Af Gustav Stubbe Arndal
Året er 1989. Den afroamerikanske filminstruktør Spike Lee får sit gennembrud med Do the Right Thing, en skelsættende film om racerelationer i USA, der præsenterer et nuanceret billede af systemisk undertrykkelse, selvhad og politivold, der stadig er råt og relevant i dag. Til det store Oscar-show er den ikke engang nomineret til Best Picture, som i stedet går til Driving Miss Daisy – en feel-good film om racisme, lavet og skrevet af hvide mænd, hvor sorte og hvide lærer af hinanden med gode grin.
Nøjagtig tredive år senere gentager historien sig. BlacKkKlansman (2018) er blandt andet nomineret for Best Picture, Directing og Adapted Screenplay. ”About time,” siger mesteren på den røde løber. På hans hænder er to ikoniske gyldne knojern, som Radio Raheem (Bill Nunn) havde på i mesterværket fra 80’erne. På én står der ”LOVE”, og den anden ”HATE”. To næver, der begge kan give tæsk.
Dette års Oscar-ceremoni føles netop som at blive slået af lige dele had og kærlighed. Et show med så store toneskift, at det får selv Martin McDonagh til at svede. Men til sidst stod sandheden klart. Green Book (2018), en feel-good film om racisme, lavet og skrevet af hvide mænd, hvor sorte og hvide lærer af hinanden med gode grin, vandt Best Picture. Hvad i alverden skete der?
Det kunne kun gå to veje
Nøgleordet for dette års nominerede er ”besynderligt”. BlacKkKlansman, Black Panther (2018) og Roma (2018) fik alle en del kærlighed og tegnede et billede af et forandret Hollywood. Men værker som Bohemian Rhapsody (2018), Vice (2018) og selvfølgelig Green Book symboliserede et gammelt Academy, der ikke kan se forbi ”biopics” eller feel-good racekomediedramaer.
Man sad spændt og nervøs, da det hele begyndte. Vi skulle enten se Hollywood tage et kæmpe spring bort fra diversitet og kvalitet, eller stå frem og skabe historie. Alt afhang af, hvem der vandt hvad.
Det tegnede sig godt i starten. Uden en vittig vært handlede showet mere om filmkunst og de folk, der inspirerede eller skabte den, end det handlede om kendisser. Black Panther fik sig et par solide tekniske priser. Hvorefter Bohemian Rhapsody vinder Best Editing og beviser, at the Academy ikke aner, hvad klipning overhovedet er.
Følelsesladede taler om tro, håb og repræsentation fra Lady Gaga, Regina King og fra de folk, der fik chancen for at træde i rampelyset trods planen om at skjule dem bag reklamer, blev efterfulgt af, at Green Book snuppede Best Original Screenplay foran næsen på The Favourite (2018) og Roma.
Men kort efter det, er Oscar-showet igen den fantastiske, historiske institution, man håber på, den kan være, da Spike Lee endelig vinder en statuette for Adapted Screenplay. Og da Olivia Colman vinder Best Actress og leverer en af de bedste takketaler nogensinde, er vi lige så overraskede, som hun er. Hvad sker der nu? Best Director til Lee? Best Picture til Black Panther? Det føltes som et præmieshow, der kunne overraske på den allerbedste måde. Den følelse varede ikke ved.
De unævnelige
Selv hvis man ikke kendte konteksten, kunne man mærke forskellen. Alfonso Cuarón stiller sig op og taler inderligt om Mexico, de usynlige historier, der gøres synlige, og alle de folk, der gjorde det muligt. Regina King giver en oprigtig tak til James Baldwin og alle, der havde støttet hende. Ramí Malek, en søn af immigranter, takker Freddy Mercury for at inspirere verden med sin outsider-fortælling.
Men man mærker også de ting, der ikke bliver nævnt. Bryan Singer, instruktøren gennem det meste af Bohemian Rhapsody, er unævnelig – anklager om seksuelt overgreb på drengebørn omgav ham før han fik jobbet. Hver af filmens nomineringer og priser er farvet af hans tilstedeværelse.
Mahershala Ali takker Dr. Don Shirley, som han spillede, og skynder sig af scenen. Han nævner ikke Dr. Shirleys civil rights-aktivisme, eller hans kærlighed for sin familie, som Ali først mødte efter filmen var færdig, og som han måtte give en undskyldning til for hans portrættering af manden. Manuskriptforfatterne er endnu mere vage og kortfattede – der er en pinlighed i luften.
Pinligt endte det i det hele taget med at være, selvom man også kunne fejre velfortjente priser gennem meget af showet.
Always do the right thing
Spike Lee træder op på scenen, giver Samuel Jackson et monsterkram og får en stående klapsalve. Det er en triumf, han længe har fortjent og endelig får. Han bruger sin tid på at italesætte den afroamerikanske fortælling – om hans oldemor, der var slave; om hans bedstemor, der sparede sammen så han kunne tage på college; om det had, der i dag genopvækkes, og den kampånd, der skulle bruges til næste præsidentvalg.
Han opsummerede kort sagt de ting, han siger med BlacKkKlansman, og har sagt gennem hele sin karriere. At racespørgsmål forbliver nuancerede, komplekse, absurde og menneskelige, men at der findes ægte ondskab, som vi skal bekæmpe, når vi ser det. Kort efter træder Cuarón op med sin tredje sejr den aften, denne gang for Best Director, og ceremonien virker som en home-run for fremtidens Hollywood, trods enkelte bump på vejen.
Da Julia Roberts åbner den sidste kuvert, forsvinder illusionen om det progressive Hollywood med det samme. Green Book. Efter tre timers fejring af farvede og kvindelige talenter bagved og foran kameraet; efter tre timers tårer og tak for at give de usynlige en chance, træder et dusin gamle hvide mænd (og én Octavia Spencer) op på scenen og modtager præmien for årets bedste film – en tandløs road-trip film for det hvide publikum.
Det virker måske som en mindre ting i dag. Men om nogle år vil man se tilbage på dette som man nu ser tilbage på Crash (2005) eller (selvfølgelig) Driving Miss Daisy, og det vil være endnu mere ydmygende for det Hollywood, der burde vide bedre, og som flirtede med at give Black Panther den store pris.
Instruktør Peter Farrelly træder frem til mikrofonen. ”The whole story is about love. It’s about loving each other in spite of our differences and finding out who we are – we’re the same people.”
Det er netop denne type sentimentale, simple tankegang omkring racisme, som Spike Lee brugte hele sin karriere på at bekæmpe. Racisme er ikke en karakterfejl, hvide hovedpersoner skal overkomme, så publikum kan ånde lettet op. Det er et samfundsproblem, der har så dybe rødder, at USA’s præsident passer perfekt ved siden af en absurd film om Ku Klux Klan.
”LOVE” eller ”HATE” forklarer ikke hele historien, og Radio Raheem bliver ikke belønnet for sin storsindede filosofi ved at møde en hvid mand, der bliver hans bedste ven. Der er kun én ting, der er simpelt i Spike Lees film: der findes det rigtige, og der findes det forkerte. Han efterlod Oscar-podiet med netop de ord: ”Do the right thing!” The Academy gav ham en klapsalve, men glemte at følge hans råd.
Kommentarer