal selvfølgelig fejres, og Phillips mor, dronning Ingris (Michelle Pfeiffer), insisterer på at møde kvinden, der har opfostret hendes kommende svigerdatter.

Dét der skulle have været et festligt middagsarrangement mellem den berygtede Maleficent og kongefamilien bliver i stedet begyndelsen på en tumultrig og dramatisk affære, hvor der blandt andet må ofres liv for at skabe fred i eventyrverdenen.

Historiens elskede prins har, grundet et skuespillerskift, ændret sig markant siden filmen i 2014. Selvom udskiftningen af en vigtig karakter ofte er lig med utilfredshed, var dette ingen skuffelse. Dickinson er den absolut mest betagende og flotteste Disney-prins til dato. Elle Fanning leverer derimod ikke en bemærkelsesværdig skuespilpræstation. Fanning minder mest om en intetsigende barbiedukke, der blot bringer det smukke ydre og den lyse feminine stemme til Tornerose-fortællingen.

Efterfølgeren holder stadig fast i det eventyrlige univers, der både indebærer den fabelagtige Ellemose med alverdens skabninger og menneskernes overdådige kongerige. Ud over at være en knaldhamrende flot film, hvor der hverken er sparet på smukke og finurlige animationer, er det et glædeligt gensyn med Angelina Jolie i rollen som den stålsatte og overbeskyttende hovedperson. Jolie er lige så skarp i skuespillet, som i kindbenene. Derudover er hun bare eminent i rollen som den sexede, men samtidig skræmmende gotiske fe.

Efterårets helt store Disney-film kan mere end blot at være godt produceret. Det er de kvindelige skuespillere, der bærer de betydningsfulde og handlekraftige roller, mens mændene oftest forbliver i baggrunden. Trods det kvindelige fokus, formår Maleficent 2: Mistress of Evil dog stadig at favne bredt. Action-hungrende seere får særdeles også noget for pengene med mørke, dystre og lange kamp-scener mellem mennesker og magiske væsner.

Maleficent 2: Mistress of Evil er en dragende og billedskøn fortælling, der evner at trylle lidt ekstra magi ud af et gammelt eventyr. Filmen byder hverken på de mest følelsesladede fortællinger eller vildeste skuespilpræstationer, men det gør ikke spor, når eventyret stadig fungerer på bedste vis.

Kommentarer