[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Felix Björnemalm Fleischer
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hvordan italesætter vi flygtningekrisen på meningsfuld vis? En tilsyneladende endeløs billedstrøm af kæntrede gummibåde og koloenorme flygtningelejre har gjort os immune for krisens alvor. Selv de mest tragiske skæbnefortællinger forgår i larmen fra et patosmættet mediebillede. Katastrofen er i bogstaveligste forstand blevet meningsløs. Så hvordan kan vi tale om den? Den finske mesterinstruktør Aki Kaurismäki har med Lys i mørket om den unge syrer Khaled og hans møde med integrationssystemet i Helsinki, valgt komedien som talerstol. Det er blevet til en ganske fremragende film, hvis ellers udprægede sortsyn overstråles af et næstekærligt håb.
Kaurismäki har en kunstnerisk åndsfælle i svenske Roy Andersson. Begge instruktører anvender sort humor til at udstille tilværelsens absurditeter. Deres filmiske verdener er på overfladen kyniske og følelseskolde, men besidder inderst inde en varm, humanistisk kerne. De dyrker de statiske, omhyggeligt tilrettelagte billedekompositioner og synes forgabt i en anakronistisk halvtredseræstetik. Men hvor Anderssons sirligt dekorerede tableauer har en næsten grotesk karakter, er Kaurismäki anderledes jordnær. Selvom hans film er stærkt stiliserede, er de altid forankret i en håndgribelig virkelighed. Andersson er primært fabulant. Kaurismäki er snarere realist.
Det beviste han ikke mindst i sin seneste film, Miraklet i Le Havre (2011), der ligesom Lys i mørket omhandler den illegale indvandring i Europa. Det virker måske usmageligt at dreje en sort komedie om et så ømtåleligt emne som flygtningekrisen, men det fungerer ekstremt godt. I Kaurismäkis Helsinki er der ingen, der smiler. Alle replikker leveres med fastfrossen mimik. Karakterernes totale mangel på emotionel kapacitet er således en passende metafor for den systemiske ligegyldighed, som flygtninge mødes med i kampen for asyl. Vennen Mazdak råder Khaled til at smile mere. Men ikke for meget, for så tror folk, man er tosset.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Lys i mørket[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Aki Kaurismäki[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Finland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er subtil samfundskritik og samtidig fantastisk morsomt. Humoren er kulsort, til tider næsten surrealistisk. Scenen, hvori Khaled får chancen som køkkenhjælper i en sushi-fanatisk bistro uden skyggen af kendskab til japansk kogekunst, er helt fænomenal. Det er sært, men aldrig hysterisk. Filmen igennem insisterer Kaurismäki på at holde et behersket tempo. Han gør en dyd i at dvæle ved døde objekter. Et ringbind, et askebæger, en pokerhånd. Og typisk gemmer komikken sig i de små detaljer; som kokken, der pudser en ikke-eksisterende rude eller tjenerinden, der formår at anrette en sildeplatte på et splitsekund.
Kaurismäki afholder sig ikke fra at fremstille livets elendighed. Tværtimod gør han tilværelsen mere miserabel end den i forvejen er. Der gemmer sig dog en betragtelig menneskelighed bag filmens kronisk sammenbidte ansigter. I et glædesløst samfund spirer længslen efter lykke. Derfor udgør Kaurismäkis film også et positivt indspark i en ellers meningsløs flygtningedebat. En slags brændende altruisme midt i mørket.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer