Af Sidsel Minuva
Livet går sin gang i en fabrik i Bangladesh. For prisen på tre trøjer om måneden laver en gruppe kvinder tusindvis af identiske trøjer. Men da en brand tager livet af en kollega, beslutter de sig for at tage kampen op mod den kapitalisme, der underkuer dem, og danne en fagforening.
Made in Bangladesh slører linjerne mellem fiktion og dokumentar. Historien såvel som billedsiden er som taget ud af en dokumentar om det barske liv i alverdens sweatshops. Det eneste, der mangler, er en tålmodig fortællerstemme.
Filmen er således et eksempel på en pragmatisk form for filmkunst, der ofte omhandler netop et vigtigt, barskt og underbelyst emne. Made in Bangladesh fortæller sin historie med umådeligt enkle virkemidler. Håndholdt eller totalt stillestående kamera, få klip og en colour grading, der læner sig op ad naturens nuancer, henkaster tankerne til et underfinansieret skoleprojekt. Især farvevalget styrker fornemmelsen af, at dette også sagtens kunne have været dokumentariske optagelser.
Men når Made in Bangladesh nu indebærer en mere eller mindre fiktiv historie, så skurer det amatøragtige udtryk også. Skoleprojekter foregår trods alt oftest i skolen og ikke på det store lærred. Og det er ikke begrænset til det filmiske udtryk. Skuespilpræstationerne er f.eks. ikke noget at skrive hjem om; de sørger for, at historien bliver fortalt og giver karaktererne noget substans, og så er det også nok. Og skal hovedpersonen Shimu (Rikita Nandini Shimu) købe nogle æg, så har æggehandleren bag boden i det lokale marked på magisk vis præcis det antal, hun skal bruge, klar i en lille pose.
Alligevel skal der ikke meget til, før historien bliver rørende. Netop på grund af den pragmatiske stil gør det indtryk, når den 23-årige fabriksarbejder græder, mens hun beder en daglig bøn til Allah. Made in Bangladesh er åbenlys i både udtryk og budskab, og deri ligger dens styrke.
Filmen er ganske enkelt et udtryk for feminisme og anti-kapitalisme, der absolut skal have en stemme. Den er en barsk udforskning af Bangladeshs feministiske oprør og underkuelsen, befolkningen lider under, på grund af udenlandske kapitalistiske systemer. Og det er på tide, at alt dette bliver skildret på film.
Samtidig er Made in Bangladesh også et eksempel på en kultur, man sjældent møder i medierne. Jeg elsker at se Shimu chatte med veninderne og danse til moderne sydasiatisk musik. Det er en fryd at få et indblik i en kultur, der sjældent får nogen som helst form for skærmtid i denne del af verden.
Se den igen vil jeg nok ikke, men skildringen af det bangladeshiske samfund og selvfølgelig særligt kampen mod kapitalismen er en så betydningsfuld historie, at den ikke bør ignoreres blot fordi, den ikke imødekommer vores opfattelse af æstetisk korrekt filmkunst. Budskabet kommer i første række, og det er et hårdtslående et af slagsen.
Kommentarer