[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Joachim Morre[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Med sine to Oslo-film Reprise (2006) og Oslo 31. August (2011) lod han os alle forstå, hvordan det er at være ung, følsom og ambitiøs drengerøv i et privilegeret, skandinavisk samfund. Siden er vi mange, der med tårnhøje forventninger har set frem til Joachim Triers næste filmprojekt.
Og nu er den her så, Louder than Bombs, Triers engelsksprogede debutfilm, et naturligt skridt op ad stigen, der også sikrede ham en plads i hovedkonkurrencen ved dette års Cannes-festival. Trier træder for alvor ind på den internationale filmscene med større budgetter, højt profilerede skuespillere og dertilhørende forventninger.
Hans tidligere film har for mange opnået øjeblikkelig kultstatus som moderne skandinaviske filmperler, og nogle vil sikkert hævde, at Trier taber noget af charmen ved overgangen til det helt store lærred.
Jeg vil håbe på, og opfordre til, at hans tilbedere skiller det nye fra det gamle, og oplever Louder than Bombs med et åbent sind.
For Trier formår, selv uden for andedammen, at fastholde sin udfordrende tilgang til fortælleteknik, hvor hukommelse, minder og forfølgelse af tankestrømme fortsat er dominerende, og vi frit bevæger os ind og ud af hovedet på karaktererne. Denne teknik giver en unik mulighed for at komme helt tæt på karakterernes erfaringsverden, og virker særligt velvalgt i filmens undersøgelse af minder og den måde, hvorpå vi alle husker ting forskelligt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Louder than Bombs[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Joachim Trier[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Norge, Frankrig og Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dramaet er centreret omkring en families bearbejdelse af sorg i forbindelse med moderen og krigs-fotografen Isabelles død. Hendes mand og to sønner har forskellige måder at tackle afsavnet og frustrationerne på, og filmen bliver et interessant studie udi to klassiske og evigt aktuelle konflikter fra det moderne familieliv: hvordan taler vi med hinanden om dét der er svært, og hvordan afbalancerer vi forholdet mellem karriere- og familieliv.
Trier fastholder nuancerne i karaktererne og stiller ingen entydige løsninger til rådighed – hverken i forhold til sorgbearbejdelse eller prioriteringer på karriere/familie-aksen. Der bliver ikke fældet dom over nogen af karakterne, og de præsenteres i stedet som frustrerede, afmægtige, men velmenende personer, der inderst inde ønsker at forlige sig med deres nærmeste – og med dem selv.
For mig er Trier dog stadig stærkest, når han griber fat i det indre drama, der er uløseligt forbundet med dét at være ung.
I en af filmens stærkeste scener følger den yngste bror, der er lidt af en outsider-karakter, sin udkårne hjem fra en fest igennem et klassisk, amerikansk villakvarter. I en monolog præciserer og analyserer han situationens betydning, dens mulige udfald og dens fremtidige status som minde. Kameraet bevæger sig helt tæt på teenage-pigen – hendes hår og hendes hud, og leder tankerne tilbage på den fantastiske Reprise-scene, hvor hovedkarakteren Philip mødes med ekskæresten Kari.
Og det er som om at vi her er ved essensen af Triers talent. Trier rammer ned lige præcis der, hvor det larmer indeni, i vores liv som privilegerede vesterlændinge. Når vi er forelskede, når vi savner, når vi sørger, når vi skal finde vores voksenidentitet, og det faktisk føles som om, at hele verden står stille eller braser sammen. For os, der ikke er krigsfotografer, er det netop de hverdagslige erfaringer og bekymringer, der larmer, og dette endnu højere end de bomber, der, trods alt, primært buldrer igennem vores tv-skærme.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer