[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Luc Besson har altid foretrukket tjubang over tankestof i alt fra kulørte rumoperaer til hyperaktive parkourfilm (!). Hans seneste film, den ambitiøse actionthriller Lucy, er måske det bedst tænkelige argument for den prioritering, for mere end noget andet fastslår filmens spekulative sci-fi-plot, at den franske instruktør ikke er den fødte filosof – hvis nogen skulle have været i tvivl.
Ikke dit sædvanlige rusmiddel
Scarlett Johanssons Lucy kommer i knibe, da hun tvinges ind i en lyssky handel med en flok asiatiske gangstere skåret efter Hollywoodsk skabelon. I anslaget optræder Pilou Asbæk i en af de roller, der er umulige at vurdere som dansker (en tyk accent er ikke lig ringe skuespil), men han er ikke desto mindre del af filmens svageste scener; den sjuskede instruktion får Besson til at fremstå som en kåd gamer, der febrilsk trykker kryds for at springe storylinen over.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Lucy[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Luc Besson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]At Johansson senere forgiftes med det mystiske stof CPH4 og derpå transformeres til en kynisk og cool Jean Grey-pendant med adgang til ”sin fulde hjernekapacitet” viser sig at være en velsignelse for såvel Lucy som skuespillerinden selv (Besson er næppe nogens foretrukne personinstruktør, når det gælder smådramatisk sniksnak). Johanssons elektriske underspil formår mod alle odds at fastholde beskuerens interesse i plottet, selv om nonsensbarometeret er faretruende tæt på at sprænge et par gange undervejs.
På den anden side betyder hovedkarakterens hyperintelligente tørvetrilleri, at filmen frarøver sig selv en stærk følelsesmæssig kerne. Måske er den distancerende effekt tilsigtet, men i så fald kunne man ønske sig mere stof til eftertanke, end den Besson’ske pseudovidenskab kan tilbyde.
Manglende selvindsigt?
Lucys primære problem er dog, at universet og karaktererne savner den smittende kitsch value, der har løftet en del af Bessons bagkatalog fra sikre fiaskoer til vidunderlige kultfilm (ikke mindst den hysteriske sci-fi-perle Det femte element (1997) med Oldman og Willis i uforglemmelige roller). I Lucy reduceres antagonisten til en asiatisk forbryder uden antydningen af et originalt karaktertræk. Han er intet mindre end dødkedelig.
Måske er det netop ambitionen om at formidle en naturvidenskabens åbenbaring, der flytter Bessons fokus væk fra det, han mestrer: den, ærligt talt, idiotiske underholdning. Det fremgår tydeligst i filmens slutning, der i stedet for et højspændt, gunslingende klimaks udfolder sig som et pseudovidenskabeligt foredrag med Morgan Freeman i spidsen (hvem ellers!?). Det eneste, Besson nogensinde har lært sit publikum, er, at stupid action til tider er lig frydefuld underholdning, og på den baggrund virker hans prioriteter i tredje akt mildt sagt misforståede.
Det er paradoksalt, at en film, der bræger op om menneskets minimale udnyttelse af dets hjernekapacitet, demonstrerer selvsamme utilstrækkelighed. Jeg vil i hvert fald være påpasselig med at tolke det som et udspekuleret metalag…[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer