Af Jonas Bang
Skribent. Forfatter. Radiovært. Politiker. Iværksætter. Debattør. Provokatør. Den kontroversielle levemand Mads Holger kunne beskrives på adskillige måder. Han igangsatte mange fascinerende initiativer og både de, og ham som person, blev ofte diskuteret vidt i den offentlige debat.
Det skete for eksempel, da han kaldte Det Konservative Folkeparti ”endøende patient, der i sin febervildelse slår ud efter lægen” tre dage før folketingsvalget i 2015 – et parti han, vel at mærke, selv stillede op for. Eller da han i 2012 udgav sin anden roman, Bladguld, som anmelderne kaldte alt fra blottet for selvironi til vanskelig at læse.
Om end han som person ofte gav anledning til debat, var det stadig til stor chok og sorg, da Mads Holger tog livet af sig selv i sin families sommerhus den 4. juli 2016. Offentligheden og familien stod forholdsvis uforstående over for beslutningen, og nu undersøger hans lillesøster Pippi Olivia Norgaard Skov hans person og selvmord i filmen Mads Holger – til farvel.
Jeg må indrømme, at jeg gik til filmen den med en vis skepsis. Det er ikke fordi, jeg ikke ønskede at se en dokumentar om Mads Holger og den interessante person, han var. Det er nærmere fordi en film lavet af hans lillesøster, der undersøger hans person og død, har risiko for at blive sentimental og indforstået. Og det bliver den desværre for det meste også.
Filmen består fortrinsvis af interviews med venner og familie, arkivmateriale fra diverse programmer, han har medvirket i, samt private billeder og optagelser. Der er intet nyt under solen, lige bortset fra nogle udvalgte citater fra hans afskedsbrev. Han skildres præcis, som man husker ham, men dog med en anelse mere respekt for og anerkendelse af, hvem han var uden for rampelyset.
Derfor kaster den også lys over en mørkere side af Mads Holger, især ved hjælp af Pippi Olivia og moderen Mette Norgaard Madsens fortællinger. Desværre kommer vi aldrig helt til at forstå mennesket bag facaden, og det lader til, at hans efterladte, forståeligt nok, stadig leder efter mening.
Dokumentaren indledes med en erklæring om, at den er blevet til som en del af Pippi Olivias sorgproces, og det kan i den grad ses. Selvom den prøver at vise nye aspekter og sider af Mads Holger, fremstår den ultimativt meget sentimental. Jeg bliver selvfølgelig trist, når hans mor og søster bryder ud i gråd for åben skærm, men det betyder ikke, at jeg får et mere nuanceret blik på mennesket Mads Holger. Det bliver desværre ikke den hyldest, man kunne forestille sig, filmen ønsker at være.
Mange af disse problemer kunne måske formindskes med en mere fokuseret visuel identitet. Desværre ser dokumentaren til tider decideret uindbydende ud, og man undres over, om det virkelig er meningen, at man knapt kan læse dele af skriften i de segmenter, hvor uddrag af Mads Holgers afskedsbrev indgår. Desangående undrer det mig, hvorfor fotografen hele tiden indstiller lysfølsomheden på kameraet midt i en ellers rørende scene. Det er enormt distraherende.
Mads Holger portrætteres afslutningsvis som en mand, der havde mange succeser, men også mange nedture, der til sidst blev hans endeligt. Det er en lidt ærgerlig note at slutte på. Hvorfor ikke hylde manden, i stedet for at drukne ham i sentimentalitet?
Kommentarer